Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 29
Side: 38 v
Titel: Grevens Datter af Vendel
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 285 E V,1. 386-387
Kommentar: V,1. 390b


1.
Mynn moder gick tell kierke, 
och suor hun der-opaa: 
att ingen quinde kunde tuelling fødde, 
for-vden hun mand y løndom mon loffue. 
:: Ther ingenn mand skulde min sorig widde. ::

2.
Saa fuor hun seeg fraa kiercke hiem 
buod skøtt och offuer-bratt: 
saa bleff hun med dy tuellinger tho, 
før thett aar om-gangendis war. 

3.
Tthett wor icke vden manetter, 
[icke] [manetter] for-vden V: 
myn moder gick seg y burre, 
hun fødde tho døtter saa wenne. 

4.
Wy bleff fød y burre 
blant fruer och høffsken mørr: 
ther suøbte thi osz y silcke 
och saa y skaarlagen rød. 

5.
Mynn søster suobte
[1] I udg.: "suøbte".
hun i silcke
 
och meg y huiden bled: 
hinder saa wilde hun elske, 
men meg ret aldrig siee. 

6.
Saa saarre daa gred thi stalltenn iumfruer, 
ther meg til strandenn bar: 
for-vden hun staltenn frw Ellens-borig, 
och hun myn moder waar. 

7.
Tthett wor min kerre moder, 
hun tog meg y syn haand: 
saa kaste hun meg saa ynckelig 
vdj thett salte wand. 

8.
Thend ienne bylle bar meg till land, 
thend anden bar meg fraa: 
men icke saa kunde ieg siuncke, 
Guds nade war meg saa stor. 

9.
Tther kaam løben saa wild en wlff,
[2] Det kan mærkes, at wlff er Skriverens egen Rettelse fra hynd (jf. Sagnformen i A).
 
hun tog meg y syn mund: 
saa bar hun meg saa løstelig 
till syn vnger y grønen lund. 

10.
Ther luo ieg y dage thuo, 
hindis vnger wilde meg icke sie: 
saa kaam der lebenn saa wild en hiend, 
och hun gaff meg at dy. 

11.
Fosterrett hun meg y uenter, 
och fostrett hun meg y thre: 
saa fostret hun meg saa lenge, 
ieg kunde hinde følge dy.
[3] forstaar udgiveren ikke.
 

12.
Ieg haffde icke andre kiortell, 
for-vden den grøne liend; 
ieg haffde icke andere foster-moder, 
for-vden den wilde hiend. 

13.
Ieg løb saa mangen wilde-sty 
igienem denn mørke skuoff; 
ieg suoff saa mangen sød søffuen 
for inden den hiend hindis buo. 

14.
Tther kaam riden en rider, 
en rider alt saa ween: 
hand skød ihiell myn foster-moder, 
och giorde hand meg den mieen. 

15.
Hand slog ihiell myn foster-moder, 
och giorde hand meg denn wolld: 
hand løffte meg paa sin ganger grra,
[4] I udg.: "graa".
 
førde meg for inden synn skiold. 

16.
Hand løffte meg paa syn ganger gra, 
sluo offuer meg kabben blaa: 
hand førde meg til syn egen gaard, 
hand luod meg fostermoder faa. 

17.
Saa fostertt hand meg y wenter, 
och ind i thøser VII: 
saa fosterit hand meg saa lenge, 
ieg bleff hans egtte-brud. 

18.
Tthend første natt, wy samell suoff, 
och meg till mogen
[5]+1: I udg.: "møgen quide".
quie
 
daa kaam der fiender paa wort land, 
dy wo [hanom] huosz myn sidde. 

19.
Mynne frender gick denom y rad, 
gaff meg mitt andit gifft: 
kongen[s] søn aff Engelland, 
hand heede her Engelbret. 

20.
Saa war wy samell y wentter, 
och well y wenter ny: 
hand løffued med meg saa lenge, 
ieg føde hanom søner syff. 

21.
Sidenn kaam der fiender paa wort lanndt, 
saa sterk war den v-fred: 
thi slog ihiell myn edlig herre, 
der-till myn søner VI. 

22.
Tthi slog ihiell myn edlig herre, 
och saa myn søner VI: 
then syffuende thog dy aff landen med denom, 
ieg suo hanom aldrig mere. 

23.
Mynn frender gick denom samen y rad, 
gaff meg myn tridi mand: 
gaff dy meg en rider saa rig, 
bold her Nelus sa hede hand. 

24.
Der ieg bleff førtt vdj hans land, 
dy fruer dy meg wel keende: 
dy suor om den øffuerste Gud, 
at her Nelus war myn frende. 

25.
Fulde dy hanom for offuen by, 
och stienet dy hanom ihiell: 
ieg stuod saa ner, ieg suor
[6] I udg.: "suo".
der-paa,
 
meg thøkte, thett war vskeell. 

26.
Mynn moder hun buode icke luntt der fraa, 
for meg bar hun stor waande: 
thett første ther hun thend thiden fro, 
tha sualt hun y den harum. 
:: Ther ingenn mand skulde myn sorrig wide. ::