Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 133
Side: 175 r
Titel: Utro Fæstemø vil forgive sin Fæstemand
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 345 Ba VI 172-173
Kommentar: VI 174b


1.
Thett wor herre Mognus, 
saa lyddett thuorde hand thett luoffue: 
feste hand lidenn Kierstenn, 
och før-ind hand red till huoffue. 
:: Nu er y den skønneste lyly wondenn. ::

2.
Her Mognus thieener y kongens gaard 
buode for guld och ere; 
hieme seeder Thygge Strange-sen, 
hand locker hans hiarttens-kieere. 

3.
Thett spurde herre Magnus, 
saa saare daa mone hand quide: 
"Suenne, y saadeller heste! 
ieg well tiell mynn feste-møø rydde." 

4.
Thett wor herre Mognus, 
hannd kaam der rydenn y gaard; 
vd stuod lidenn Kierstenn, 
hun war weell suøbtt y muord. 

5.
"Y wer weell-komenn, herre Mognus, 
och kerre feste-mand myn; 
huad heelder well y haffue den brune mød 
eller dreke denn klaare wynn?" 

6.
"Meg er icke om eders brune miød, 
icke om edders klaare wynn; 
men ieg well siede och snacke 
med eder, allder-k[e]riste mynn." 

7.
Thett wor lyddenn Kierstenn, 
hun klaper paa hønnde bla: 
"Y seder needer, her Mognus, 
och huyller herr-paa!" 

8.
Thett wor lyddenn Kierstenn, 
hun taaller tiell iumfru syn: 
"Du skaltt deg bortt-gange 
och rede her Mognesz seng! 

9.
Vnder saa breder du sylcke, 
och offuer saa breder <du> <pell>!
[1] Saaledes udfylder jeg (og S. Grundtvig i J. F. I 363) de to udrevne Ord.
 
thett er saa høffskenn ridder, 
som der skaal døø imellom." 

10.
Bortt saa gick denn skønne iumfru, 
hyndis haard wor suøbtt y guld; 
hyndis hiartte wor med sorigenn lagtt, 
hyndis øgenn waar thaare-fulde. 

11.
Thett wor herre Mognus, 
hand suøber seg hoffuet y skyeennd; 
saa mone hand saa lestelig 
vd till denn iumfru gange. 

12.
"Och hør y thett, mynn skønne iumfru, 
och huy sørger y [saa] saare? 
er lidenn Kierstenn worden eder wred? 
huy feelder y saa muoddigge taare?" 

13.
"Syger ieg eder mynn sorrig, 
och giørr ieg nu saa: 
frener thett eders feestemøø, 
hun laader meg brende y boll!" 

14.
"Syger y meg edders sorrig, 
och giører y nu saa: 
thett for-biud denn øuerste Gud, 
thett ieg skuld sigge der-fraa!" 

15.
"I wogtter ethters,
[2] I udg.: "ethter".
herre Mognus!
 
eders festemøø weell eder ilde; 
hun loffuer seeg Thyge Stranggy-senn, 
eders vngge lyff att spyldde. 

16.
Hun komer aarlig y-morgenn 
med sølckaar paa huidenn heendde; 
y wocter eder, herre Mognus! 
thett er med ieeder bleennd." 

17.
Thett wor aarlig om morgenn, 
lydenn Kierstenn mone op-staa; 
hun thog offuer seg kaabenn blaa, 
till her Mognusz att gaa. 

18.
Ind kaam lyddenn Kierstenn 
med sølckaar paa huidenn haannd; 
thett weell ieg for sandingenn sygg, 
thett wor med iieder blennd. 

19.
"Drecker nu, herre Muognus, 
och kerre feste-mand mynn, 
y-huor y mone thett behaage; 
thett er nu nytt-blend wynn." 

20.
Thett wor herre Mognus, 
klapertt
[3] I udg.: "klapett".
hynder paa huidenn brøst:
 
"Saa mend weed, lyddenn Kierstenn, 
y skaall nu drecke først!" 

21.
Lydenn Kierstenn thog hun tell muonde, 
och der-vd-aff hun drack; 
thett wor saa fa[l]st enn hiartte, 
och der y brøstett sprack. 

22.
Saa thuog thy lyddenn Kierstenn, 
lagde hynder y suorttenn iorrd; 
och nu løffuer herre Mognus, 
hand er en rider saa guod. 

23.
Thett giorde herre Mognus 
och alle hyndis frender til quidde: 
saa thuog hand hyndis iumfru, 
hand lagde hynder weed syn sydde. 

24.
Thett giorde herre Mognus 
och alle hyndis frender till harum: 
saa thuog hand denn skønne iumfru, 
hand lagde hynder y syn arum. 
:: Och nu er y thend skønneste lyff wonditt. ::