Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 24
Side: 31 r
Titel: Nilus og Mettelille
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 483 H VIII 406-409
Kommentar: VIII 411b
Generelle oplysninger: V. 30 staar i Hskr. efter V. 33.


1.
Dett war saa høffsk en eddeling, 
suenden aff Ve-Viinderfeeld;
[1] I udg.: "Viinderfeeld".
[2] Hdskr.: Ve- | Viinderfeeld.
 
Rosenn-wand heede den spedel klar, 
hand vnte aff hiartet saa well. 
:: Denn weneste lili, den klaarre, der ligger myn houff paa. ::

2.
Her Aadell-kiend untte denn iumfru saa well, 
syn første thett hand hind keende; 
thett kaam saa lidit vdi hans hoff, 
hun skulde kome hanom fraa hende. 

3.
Her Aadellkiend spurde iumfru Rosennwand: 
"Och weell y worre myn kerre, 
alle dy dage, ieg leffue maa, 
ieg well eder buode elske [och] erre." 

4.
"Well y daa spørge myn moder der-att, 
och flerre aff myn frender till rad, 
saa gierne well ieg eder min thro giffue, 
och heeldst om dy meg bad." 

5.
Denn rider hand spurde hindis moder att, 
och flerre aff hindis frender till rad; 
thi suord om den øuerste Gud, 
hand skuld hinder alldrig faa. 

6.
Saa gaff dy hinder en anden mand, 
hand buode seg udde wed aae; 
saa saare gred iumfru Rosen-wand, 
thett wor imod hindis iaa. 

7.
Her Aadell-kind feeck sorig y hiarthett, 
hand thuorde seg for ingen mand kierre; 
saa drog hand y fremede land, 
hand tog seg thieneste derre. 

8.
Hand drog saa luntt y fremede land, 
hand thog seg thieneste derre; 
den sorrig hun daglig hans hiarte thuang, 
hand war skielld fraa syn hiartens-kerre. 

9.
Thi haffde hanom der alle y hiartet kier, 
miest møøer och høffuesken quinde; 
fru Rosen-wand war saa iddelig y hans huoff, 
hun gickis hanom aldrig aff siendde. 

10.
Saa hiartelig sørget och den wene wyff, 
saa lønlig wed seeg ienne; 
her Adellkiend war saa idelig y hyndiis
[3] I udg.: "hyndis".
[4] (?) af Skriveren rettet fra hans.
hoff,
 
hun wylde hanom rett aldrig forgleme. 

11.
Saa thientte hand der y wientter, 
saa thiente hand der y thuo; 
hand haffde saa mangen sorig-fuld dag 
alt for sin høggeste ruo. 

12.
Hand haffde saa mangen sorig-fuld dag, 
hand weste seeg icke buod; 
thett wor den første glede, hand feck, 
hand synn kerrest encke frue. 

13.
Thett wor den første glede, hand feck, 
hand fru Rosen-wand encke frue: 
"Suene, y saadeller heste! 
meg løster nu y Danmarck att buo." 

14.
Her Aadellkiend kaam hiem aff fremede land, 
red y syn søsters gaard; 
vde stuod hans kerre søster, 
hun waar wel suøbtt y mord. 

15.
"Wer well-komen, herre Aadell-kiend, 
aler-kereste brodder myn; 
huor haffuer theg lid saa lenge 
aff farne-landde dynn?" 

16.
"Ieg haffuer saa lenge aff landet weritt, 
den tid er worden meg lang; 
stuor sorig haffuer ieg y hiarthett borit 
for fru Rosenn-wand." 

17.
"Loffuett werre Gud-fader y hemerrig, 
thett thu est komen hiem! 
du fanger well skøne fru Rosen-wand, 
hun bidder deg encke ennd." 

18.
Tthett suaridt herre Adell-kiend, 
hand bleff y hiarthett saa glad: 
"Thett giffue Gud-faader y hiemerrig, 
at ieg matte løffue den dag! 

19.
Ieg beder deg, min kerre søster, 
du kiender meg guode raad; 
hun er den ieneste, min hiarte thuinge[r], 
ieg haffuer saa lenge efter thraatt." 

20.
"Du rid deg saa glad y dyn keristis gaard, 
du førre dit gyldene sperd y haand; 
ieg siger theg thett saa sandelig, 
du wiender den lilli-wand." 

21.
Tthett melltte herre Aadell-kiend, 
hand kaste syn ganger om-kreng: 
"Nu well ieg saa gladellig 
rid till alerkereste myn." 

22.
Tthett wor herre Aadell-kiend, 
hand thaaller till suene saa thrøst: 
"Wy well ride oss op att land, 
saa ung en encke att geste." 

23.
Saa glad rider herre Adelkiend 
udi denn fruis gaard; 
ude stander stalten fru Rosen-wand, 
suøbt wor hand
[5] I udg.: "hun".
y mored.
 

24.
"Her stander y, stalltten fru Rosen-wand, 
y er well suøbtt y skiend; 
well y nu laane meg huss y natt 
och bliffue aller-kereste myn? 

25.
Her stander i, stallttenn fru Rosen-wand, 
myn kerest under ø; 
well y meg nu encke luoffue, 
men ieg matte icke faa eder møø?" 

26.
Lenge stuod stalltten fru Rosen-wand, 
och thencktte hun wed seg: 
"Rad nu Gud-fader y hemerrig, 
huad ansuar ieg skall giffue deg! 

27.
Her Aadell-kiend, y rider op at land 
och fester saa wenen møø; 
huy skulde y eder en encke loffue, 
men y matte icke faa meg møø? 

28.
Ieg bedder edder, herre Adell-kiend, 
staar fraa eders ganger graa;
[6]L. 2-4: med yngre Haand er rettet til gode hest (∼ gest, idet y gaard er udstreget).
 
y skall haffue her hieme 
och aldrig at were her gest y gaard." 

29.
Her Aadell-kiend till fru Rosen-wand suo 
med liuse øgen och klaare: 
"Saa men wed, skøne fru Rosen-wand, 
halbedere kunde y meg suare." 

30.
Melltte thett skønne fru Rosen-wand, 
hun wilde hanom ind wyder prøffue: 
"Y skal eder feste saa høffsken iumfru, 
ieg ønsker eder med glede att løffue." 

31.
"Saa gerne well ieg eder nu encke loffue, 
som ieg wilde eder iumfru haffue; 
den iumfru løffuer icke y al werden til, 
thett ieg wild
[7] over Linjen, men med Skriverens egen Haand.
for eder thage.
 

32.
Denn iumfru løffuer icke y al werden til, 
thett ieg wild for eder thag; 
thett meg ind wor kieserens datter y buod, 
ieg wild hind aldrig haffue." 

33.
Tha meltte skønne fru Rosen-wand, 
hun lenger icke dølle kunde: 
"Nu angerer meg icke, thett er XV aar, 
siden ieg eder først aff myt hiarte wel unte." 

34.
Hand thog hinder saa lestelig y syn arum, 
hand miendit hindis mund saa rød: 
"Y skall anten bliffue min, 
helder ieg skall for eder skyld døø!" 

35.
"Daa sigger ieg eder, her Aadellkiend, 
alt paa min chrestelig sand: 
y XV winter haffuer ieg eder well vnt 
for nogenn wardsens mand. 

36.
Well y indnu spørge myn moder att, 
och flere aff myn frender till rad, 
saa gerne well ieg eder myn thro giffue, 
men heldst om dy meg baad." 

37.
"Hør y thett, skønne fru Rosen-wand, 
y thencker der inthett paa; 
men kand ieg eder saa willig giøre, 
thett y well selleff sigge meg iaa?" 

38.
Suaritt den skøne fru Rosen-wand, 
hun suarit den herre saa: 
"Alt thett, min moder hun der-til giør, 
thett er alt-samen mitt iaa." 

39.
Tthett melltte skønne fru Rosenn-wand, 
hun fulde syn kerist till hest: 
"Harre Gud-fader y hemerig 
daa giffuer eder ansuar best!" 

40.
Fru Rosenn-wand till her Aadel-kiend suo, 
hindis øgen war liuse och klaare: 
"Harre Gud-fader y hiemerrig 
da giffue eder guode ansuar!" 

41.
Først spuorde hand hindis moder att, 
och saa hindis brøder thriee; 
thi suor om den øuerste Gud, 
thett skulde ret aldrig skie. 

42.
Thett suaridt hindis kerre moder, 
hun waar en frue saa hardt: 
"Y thør thett icke tencke, her Adell-kiennd, 
y maa hinder icke faa." 

43.
Lenge stuod herre Adell-kiend, 
hand kunde icke suare et ord; 
thi kinder, som føre wor røde, 
di bleff bleege och suorte som iord. 

44.
Tthett suaridtt herre Adell-kend,
[8] I udg.: "Adell-kiend".
 
ud-aff rett hiartens harum: 
"Tha skall thett nu alldrig anten fru eller møø 
suoue nogen tid for inden myn arum." 

45.
Fru Ellensborig ganger paa fruer-stuoff-giold, 
hinder rant saa mangt y hoffue: 
"Thett er ind stuor synd att skielle denom [att], 
som gerne till-samell well buo!" 

46.
Tthett wor herre Adell-kiend, 
mone ud aff døren gange; 
effter saa ganger fru Ellensborig, 
wilde sie, huad hand thagger till hande. 

47.
Tthett wor herre Adellkiend, 
satte hialtenn mood suortten iord: 
"Nu skall ieg lade thett koolle stooll 
rad al min angist och buod." 

48.
Thett wor herre Adell-kiend, 
satte hialtenn imod en stieenn; 
thett wor staltenn fru Ellensborig, 
lieb hanom vnder arum igenn. 

49.
"I hollder nu op, her Aadell-kiend, 
och giørrer nu icke saa! 
ieg haffuer thett saa mangen-lund freest, 
y blyffuer denn frue weell guod. 

50.
Hør y thett, her Aadell-kiend, 
lader faare eders sorrigfuld mod! 
ieg well gange y fruerstoffuen ind 
och finde ett beddere rad." 

51.
Bortt gaar stalltenn fru Ellensborrig, 
hun axller skarlagen-skiend; 
saa gaar hun y hyffue-lofft, 
som dy herrer dy drok wynn. 

52.
Thett war stalltenn fru Ellensborig, 
hun ind aff dørren thrend; 
hindis sønner och hindis brøder tho 
dy star hinder op igenn. 

53.
"Her seeder y, mynn sønner och myn brøder thuo, 
y leger nu raden till haande; 
skeeller wy nu at di unge thuo, 
thett bliffuer oss alle till waande." 

54.
Tthett thaa mellte den frue saa fynn: 
"Y wydder meg nu alle en bønn; 
wy giffuer stalt Rosen-wand her Aadelkiend, 
hand er en rider skønn." 

55.
Op sa stuod hindis sønner, 
thett war three rider saa thrøst: 
"Huad, woris kerr moder, y ther-till giør, 
och thett sam-tøcker wy først." 

56.
Tthett thaa suaridt hindis brøder, 
och suaridt thi thaa saa: 
"Huad, wor kerre søster, du der-til giør, 
thett er alt-samenn wor iaa." 

57.
Her Aadellkiend liuder paa alle deris ord 
vdi den hyffue-loffts-sualle; 
hans gledde den waar saa mangen-folld, 
hand hørdde dy harrer saa thalle. 

58.
Tthett waar stalltenn fru Ellensborig, 
hun thaaller till iumfruer tho: 
"Bedder y nu her Aadell-kind 
y lofften ind for oss gaa!" 

59.
Tthett wor herre Adell-kiend, 
hand ind aff dørrenn thrend; 
thett wor staltenn fru Ellenns-borrig, 
hun smiller under skiennd. 

60.
"Hør y thett, herre Adellkiend, 
y stander nu hyd til mig; 
hinn skønne fru Rosen-wand, datter myn, 
saa well ieg giffue eder." 

61.
"I haffuer thack, staltenn fru Ellensborig, 
y er en frue med erre; 
alle dy dage, ieg løffue maa, 
for søn well ieg eder were." 

62.
Maanitzs-dag, der efter kaam, 
bleff der buod gled och gamell; 
thett wor buode dy vnge thuo, 
dy bleff da giffuen til-samell. 

63.
Nu haffuer her Adellkiend 
forwonden all synn harum; 
saa haffuer och skønne fru Rosen-wand, 
hun soffuer for inden hans arum. 

64.
Till-samell løffuer nu bode dy unge thuo, 
efter begis derris gode willge; 
denn løffuer rett aldrig y wardenn till, 
denom hørrde ett ord att-skieelle. 

65.
Stor sorrig baar buode dy vnge thuo, 
thett feck dog saa guod en ende; 
loffuet were Gud-fader y hemerig, 
hand kand al sorig til glede om-wendde! 
:: Denn weneste lilly, den klarre, der legtis myn huoff paa. ::