Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 150
Side: 198 v
Titel: Erik Menveds Bryllup
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 153 Aa III 455
Kommentar: III 456


1.
Thett wor konng herr Errick, 
hand reed seg vndder ø: 
feste hand iumfru Gwldbore, 
hun war saa wenn enn møø. 
:: I byder
[1] en sær Skrivemaade for: beder.
for denn, som kronen skaall bere! ::

2.
Dett wor daner-dronning, 
hun tager synn datter attelere
[2] I udg.: "att lere".
 
"Skalltt du droning y Danemarck were, 
lad icke bønder offuer deeg kieerre! 

3.
Skaatte du icke denn fattig
[3] Efter fattig mangler maaske bonnde.
 
for indenn synn kiorttell graa! 
fatties theg annttenn sølleff eller guld, 
du skalltt thett fuld well faa. 

4.
Ieg haffuer werritt droning y dynn faadders laand 
y femten wyntter med erre: 
der er huerckenn faattig eller ryg, 
som offuer meg skaall keerre." 

5.
Suarede thett iumfrw Guldborig, 
hun suarede synn muoder meed erre: 
"Skaall ieg drottning y Danmarck were, 
dy bønder skaall ey offuer meg keere." 

6.
Suarede thett thend vnge iuncker, 
och hand wor kongenns broder: 
"Chrest daa seegnne dett vnge lyff, 
som saa wilde suarre syn muoder!" 

7.
Dett waar sylcke och synddaall, 
der waar paa iordenn bredt: 
dett wor iumfru Guldeborig, 
hun bleff der offuer lied. 

8.
Dy woonde op dierris sylcke-seggell, 
Gud vnde denom børen saa blidde: 
saa seggeldt thi till Danmarck 
minder ind manietz tthid. 

9.
Dy kaaste dieerris ackeer 
paa denn huide saandt: 
den vnge konge aff Danmark 
hand rende synn ganger paa saanndt. 

10.
Saa thuog dy rød skaarlagenn, 
thett bleff paa iordenn breed: 
thett wor iunfru Guldborig, 
hun bleff der offuer liedt. 

11.
Dy møttis paa denn grønne wolld, 
Gud gyffue tillycke
[4] I udg.: "til lycke".
och gaffuenn!
 
denn heere fraa heest, denn frøckenn fraa kaarum, 
hand tuog hynd y syn arum.
[5] I udg.: "faffuenn".
 

12.
"I wer weell-komenn, iumfru Guldborrig! 
y er mynn hiarttens-kierre: 
denn første bøønn, y beedder meg, 
denn wyder ieg eder saa gieernne." 

13.
"Denn første bønn, ieg beder eder om, 
den wydder y meg saa gierne: 
y giffu<er> meg alle thy fangger løss 
och Maastys datter aff iiaarnn!" 

14.
"Denn andenn bønn, y bedder meg om, 
denn wydder ieg eedder saa giernne: 
for-vdden Maarstys døtter thuo 
dy komer icke løss aff iiaarnn." 

15.
Tthett wor iumfru Guldborig, 
hun bleff y huoffuen saa muodt: 
"Y dane-suende, som fordde
[6] I udg.: "førdde".
meg hydd,
 
y fører meg till mynn muodder!" 

16.
"I wendder edder, iumfru Guldborrig! 
y er myn hiarttens-kieerre: 
ieg gyffuer edder Maarstis døtter løss 
och alle thi fanger løss."
[7] I udg.: "aff iaarnn".
 

17.
Dett wor iumfru Guldborig, 
hun wylde icke fraa kaarmen gaa,
[8] Bedre: wiille icke poo dannske iord gaa.
 
førinnd hun finnge alle dy fannger løss, 
och dy maatte for hinder staa. 

18.
Der wor gleed y frwe-kloster, 
dy mumder
[9] I udg.: "nunder".
dy lest och sang:
[10] L. 2-4; Det rette Rim (som alt Vedel saae) er: sunge ∼ tunge.
 
ennd war der meer y kongenns gaard, 
dy leegtte med dannske tang.
[11] for tunge, at rime paa sang, gaar ikke an.
 
:: I bydder for deem, som kronen skaall berre! ::