Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 162
Side: 215 r
Titel: Kong Valdemar fangen
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 141 A III 299-300
Kommentar: III 305


1.
Ieg weell edder enn wysse quedde, 
denn fierrestee, y løster att høørre: 
haare Gud gyffue, landdenn matt staa y fred, 
och konngenn wylly att giørre! 
:: Y rydder ey! ::

2.
Der raad enn konng offuer Danmarcks lannd, 
hand wor buodde mylld och guod: 
och nock daa haffdde hand borrig och feeste, 
buode land och rigge y woolld. 

3.
Weell siyuff konng-rigge haade hand y woold, 
som ieg weell for eder neffnne: 
saa ildde giordde suortte grøff Hennddriksenn, 
hand skylde hynd
[1] er vel Fejl f. hannom.
wed synn øffnne.
 

4.
Tthett ieenne wor Danmarck, den anden wor Suerig, 
thett matte denn herre icke nydde: 
thett thridy wor Holstenn och Anger-borig, 
dieeris thro saa monne dy brydde. 

5.
Tthett fiaardde wor Walland vdde weed aaa,
[2] I udg.: "aa".
 
som leeger wed Ellens
[3] +1; Hvis neeste er vort "næst" og ikke et ubekjendt Navneord, maa for Ellens læses Ellen dvs. Elben.
neeste:
 
thett femtte waar Enggelland stuor och sterck, 
thy thientte denn herre ald-best. 

6.
Tthett seette wor Norrig, thett siuffuende Skottland, 
thett matte denn herre icke nyde: 
till Brunszuig førdde thy theend kronede kongge, 
thett matte dy danske fortryde. 

7.
Till Brunsuig førdde dy denn kronedde konng, 
som heedde kong Woldemuo<r>:
[4] L. 2-4; Saal. vistnok rettere end med andre Rimord.
 
och thett stuodd saa y otte aaar,
[5] I udg.: "aar".
 
thett landdenn y waadde staarr. 

8.
Tthett stuod saa y otte aar, 
theend heerre tuog till att lange: 
saa seendde hand buod till weenner synne 
om guld och sølleff att laanne. 

9.
Dett lydde faast att denn nyenndde aaar,
[6] I udg.: "aar".
 
thend herre tuog till att laanngge: 
seennder hand buod till Danmarck, 
och baad seeg løsze aff faanngge. 

10.
Och seenndde buod till Dannemaarck, 
till kieereste sønner synn: 
och baad dem giørre for erre synn 
och løsse dieris faadder aff pyynn. 

11.
Tthy fuor dennom till støffne 
och saa till heritzs-ting: 
om guld och sølleff att laanne 
och løsse dieris faadder hieem.
[7] Saal. vistnok rettere end i de andre Opskrr., der have denne Linie lig sidste Linie i forr. Vers.
 

12.
Och dy redd denom till thinngge 
och saa till huerinde støffne: 
thy waar denn herre alle fuld thro, 
dy luod hanom ycke bliffue ellendde. 

13.
Tthack haffue fruer och staalltte iunfrur, 
for dy war thro och huld: 
saa løseett dy vd denn kronnedde konnge 
alltt med derris sølleff och guld. 

14.
Siuff thønndder guld wor der paa weegtt, 
med syuff hundrett øxenn
[8] maaske Fejl for ørs hin (eller maaske et dermed enstydigt: øx hin).
skøønne:
[9] L. 2-4; Med disse Rim alene her.
 
thy løste denn kongge aff fengseell vd, 
senndde hanom y laanddenn hieeme. 

15.
[10] Dette Vers kun her, hvor det alene staar isteden for flere Vers i de andre varianter. Jeg antager, at Skriveren her har oversprunget noget: at han, forledet dertil ved en enslydende Begyndelseslinie i to Vers, har skrevet dem sammen i eet og derved udelukket det mellemliggende.
Konggenn staandder y fremer-staaffuen, 
hans øggenn rand alld y thaarre: 
"Y danske hoffmend, leegger aaarer
[11] I udg.: "aarer".
for buord!
 
wy weell till Danmarck faare." 

16.
[12] Dette Vers, der kun staar her, er vistnok senere tilkommet. Valdemar havde jo ingen Dronning dengang.
Droninngenn standder y hyffue-lofftt, 
och sieer hun vd saa wydde: 
"Nu sieer ieg mynn eddellig herr, 
som landdenn ber for quidde." 

17.
Saa glad wor alle dy danske hoffmend, 
deris herre wor komenn tillandde: 
som englenn war paa paskeke-maann,
[13] I udg.: "paske-maann".
 
dierris
[14]+1: I udg.: "der Chrestus".
Cherestus
[15] Cherestus er af Skriveren selv rettet fra herre, og det er da kun en Forglemmelse af ham, at ikke ogsaa dierris er rettet til der.
mone opstanndde.
 

18.
Saa glad wor allee dy danske hoffmend, 
derris heere wor frelst aff nød: 
som engellenn waar paa paskemaann, 
der Chrestus stuod op aff døde. 

19.
[16] Dette Sangerens Slutningsvers, der kun findes her, hører vel egenlig ikke med til Visen; men det passer godt sammen med det for alle Opskrifter fælles Indledningsvers, og i de isl. Folkeviser træffe vi saa ofte en saadan Slutning (Vendi eg mínu kvæði í kross o.s.v.), at den vel kan antages at have været almindelig ogsaa hos os, skjøndt den i vore Opskrifter for det meste er bortkastet.
Nw haffuer deenne wyse faaitt enndde, 
som ieg haffuer for eder sagtt: 
herre Gud vnnde oss freedden guod 
och gyff oss aff synn naadde! 
:: Y ridder ey! ::