Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 130
Side: 171 r
Titel: Broderlig Troskab
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 393 Ab VII 89-92a
Kommentar: -
1 | |
| Thett wor vngen herre Kaall, | det var ungen herre Karl, |
| hand skullde aff land faarre; | han skulle af land fare; |
| hand feck her Thuor, synn broder, | han fik her Tord, sin broder, |
| synn festemøø att thage waare. | sin fæstemø at tage vare. |
| :: Synn iumfru for-glemer suenden alldrig. :: | :: sin jomfru forglemmer svenden aldrig. :: |
2 | |
| "Hør thu thett, Thuor, mynn broder, | "hør du det, Tord, min broder, |
| ieg throer deg aller-best: | jeg tror dig allerbedst: |
| welltt thu meg myn festemø for-waare, | vilt du mig min fæstemø forvare, |
| denn iumfru, som ieg haffuer fest. | den jomfru, som jeg haver fæst. |
3 | |
| Velltt du hynder wogtte och gieme, | vilt du hender vogte og gemme, |
| men ieg er aff landitt, | men jeg er af landet, |
| saa hynder skaall inthett att skaade blyffue, | så hender skal intet ad skade blive, |
| den høffske lylly-vaand?" | den høvske liljevånd?" |
4 | |
| "Ieg skaall hynd fuld-weell wogtte, | "jeg skal hend fuldvel vogte, |
| ieg skaall hynd fuld-well gieme, | jeg skal hend fuldvel gemme, |
| saa hynder skaall aldrig nogenn mand faa, | så hender skal aldrig nogen mand få, |
| førind thu komer selffuer hieeme." | førend du kommer selver hjemme." |
5 | |
| Thett wor vngenn herre Kaall, | det var ungen herre Karl, |
| hand fuor aff landitt vd; | han for af landet ud; |
| igenn sad thend staltte iumfru | igen sad den stolte jomfru |
| med suock och sorrig y huoffue. | med suk og sorrig i hue. |
6 | |
| Hand haffde icke vdde aff laanditt weritt | han havde ikke ude af landet været |
| for-vdenn en staackitt thyd; | foruden en stakket tid; |
| thett spuorde herre Thymand, | det spurgte herre Timan, |
| hand agthitt att giøre hanom suig. | han agtet at gøre hannum svig. |
7 | |
| Thett wor herre Thymand, | det var herre Timan, |
| hand beeder leege saadell paa heeste: | han beder lægge saddel på heste: |
| "Ieg well ride meg op att land, | "jeg vil ride mig op ad land, |
| herr Kaalls iumfru att geste." | her Karls jomfru at gæste." |
8 | |
| Thett worr herre Tymand, | det var herre Timan, |
| hand kaam der rydenn y gaard; | han kom der ridend i gård; |
| vd stuod herre Peeder, | ud stod herre Peder, |
| hand wor weell suøbtt y mord. | han var vel svøbt i mår. |
9 | |
| "Her staar y, herre Peeder, | "her står I, herre Peder, |
| y er enn mand saa fynn; | I er en mand så fin; |
| well y gyffue meg eders datter | vil I give mig eders datter |
| tiell allder-keereste mynn?" | til allerkæreste min?" |
10 | |
| "Thett ieg wylde eder mynn datter gyffue, | "det jeg ville eder min datter give, |
| daa maa y hynder icke haffue; | da må I hender ikke have; |
| ieg haffuer hynde giffuet hynd vng her Kaall, | jeg haver hende givet hin ung her Karl, |
| thett angerer meg alle myne dage." | det angerer mig alle mine dage." |
11 | |
| "Ickee løster meg att loffue | "ikke lyster mig at love |
| en anden suends festemøø; | en anden svends fæstemø; |
| ieg haffuer thett for sandingenn spuordt, | jeg haver det for sandingen spurgt, |
| her Kaarll at hand er død. | her Karl at han er død. |
12 | |
| Ieg paaser icke om hynd vnge her Kaall, | jeg passer ikke om hin unge her Karl, |
| ieg well hanom alddrig fuod fra wige; | jeg vil hannum aldrig fod fra vige; |
| her Peder, giffuer meg eders datter, | her Peder, giver mig eders datter, |
| om ieg maa werre hyndis lygge." | om jeg må være hendes lige." |
13 | |
| Freem gick herre Peder, | frem gik herre Peder, |
| hand wor en mand saa bradd; | han var en mand så brat; |
| saa gaff hand bortt hans datter, | så gav han bort hans datter, |
| spuorde hynder icke seleff till rad. | spurgte hender ikke sellev til råd. |
14 | |
| Ind kaam hyndis kerre muoder, | ind kom hendes kære moder, |
| och sagde for hynder dy ord: | og sagde for hender de ord: |
| "Nu haffuer dyn faader deg her Thymand giffuitt, | "nu haver din fader dig her Timan givet, |
| hand er en rider guod." | han er en ridder god." |
15 | |
| Thett suarede lyddenn Kierstenn | det svarede liden Kirsten |
| med angist och sorrigfuld huoff: | med angest og sorrigfuld hu: |
| "Huad skall ieg daa suarre hynnd vnge her Kaall, | "hvad skal jeg da svare hin unge her Karl, |
| som ieg haffuer giffuett myn thro?" | som jeg haver givet min tro?" |
16 | |
| "Her Kaall hand er aff landett vd, | "her Karl han er af landet ud, |
| thu sier hanom aldrig mierre; | du ser hannum aldrig mere; |
| her Thymand haffuer buod slott och leenn, | her Timan haver båd slot og len, |
| hand kaand theg holde med erre." | han kan dig holde med ære." |
17 | |
| "Ieg agtter icke om her Thymand, | "jeg agter ikke om her Timan, |
| icke helder hans møgitt rige; | ikke heller hans meget rige; |
| her Kaarll saa haffuer ieg gyffuett myn thro, | her Karl så haver jeg givet min tro, |
| ieg weell hanom rett aldrig suigge." | jeg vil hannum ret aldrig svige." |
18 | |
| Hun kunde huerckennd edde eller drecke, | hun kunne hverken æde eller drikke, |
| saa mange-foold waar hindis quidde, | så mangefold var hendes kvide, |
| førind hun feck ett lønlig buod, | førend hun fik et lønlig bud, |
| heer Thuord thy thyding att sygge. | her Tord de tiding at sige. |
19 | |
| Thett waar lydenn Kierstenn, | det var liden Kirsten, |
| hun sende Thuord saa buod: | hun sendte Tord så bud: |
| "Myn faadder haffuer meg her Thymand giffuett, | "min fader haver mig her Timan givet, |
| thett er meg saa saaree imodd. | det er mig så såre imod. |
20 | |
| Thu beed her Thuord, hand tencker der-paa, | du bed her Tord, han tænker derpå, |
| altt huad hand loffuett synn broder, | alt hvad han lovet sin broder, |
| om hand kannd fynnde der lempe till | om han kan finde der lempe til |
| och skellee meg weed thend waande." | og skille mig ved den vånde." |
21 | |
| Thett suaridtt vngenn herre Thuord, | det svaret ungen herre Tord, |
| der hand thy thydyng fruo: | der han de tiding frå: |
| "Weell her Gud, ieg løffuer, | "vil Her Gud, jeg lever, |
| hand skaal hynd aldrig faa! | han skal hend aldrig få! |
22 | |
| Komer ieg icke om løffuer-dag, | kommer jeg ikke om løverdag, |
| thaa eer ieg møggitt syeen; | da er jeg meget sen; |
| thaa skaall ieg kome om sønddag | da skal jeg komme om søndag |
| och førre hanom brudenn hieem. | og føre hannum bruden hjem. |
23 | |
| Beed hynd eedde, och beed hynd drecke | bed hend æde, og bed hend drikke |
| och werre y hoffuen fry; | og være i huen fri; |
| ieg skall hynder wed thend angest skieelle, | jeg skal hender ved den angest skille, |
| alt om meg windis lyffue." | alt om mig vindes live." |
24 | |
| Saa reed thi tiell brølup | så red de til bryllup |
| och weell y daage ny; | og vel i dage ni; |
| alt saad bruden sorig-fuld | alt sad bruden sorrigfuld |
| y alle saamell dy. | i alle sammel de. |
25 | |
| Alltt daa saad thend vngge brud | alt da sad den unge brud |
| saa sorrig-fuld offuer buord; | så sorrigfuld over bord; |
| thett wor vngen herre Thuord, | det var ungen herre Tord, |
| reed y den brølups-gaard. | red i den bryllupsgård. |
26 | |
| Thett wor vngenn herre Thuord, | det var ungen herre Tord, |
| reed y denn brølups-gaard; | red i den bryllupsgård; |
| thett well ieg for sandingen sygge, | det vil jeg for sandingen sige, |
| der ypedis en lieg saa haard. | der yppedes en leg så hård. |
27 | |
| Slagenn bleff her Thymand, | slagen blev her Timan, |
| thett wor en ynckelig feerd; | det var en ynkelig færd; |
| och fangenn bleff hynd vnge her Tuord, | og fangen blev hin unge her Tord, |
| thett wor denn herre icke werdtt. | det var den herre ikke værd. |
28 | |
| Bruden seder paa brudebenck, | bruden sidder på brudebænk, |
| hun greder vdaff stuor nød; | hun græder udaf stor nød; |
| hun gred mierre, for her Tuord war fangenn, | hun græd mere, for her Tord var fangen, |
| end for her Timand war død. | end for her Timan var død. |
29 | |
| Melltte thett brudenns muoder | mælte det brudens moder |
| med angist och møgitt myeen; | med angest og meget men; |
| "Y spender nu hestenn for karmenn, | "I spænder nu hesten for karmen, |
| med sorrigenn saa faarer wy hiem." | med sorrigen så farer vi hjem." |
30 | |
| Thett suaridtt her Tymands muoder, | det svaret her Timans moder, |
| y raditt waar hun icke sieenn: | i rådet var hun ikke sen: |
| "Ieg haffuer indnu en anden sønn, | "jeg haver endnu en anden søn, |
| den gyffuer wy brudenn igenn." | den giver vi bruden igen." |
31 | |
| Thett thaa suarede thend vnge brud, | det da svarede den unge brud, |
| och suaritt hun for seeg: | og svaret hun for sig: |
| "Rett aldrig skall her Lauy løffue denn dag, | "ret aldrig skal her Lave leve den dag, |
| thett hand faar woold offuer meg! | det han får vold over mig! |
32 | |
| I-gaar waar ieg en vnge brud, | i går var jeg en unge brud, |
| y-dag er ieg en sorig-fuld enky; | i dag er jeg en sorrigfuld enke; |
| ieg well icke saa y aary gaa, | jeg vil ikke så i åre gå, |
| y thør thett alder tenke." | I tør det aller tænke." |
33 | |
| Thett suarde hyndis faader, | det svarde hendes fader, |
| hand wor en mand saa haardd: | han var en mand så hård: |
| "Thett skall icke aldsamen gaa | "det skal ikke alt sammen gå |
| och icke eftter dyn egin rad!" | og ikke efter din egen råd!" |
34 | |
| Frem gyck herre Lauy, | frem gik herre Lave, |
| wor kleed y skaarlagen smaa: | var klædt i skarlagen små: |
| "Her Peder, giffuer meg edders datter, | "her Peder, giver mig eders datter, |
| men myn broder icke løffue maa." | men min broder ikke leve må." |
35 | |
| Frem gick herre Pedder, | frem gik herre Peder, |
| och giorde hand daa saa: | og gjorde han da så: |
| hand gaff syn datter den andenn broder | han gav sin datter den anden broder |
| imod hyndis egen iaa. | imod hendes egen ja. |
36 | |
| Thett melltte lydenn Kierstenn, | det mælte liden Kirsten, |
| saa stuor daa waar hyndis waande: | så stor da var hendes vånde: |
| "Thett sie y Wor-herre for kiertt, | "det se e Vorherre for kært, |
| thett her Kaall skulde faare aff land! | det her Karl skulle fare af land! |
37 | |
| Fangenn er vngenn here Thuord, | fangen er ungen herre Tord, |
| her Kaall hand er aff land; | her Karl han er af land; |
| nu weed ieg icke denn y werden tiell, | nu ved jeg ikke den i verden til, |
| och der meg hielpe kand." | og der mig hjælpe kan." |
38 | |
| Hynndis muoder bad spende heeste for kaarum, | hendes moder bad spænde heste for karum, |
| bad, thi skulde faarre hiem: | bad, de skulle fare hjem: |
| "Løffuer wy tiell manietzs-dag, | "lever vi til månedsdag, |
| wy komer saa glad igenn." | vi kommer så glad igen." |
39 | |
| Sttaltt Mettelild med synn anddre iumfruer | stolt Mettelil med sin andre jomfruer |
| dy syyrr med sylcke och guld, | de syr med silke og guld, |
| for-vdenn lydenn Kierstenn, | foruden liden Kirsten, |
| hyndis hiartt war sørind-fuld. | hendes hjert var sørgendfuld. |
40 | |
| Thett wor stalltte fru Mettelild, | det var stolte fru Mettelil, |
| hun thaaller thyell datter synn: | hun taler til datter sin: |
| "Hør du thett, lydenn Kierstenn, | "hør du det, liden Kirsten, |
| huy fallmer saa kynnder dynn? | hvi falmer så kinder din? |
41 | |
| Hør du, myn kerre datter, | hør du, min kære datter, |
| du laad bortt-faare dynn quide; | du lad bortfare din kvide; |
| her Lauy hand er denn rigeste ryder, | her Lave han er den rigeste ridder, |
| hand er y thette rige." | han er i dette rige." |
42 | |
| "Ieg agtter icke om herr Lauy, | "jeg agter ikke om her Lave, |
| icke om hands møgenn rige; | ikke om hans megen rige; |
| her Kaarll haffuer ieg y hiarttet kerr, | her Karl haver jeg i hjertet kær, |
| ieg weell hanom aldrig suige. | jeg vil hannum aldrig svige. |
43 | |
| Well maa y meg førre | vel må I mig føre |
| och tiell her Lauy hiem; | og til her Lave hjem; |
| men aldrig skall ieg løffuend kome | men aldrig skal jeg levend komme |
| vdi hans brude-seenng." | udi hans brudeseng." |
44 | |
| "Du thye quer, min kiere datter, | "du ti kvær, min kære datter, |
| och syg du icke saa! | og sig du ikke så! |
| allt skalt thu med her Lauy | alt skalt du med her Lave |
| løffue buode glad och fruo." | leve både glad og fro." |
45 | |
| Thett suaridtt lyddenn Kierstenn, | det svaret liden Kirsten, |
| hun waar icke møgitt glad: | hun var ikke meget glad: |
| "Førind ieg skulle loffue her Lauy, | "førend jeg skulle love her Lave, |
| daa wilde ieg icke løffue mannitsdag." | da ville jeg ikke leve månedsdag." |
46 | |
| Thett wor icke der-efftter | det var ikke derefter |
| och daage for-vdenn feem; | og dage foruden fem; |
| thaa kaam vngenn herre Kaall | da kom ungen herre Karl |
| seelleff y lanndenn hieem. | sellev i landen hjem. |
47 | |
| Thett wor vngenn herre Kaall, | det var ungen herre Karl, |
| red y synn muoders gaard; | red i sin moders gård; |
| vd stuod hans kieere muoder, | ud stod hans kære moder, |
| hun waar well suøbtt y muord. | hun var vel svøbt i mår. |
48 | |
| "Wer well-komenn, vnngenn herre Kaall, | "vær velkommen, ungen herre Karl, |
| och kerre sønne mynn; | og kære sønne min; |
| thu faar nu saa stuor en haarum | du får nu så stor en harum |
| for alder-kerste dynn." | for allerkærste din." |
49 | |
| "Attdt saa skulde ieg spørrge, | "at så skulle jeg spørge, |
| ieg wed icke huelkenn først: | jeg ved ikke hvilken først: |
| er mynn broder fangenn? | er min broder fangen? |
| och er mynn iumfru fest?" | og er min jomfru fæst?" |
50 | |
| "Tydinng skaall ieg deg sygge, | "tiding skal jeg dig sige, |
| inddog thett er stuor haarum: | enddog det er stor harum: |
| thett er thinn skønne iumfru, | det er din skønne jomfru, |
| haffuer soffuedtt y her Tymand[s] arum. | haver sovet i her Timan arum. |
51 | |
| Thiding skaall ieg theg sygge, | tiding skal jeg dig sige, |
| som ieg giorde icke giernne: | som jeg gjorde ikke gerne: |
| dynn kerest hun er ennky, | din kærest hun er enke, |
| dynn broder sedder fangenn y iaarnn. | din broder sidder fangen i jern. |
52 | |
| Hør thu thett, mynn kerre sønn, | hør du det, min kære søn, |
| ieg sigger deg haleff støøre myenn: | jeg siger dig hallev større men: |
| thett er hynd vnge her Lauy, | det er hin unge her Lave, |
| haffuer fest dyn brud igenn." | haver fæst din brud igen." |
53 | |
| "Haffuer her Lauy mynn kerrist fest, | "haver her Lave min kærest fæst, |
| for hand well giørre meg haarum, | for han vil gøre mig harum, |
| rett aldrig skaall hand løffue den dag, | ret aldrig skal han leve den dag, |
| hun suoffuer vdi hans arum." | hun sover udi hans arum." |
54 | |
| "Hør thu thett, myn kierre sønn, | "hør du det, min kære søn, |
| thu lad thett icke forlenge: | du lad det ikke for længe: |
| thu sende hynd liden Kierstenn buod, | du sende hin liden Kirsten bud, |
| at thu est komen hieem. | at du est kommen hjem. |
55 | |
| Gyff du lydenn Kierstenn buod, | giv du liden Kirsten bud, |
| hun ber buode angist och myen; | hun bær både angest og men; |
| saa glad blyffuer hun y hiartett, | så glad bliver hun i hjertet, |
| far du est komen hieem." | for du est kommen hjem." |
56 | |
| "Err mynn kierrest nu enky, | "er min kærest nu enke, |
| tha staar hun ind tiel att faa: | da står hun end til at få: |
| och er myn broder fangen, | og er min broder fangen, |
| der-tiel blyffuer mangen guod rad." | dertil bliver mangen god råd." |
57 | |
| Herr Kaall seende lydenn Kierstenn buod, | her Karl sendte liden Kirsten bud, |
| bad hynder huerkynd sørrig eller quide: | bad hender hverken sørrig eller kvide: |
| "Ieg skaall seelliff till hyndis brølup kome, | "jeg skal sellev til hendes bryllup komme, |
| alt om mig windis lyff." | alt om mig vindes liv." |
58 | |
| Saa glad bleff lydenn Kierstenn, | så glad blev liden Kirsten, |
| der hun mone [thy] thy-denn fruo: | der hun monne [*] tidend frå: |
| "Raadde nu Gud-faader y hiemerig, | "råde nu Gudfader i himmerig, |
| huad endde den lieg well faa." | hvad ende den leg vil få." |
59 | |
| Her Kaall hand kunde huerkind edde eller dricke, | her Karl han kunne hverken æde eller drikke, |
| icke søffuen om natten suoffue, | ikke søven om natten sove, |
| førind hand fieck løst synn broder aff iaarnn | førend han fik løst sin broder af jern |
| och wonden den stalt iumfru. | og vunden den stolt jomfru. |
60 | |
| Thett wor om en heellig sønddag, | det var om en hellig søndag, |
| dy preste buode løste och saang, | de præste både læste og sang, |
| bort red herre Kaall, | bort red herre Karl, |
| hand løste synn broder aff fannge. | han løste sin broder af fange. |
61 | |
| Thett skiedde om den same dag, | det skete om den samme dag, |
| førind folckitt gick tilbords: | førend folket gik til bords: |
| thett wor vngen herre Kaall, | det var ungen herre Karl, |
| red till den brølups-gaard. | red til den bryllupsgård. |
62 | |
| Seelliff woo hand her Lauy | sellev vog han her Lave |
| altt offuer thett brede boerd; | alt over det brede bord; |
| thett thaa wor thend vnge brud, | det da var den unge brud, |
| hun feck saa fritt en muod. | hun fik så frit en mod. |
63 | |
| Thak haffue lyddenn Kierstenn, | tak have liden Kirsten, |
| saa well holtt hun synn thro; | så vel holdt hun sin tro; |
| hun thog her Kaall vdi synn arum, | hun tog her Karl udi sin arum, |
| saa fulde hun hanom der-fraa. | så fulgte hun hannum derfra. |
64 | |
| Thak haffue vngenn herre Kaall, | tak have ungen herre Karl, |
| for hand haffde riders muod; | for han havde ridders mod; |
| saa førrde hand hiem allerkerste [1] I udg.: "allerkeeste". syenn, | så førte han hjem allerkærste sin, |
| denom buode tiell gledde och ruo. | dennum både til glæde og ro. |
| :: Synn iumfru for-glemer suenden aldrig. :: | :: sin jomfru forglemmer svenden aldrig. :: |