Jomfruen i Fugleham

1.
Ieg war meg saa leett ^[1] er maaske ikke en Form, men en Skrivf. for lidett. ett baarnn,
mynn muoder hun faldt meg fraa:
myn fader red seg op att land,
fest seg en anddenn iumfrw.
:: Maatte ieg ind ienn med thi aller-weniste faangge. ::
2.
Tthend første natt, dy samell suoff,
daa war hun meg muoder hyn blide:
den anden dag, der eftter kaam,
daa bleff hun meg styffmuoder hynd stridde.
3.
Ieg saad meg y hyffne-lofftt, ^[2] I udg.: "hyffue-lofftt".
ieg lieegtte med racker och fiendde:
mynn styffmuoder kaam der ganggendis ind,
mynn gledde wilde hun meg formyienne.
4.
Ieg suod offuer mynn faaders buord,
ieg liegtte med roser och lillier:
mynn styffmuodder baar der affuind wed,
thett waar icke med hyndis willigge.
5.
Saa skuob hun meg till enn liddenn liend, ^[3] I udg.: "hinnd".
baad meg y skuoffnenn ^[4] I udg.: "skuoffuenn". løbbe:
och mine VII møør till vleff graa,
hun bad, thi skulde meg gribe.
6.
Mynne møør thi haffde meg alle saa kierre,
thi villde meg icke slidde:
myn styffmuoder thett saa saare fortrød,
att ieg haffde skieeben saa blidde.
7.
Hun senndde denom daa eftthter meg saa ner,
ieg kunde icke fraa denom fly:
saa bleff ieg till en liddenn falck,
ieg flyø saa høggtt wed skyy.
8.
Mynn kierest hand thieener y kongens gaard,
hand er buode høffsk och weenn:
hand haffde meg y sytt hiartte kieer,
thett baar hand weed sieeg ienne.
9.
Tthend suend thuog buogenn y synn haand,
hand agttthett thend falck att skiude:
thend falck haffde hanom y hiartett kieer,
hun wilde icke for ham fly.
10.
Thend suend hand stuod och suo der-paa,
hanom tøgtte thett werre stuore mienn:
falckenn hun flyøff till rosenslund,
saatte sieg paa lilie-greenn.
11.
Thend suend thuog øxenn y synn haand,
hand agthett thett thre att feelde:
thaa kaam denn mand, der skuoffuen hørde til,
hand skød seg der imelld.
12.
"Huoger du nu niedder myn fernne skuoff
och leger mynn fiernne ødde:
thaa skaall ieg lad skriffue deg den boog,
der tuinge skaal dieg til dødde."
13.
"Ieg weell icke huogge dynn fernne skuoff
och icke lieegge denn ødde:
fanger ieg icke den lidelle falck,
den sorig tuinger meg til døde."
14.
"Du seett deg niedder och thaalle med meg,
om dw welt lyde myn rad:
thu fanger icke aff liddenn falck,
vdenn hun fanger thame braadde."
15.
Tthend suend skaar braaddenn aff synn brøst,
heende denn paa lyllie-quest: ^[5] lyllie, der stod først: lieende, men det er strax blevet overstreget, og lyllie skrevet i selve Linien.
hun flgerrett ^[6] I udg.: "flagerrett". med winger och giordde seg glad,
saa nødig wild hun den mieste.
16.
Tthett thaa waar den lidene falck,
hun tuog den taame braadde:
saa bleff hun till denn skønest iumfru,
der mote ^[7] maaske: mate. paa iordden gaa.
17.
Iumfruenn stuod vndder lyende-greenn
y silcke-sercke rød:
denn suend hand thuog hinder y sinn arum,
hun klagett hanom aff sinn nød.
18.
Hannd thuog hyndder leestellig y synn arum,
hand myndditt hynd for synn mund:
"Loffuett were Gud-faader y Hieemerrig,
thett thu est karsk och sund!"
19.
Hun stuod vndder lindde-greenn,
sluo vd synn fuoffre haard:
hyndis syuff møør kaam gangendis der,
som førre wor vlleff hind graa.
20.
Saa glaadde war alle hyndis møørr,
thy suo denn wene møø:
"Y thacker hanom alder-kereste myn,
hand haffuer oss frellst aff nød."
21.
"I loffuer meg, staallttenn iumfru,
y giffuer meg tro med haannd:
om y well meg nu følge
hiem till mynn eggen land."
22.
"I haffuer thack, allder-kereste mynn,
alt for edders wilde braad:
alle dy dage, ieg løffue maa,
ieg well eder rett alldrig forladde."
23.
Tthack haffue fuorenn vngersuend,
hand haffuer forwondden all synn harum:
hand suoffuer nu saa gladelig
for-indden den iumfrus arum.
:: Matte ieg enn med thi aller-weneste fannge. ::

Den ældste danske viseoverlevering