Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 176
Side: 230 v
Titel: Ildprøven
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 108 Aa II 578-579
Kommentar: II 585a


1.
Sttuor sorrig er huer mands herre, 
well er denn, hun komer fraa heendde! 
saa maa hind lidenn Kierstenn sigge 
for alle dy, der hynd kieenndde. 
:: Denne sorig haffuer y meg wolditt, ienn saa weenenn. ::

2.
Tthett wor herre Peedder, 
hand kaam fraa thingitt hiem: 
thett wor hans kieere daatter, 
hun gaar hanom vd igenn. 

3.
"Mynn kierre faadder, 
y wer weell-komen hiem! 
huad da waar der tiding 
i dag til wor ting?" 

4.
"Tthett thaa waar der thiding, 
och thett waar alder-mieest: 
din feestemand haffuer deg for-suorenn, 
enn anden iunfrw haffuer hand feest. 

5.
Dynn festemand haffuer dieg for-suorenn, 
hand sigger, du est komenn y orrd: 
weell y otte fulde aaar
[1] I udg.: "aar".
 
skulde du haffue døffuet
[2] I udg.: "drøffuet".
buodde huor och muord."
 

6.
"Hør y thett, mynn kierre faader, 
y skaall thett icke thro: 
enn anddenn iunnfru haffuer meg løggenn paa, 
for hun weell med meg
[3] I udg.: "hanom".
buo."
 

7.
"Hør du thett, mynn kerr dathter, 
dett gaar dieg for-vddenn ald gamell: 
dinn festemand och sinn heritzs-mand
[4] I udg.: "heritzs-mend".
 
lader førre ett booll till-samell." 

8.
Tthett wor liddenn Kierstenn, 
hun bleff y hoffuen saa thøøst: 
saa sare gred fruer och stalte iunfruer, 
dy løfftte hyndder till synn heest. 

9.
Dy red offuer dy enngi 
och offuer den grøme
[5] I udg.: "grønne".
maae:
[6] dvs. Made.
 
thett matte mand hørre saa langtt aff liee, 
alt huor denn iumfru hun quad. 

10.
Tthett wor liddenn Kierstenn, 
hun kaam for offuen by: 
daa suo hun denn stuore boold, 
och luoffuen legtte y sky. 

11.
Tthett meelltte liddenn Kierstenn, 
hun kaam y grønen eng: 
"Hiesitt haffuer min festemand 
laditt redde myn brude-seeng. 

12.
Mynn lagenn di ere saa røde, 
mynn bolster di ere saa blaa: 
menn Gud forbiude huer danemand 
att gifftte syn datter saa!" 

13.
Saa thuog thi lidenn Kierstenn, 
løste op hindis fuore haard: 
alle dy folck, som der waar ner, 
dy feelditt daa for hynd thaarre. 

14.
"I staar op, herre Oluff, 
och kieerre festemand mynn! 
løfftter y seelleff eders festemø 
vdj synn brude-seeng!" 

15.
Op stuod herre Oluff, 
hand war y hoffuen saa haard: 
saa løffte hand liddenn Kierstenn 
vdj thett brennddende baall. 

16.
Løfftte hand liddenn Kierstenn 
vdj denn brenddendis loffue: 
ildenn stuod saa langtt fraa hindder, 
hun stuod igenn som en stalltt iunfru. 

17.
Tthett meelltte liddenn Kierstenn, 
i ildenn som hun stuod: 
"Thror y nu, myn kierre faader, 
att meg er løgen paa? 

18.
Loffuett werre Gud-faadder y Hiemerrig, 
som meg haffuer løst aff nød! 
nu weell ieg meg y chloster giffue, 
en iumfru wel ieg døø." 

19.
Tthett waar hindis festemand, 
hand falt for hinder paa knee: 
"Ieg beder edder for den wolde Gud, 
y weell forlade meg wredde." 

20.
"Ieg weell nu iumfru Maary 
saa sandelig gyffue myn tro: 
thett ieg well aldrig i iorderig 
huoss nogen mand att buo." 

21.
Lyddenn Kierstenn gaff seeg y kloster 
alt med sytt guld saa rød: 
her Oluff hand rider der vden for, 
hand sørgger seeg seelliff tildødde. 
:: Och deenne sorig haffuer y meg wolditt, enn saa wenenn. ::