Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 16
Side: 22 v
Titel: Fæstemand og Fæstemø i Skibbrud
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 374 Ca VI 368-370
Kommentar: VI 373
Generelle oplysninger: Foran V. 8 har Skriveren først begyndt et andet Vers og derpaa overstreget det: Nu well ieg meg enn høstrw thag och løffue med rou och nade.


1.
Her Niellus och harre Tymand 
thett war tho stalbrøder throste;
[1] I udg.: "thrøste".
 
thy red denom att wielle
[2] I udg.: "gielle".
 
denn første dag y høste. 
:: End løffuer edlige rider-sønner dy riggest. ::

2.
Thy teell stranndenn vdbare 
thierris acker och aarer saa rete; 
thi feck bør hind blide, 
therris skib thett løbber saa lett. 

3.
Saa kaaste dy derris acker 
paa den huidenn saand; 
her Nielus och her Thimand 
dy thrennd der først y lannd. 

4.
Thett thaa war thi rider thuo, 
rider y her Thorbens gaard; 
vd stuod herre Thuorbens,
[3] I udg.: "Thuorben".
 
hun
[4] I udg.: "hand".
war well suøbt y mordt.
 

5.
"Hell staar y, herre Tuorbenn, 
y er well suøbt y skiend; 
well y meg eders datter giffue 
till kerre huostru min?" 

6.
"Mynn datter er saa lidenn, 
ieg well hinder icke giffte eennd; 
drager y eder henn op att land, 
y bliffuer thuo rige købmend!" 

7.
"Wy haffuer saa lenge y haffuett seglett 
och satt wor liff till woed; 
nu well wy oss enn huostru thage 
och løffue med ruo och nade." 

8.
[5] Foran V. 8 har Skriveren først begyndt et andet Vers og derpaa overstreget det: Nu well ieg meg enn høstrw thag och løffue med rou och nade.
Saa kaste dyff
[6] I udg.: "dy".
aff derris købmands-kleder,
 
som denom sømer icke att berre; 
dy stuod vnder y sylke grønn, 
som rider plieer att werre. 

9.
Thett war herre Tuorbenn, 
taller tell suenne thuo: 
"Y beder nu myn kerre datter 
y stoffuen ind for meg gaa!" 

10.
Innd kaam stallttenn Søybborig, 
och stedis hun for bordtt: 
"huaud
[7] I udg.: "Huad".
wilde y mig, mynn kerre faader,
 
men y haffuer sendt meg ordt?" 

11.
"Hell staar du, mynn kerr datter, 
herre Gud lad theg well løffue! 
deg beder herre Thymand, 
och hanom wel ieg deg gyffue." 

12.
Dett melltte iumfru Søborig, 
och suarit hun daa saa: 
"Saa men wed, myn kerre fader, 
ieg loffuer ingen rider y-aar!" 

13.
Frem gaar herre Thimand, 
thager iumfruen y syn arum; 
saa gaff hand iumfru Søbborig 
synn throu med huidenn hanndt. 

14.
Ther war stuor løst y Marre-kiercke, 
prestenn buod løste och sanng; 
saa war ther och y her Thuorbenns gard, 
thy gyfftte denn lille saa vng. 

15.
Ther war løst y Mari-kircke, 
som presten løste den lest; 
saa war der och y her Thuorbens gard, 
dy løffte den lyle till hest. 

16.
Saa drack dy derris brøllup 
well y dage thre; 
herr Thiman<d> och hans guode mend 
dy gled denom alle der-weed. 

17.
Der bleff sylcke och skaarlagen 
neder paa iorden bred; 
thett wor stalltenn Søbborig, 
hun bleff till strande<n> lied. 

18.
Thett wor herre Thimand, 
hand thuog hind y synn arum;
[8] I udg.: "faffuen".
 
saa løfftte hand hinder saa hiederlig 
vdi forgyldne staffuen. 

19.
Ther thi kam
[9] I udg.: "kann".
ther mette paa sund,
 
terris skib thog till att suantzs: 
"Nu well wy prøffue wor raskee hoffmeend, 
och icke nogenn iumfru-dantz." 

20.
"Myndis y thett, herre Thimandt, 
y loffued meg thro med haand: 
y skuld meg alldrig suige 
anten till land eller wand?" 

21.
"Ieg loffued edder, stalltenn Søyborrig, 
ieg skuld edder aldrig suige; 
y-naar ieg wel eder suige, 
tha suige meg Chr[i]st hind rigge!" 

22.
Huerind bylle, for buorre gick, 
thi bromlitt som biørn hind brune; 
huer den naffuell, y knarenn war, 
thi stunck som suane-dun. 

23.
Ther wor stuor ynck y haffuet vd, 
ther war saa ynklig enn ry; 
thi sprang buode y en lidenn buod, 
then slouess y støcker thi. 

24.
Thack haffde herre Thimand, 
synn konnst mone hannd icke forgleme: 
hand thog stalt Søyborig paa synn bag, 
hannd lagde seg neder att søme. 

25.
Thett melltte herre Thimand, 
der hand landen suo: 
"Y gledder er, staltenn Søybborig, 
her bliffuer nu ennde paa!" 

26.
Stalltt Søyborrig stander paa saande, 
hun wridder synn gulle lock: 
"Gud nade eder, herre Thimand, 
saa saare eder arme maa werke!" 

27.
Thack haffue herre Nielus, 
hand war denom broder best: 
hand kaam sømende til landde 
med beggis deris godde heste. 

28.
Thett melltte stalltten Søybborig, 
hun ganger vd med denn straand: 
"Borrtte saa er myn gode guld-kiste, 
hun legger paa haffsens bonde." 

29.
"Ieg haffuer husz, och ieg haffuer iord, 
och der-till grøne skoffe; 
y sørger icke, stalten Søybborig! 
y skall well røde guld faa." 

30.
Her Thimand och stalltte Søyborig 
thi gaar paa huiden sannd; 
ther fandt dy denn guode guld-kiste, 
hun kaam der wragen til land. 

31.
Her Thy-mand førdde stalltten Søyborig 
hiem tiell [synn]
[10] synn har næppe staaet i Linjens (nu stærkt afslidte) Kant, men er vist oversprunget af Skriveren.
egenn gaard;
 
alld denn stund dy løffued tillsamell, 
thi haffde huer-andre saa kierr. 
:: E[n]d l[øffuer] e[dlig] rider-sønner dy riggest. ::