Hr. Luno og Havfruen

1.
Her Luno och hannd lader biuge ett skybb,
ther kaam rett alldrig paa landitt sligt.
:: Thi henter thett guld paa Grøn-land. ::
2.
Biuge ett skib,
ther kaam ret alldrig paa vandit ^[1] er Skriverens egen Rettelse; før stod her ligesom i forr. V.: landit. slig.
Tthett war for-gyldene mellom begge staffuen,
ther star skreffuet iumfru Mare hindis naffuen.
3.
M. ^[2]+3: I udg.: "Emellom". b. s. Emellom bege staffuen,
ther star skreffuet iumfrw Maris naffuen.
Thett war forgyldne emellom begge bore,
Iesus naffuenn stuod skreffuen der-offuer.
4.
M[ellom] b[egge] b[ore],
Iesus naffuen stuod skreffuen der-offuer.
Seglett war aff sylcke smaa,
huer anden dug war gull, huer anden war bla.
5.
A[ff] s[ylcke] s[maa],
huer anden dug war gull, huer anden war blaa.
Raenn war aff thett huide søleff,
och mersen war aff thett røde guld.
6.
A. ^[3]+3: I udg.: "A[ff] d[ett] [huide] [søleff]". d. r. g,
och mersen war aff ^[4]+1: I udg.: "aff". aff thett rode ^[5] I udg.: "røde". guld.
Dy til strandenn vdbarre
her Lono hans acker och aarre.
7.
V[d]-b[aarre]
her Lono hans acker och aare.
Her Lono hand segler y haffuen frem,
der møder hanom enn haff-frw, hun war saa gram. ^[6] Linjen har vistnok oprindelig lydt: der møder hanom en haff-fru gram (uden: "hun var saa") (S. Bugge.)
8.
I h[affuen] ^[7]+1: I udg.: "h[affuen] f[ram]". f[ram],
der møder hanom en haff-fru, hun war saa gram:
"Hør thu, her Lono, du weende deg hiem,
hellder ieg skal skieende ditt skib y stienn.
9.
W[eende] d[eg] h[iem],
hellder ieg skall skiende ditt skib y stienn."
"Rett aldrig skalt du den dag løffue:
ieg skall meg for en haffru giffue.
10.
D[en] d[ag] l[øffue]:
ieg skall meg for en haff-frw giffue."
Den første bylle, den haff-frw kaaste paa,
synder daa ginge bode seggell och raa.
11.
D[en] h[aff]-f[rw] k[aaste] p[aa],
sønder daa ginge bode segell och raa.
Denn anden bylle, den haffru skød,
silcke-segell y haffuet flød.
12.
D[en] h[aff]-f[ru] sk[ød],
silcke-segell y haffuet flød.
Thett tha melte den styris-mand:
"Och er her nu ingen, der roner kand?"
13.
D[en] st[yris]-m[and]:
"Och er her nu ingen, dy roner kand?"
Thett melt her Lono, den welbyrdig mand:
"Thi roner ieg seliff wel skriffue kand."
14. ^[8] Anm. t V. 14-15: De rette oprindelige Udtryk i Steden for "Liljekvist" i 14,3 og "Liljegren" i 15,3 er vistnok "Lindekvist" og "Lindegren". Jfr. de III, 843 anførte Linjer af Sir Tristrem: /Bi water he sent adoun//light linden spon,//he wrot hem al with roun/ (S. Bugge.)
D[en] w[el]-b[yrdig] m[and]:
"Dy roner ieg selleff well skriffue kand."
Hand skreff dy roner paa lili-quest,
hand band den haffru med stuor lest.
15.
P[aa] l[ili]-q[uest],
hand band den haff-fru med stuor lest.
Hand skreff di roner paa lile-grenn,
hand bandt den haffru til en stienn.
16.
P[aa] l[ile]-g[renn],
hand band den haff-fru till en stien.
"Her Lono, her Lono, och løsz du nu meg,
VII thønder søleff saa giffuer ieg deg.
17.
L[øsz] d[u] nu m[eg],
syff thønder søleff saa giffuer ieg theg;
VII thønder søleff, den ottind vd-aff guld,
minn edlig herre, were nadefuld.
18.
D[en] o[ttind] a[ff] g[uld],
myn edlig herre, were nadefuld."
"Sed du nu her, du suelis paa queg,
rett aldrig løszer ieg thett bond aff theg.
19.
P[aa] q[ueg],
rett alldrig løser ieg thett bond aff theg.
Du sige for alle, huem her komer fram:
deg band her Luono med huiden hand.
20.
K[omer] f[ram]:
deg band her Luono med huiden hand."
Her Luono hand segler till Grønn-land hiem,
thend haffrw seder buonden wed den steen.
:: Dy henter deris guld paa Grøn-land. ::

Den ældste danske viseoverlevering