Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 23
Side: 29 v
Titel: Jomfruen i Linden
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 66 A II 216-217
Kommentar: II 219a
1. | |
| Iumfruen thager offuer seg kaaben bla, | |
| vd till linden saa mone hun gaa. | |
| :: Imod saa blid en sumer. :: | |
2. | |
| Hun skuodde [1] maaske: skuoode. ieg, och hun skoodde bøg, | |
| men alt stuod linden saa grøn som løg. | |
3. | |
| "Vell worde deg, linden, saa bold thu staar: | |
| forgylden er alld dyn blad, du ber." | |
4. | |
| "Thu thørst ind icke saa rose meg: | |
| halff beddere løcke daa vnder Gud deeg. | |
5. | |
| Tthu seder inde med warme bien, | |
| och ieg staar vde med frosenn green. | |
6. | |
| Wy war XI sødskind och sma, | |
| saa thiellig daa falt oss moder fraa. | |
7. | |
| Mynn fader hand red saa wyidde, | |
| hand feste oss styffmoder stridde. | |
8. | |
| Dett første ieg myn styffmoder suo, | |
| tha forskafft hun alle myn søskind smaa. | |
9. | |
| Some skabtte hun till hinde smaa, | |
| och some skabte hunn till falcke graa. | |
10. | |
| Meg skabtte hun til linden saa bold, | |
| hun bad meg staa paa grønen wold. | |
11. | |
| Hun bad meg alldrig kome, som somer war bolld, | |
| men alltid staande, som wientter war kold. | |
12. | |
| Hun bad meg saa stande och bide icke buod, | |
| for-vden kongen sønn menditt myn rod. | |
13. | |
| I morgen da komer der beegle til deg, | |
| saa komer her och themermend, thi hogger meg. | |
14. | |
| Theg beedis beegle aff Skaane, | |
| thi themermend hagger [2] I udg.: "hogger". [3] Her synes at staa: hagger. meg y spaane. | |
15. | |
| Thi vell hagge [4] I udg.: "hogge". meg til ett skibes-buord, | |
| thi skiuder meg vd y salltenn fiordtt. | |
16. | |
| Thj hoger meg till enn kierke-skrw: | |
| ieg skiuller saa mangen syndig brud. | |
17. | |
| Thi hagger [5] I udg.: "hogger". [6] Her synes at staa: hagger. meg till en senge-stock: | |
| ieg hørrer saa mangen lønlig snack." | |
18. | |
| "Sttatt du nu vde och thenck paa meg, | |
| men ieg ganger hiem, beeder gatt for deg." | |
19. | |
| Sa skreff hun thi breffue med huiden hannd, | |
| hun sende hindis broder y fremede land. | |
20. | |
| Tthett første denn harre dy brøffue suo: | |
| "Nu rader Gud, huor thett skall gaa! | |
21. | |
| Mytt maaell ma gange, huor harre Gud well: | |
| allt skall ieg ind lade meg søme der-till." | |
22. | |
| Hand luod winde op seegell aff silcke rød, | |
| saa harlig segler hand vnder denn ø. | |
23. | |
| Den herre slog offuer seg skaarlagenn smaa, | |
| saa løster hanom til linden att gaa. | |
24. | |
| Sellff mienditt hand den liende-rod, | |
| saa bleff hun till enn iunfru guod. | |
25. | |
| Saa gick hun vnder en eck att staa | |
| med rosens-kieend och vdslagenn haar. | |
26. | |
| Thend herre slog offuer hinder skaarlagenn-skiend, | |
| hand fulde hinder y lofft for søster synn. | |
27. | |
| Her Hyldebrand ind att dorren [7] I udg.: "dørren". threend, | |
| hans søster staar hanom op igenn. | |
28. | |
| "Her haffuer thu nu thend lili-wand, | |
| thu skrefft meg til om i fremede land. | |
29. | |
| Selloff haffuer ieg den iumfrw freldst, | |
| huem welt du nu vnde hinder allerheldst?" | |
30. | |
| "Hør thu thett, kerr broder myn, | |
| thu lad hinde bliffue alderkereste dynn." | |
31. | |
| Hand gaff hinder saa gatt ett guldboenn, | |
| hand gaff hinder syn thro med huidenn haand. | |
32. | |
| Her Hyllebrand feste den rosen rød, | |
| nu haffuer thi buode forwondett deris nød. | |
33. | |
| Denn herre och synn støster [8] I udg.: "søster". dy haffde stuor gamell: | |
| saa luod dy giørr beggis deris brølup till-samell. | |
| :: Imod saa blid en somer. :: |