Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 130
Side: 171 r
Titel: Broderlig Troskab
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 393 Ab VII 89-92a
Kommentar: -


1
Thett wor vngen herre Kaall, det var ungen herre Karl,
hand skullde aff land faarre; han skulle af land fare;
hand feck her Thuor, synn broder, han fik her Tord, sin broder,
synn festemøø att thage waare. sin fæstemø at tage vare.
:: Synn iumfru for-glemer suenden alldrig. :::: sin jomfru forglemmer svenden aldrig. ::

2
"Hør thu thett, Thuor, mynn broder, "hør du det, Tord, min broder,
ieg throer deg aller-best: jeg tror dig allerbedst:
welltt thu meg myn festemø for-waare, vilt du mig min fæstemø forvare,
denn iumfru, som ieg haffuer fest. den jomfru, som jeg haver fæst.

3
Velltt du hynder wogtte och gieme, vilt du hender vogte og gemme,
men ieg er aff landitt, men jeg er af landet,
saa hynder skaall inthett att skaade blyffue, så hender skal intet ad skade blive,
den høffske lylly-vaand?" den høvske liljevånd?"

4
"Ieg skaall hynd fuld-weell wogtte, "jeg skal hend fuldvel vogte,
ieg skaall hynd fuld-well gieme, jeg skal hend fuldvel gemme,
saa hynder skaall aldrig nogenn mand faa, så hender skal aldrig nogen mand få,
førind thu komer selffuer hieeme." førend du kommer selver hjemme."

5
Thett wor vngenn herre Kaall, det var ungen herre Karl,
hand fuor aff landitt vd; han for af landet ud;
igenn sad thend staltte iumfru igen sad den stolte jomfru
med suock och sorrig y huoffue. med suk og sorrig i hue.

6
Hand haffde icke vdde aff laanditt weritt han havde ikke ude af landet været
for-vdenn en staackitt thyd; foruden en stakket tid;
thett spuorde herre Thymand, det spurgte herre Timan,
hand agthitt att giøre hanom suig. han agtet at gøre hannum svig.

7
Thett wor herre Thymand, det var herre Timan,
hand beeder leege saadell paa heeste: han beder lægge saddel på heste:
"Ieg well ride meg op att land, "jeg vil ride mig op ad land,
herr Kaalls iumfru att geste." her Karls jomfru at gæste."

8
Thett worr herre Tymand, det var herre Timan,
hand kaam der rydenn y gaard; han kom der ridend i gård;
vd stuod herre Peeder, ud stod herre Peder,
hand wor weell suøbtt y mord. han var vel svøbt i mår.

9
"Her staar y, herre Peeder, "her står I, herre Peder,
y er enn mand saa fynn; I er en mand så fin;
well y gyffue meg eders datter vil I give mig eders datter
tiell allder-keereste mynn?" til allerkæreste min?"

10
"Thett ieg wylde eder mynn datter gyffue, "det jeg ville eder min datter give,
daa maa y hynder icke haffue; da må I hender ikke have;
ieg haffuer hynde giffuet hynd vng her Kaall, jeg haver hende givet hin ung her Karl,
thett angerer meg alle myne dage." det angerer mig alle mine dage."

11
"Ickee løster meg att loffue "ikke lyster mig at love
en anden suends festemøø; en anden svends fæstemø;
ieg haffuer thett for sandingenn spuordt, jeg haver det for sandingen spurgt,
her Kaarll at hand er død. her Karl at han er død.

12
Ieg paaser icke om hynd vnge her Kaall, jeg passer ikke om hin unge her Karl,
ieg well hanom alddrig fuod fra wige; jeg vil hannum aldrig fod fra vige;
her Peder, giffuer meg eders datter, her Peder, giver mig eders datter,
om ieg maa werre hyndis lygge." om jeg må være hendes lige."

13
Freem gick herre Peder, frem gik herre Peder,
hand wor en mand saa bradd; han var en mand så brat;
saa gaff hand bortt hans datter, så gav han bort hans datter,
spuorde hynder icke seleff till rad. spurgte hender ikke sellev til råd.

14
Ind kaam hyndis kerre muoder, ind kom hendes kære moder,
och sagde for hynder dy ord: og sagde for hender de ord:
"Nu haffuer dyn faader deg her Thymand giffuitt, "nu haver din fader dig her Timan givet,
hand er en rider guod." han er en ridder god."

15
Thett suarede lyddenn Kierstenn det svarede liden Kirsten
med angist och sorrigfuld huoff: med angest og sorrigfuld hu:
"Huad skall ieg daa suarre hynnd vnge her Kaall, "hvad skal jeg da svare hin unge her Karl,
som ieg haffuer giffuett myn thro?" som jeg haver givet min tro?"

16
"Her Kaall hand er aff landett vd, "her Karl han er af landet ud,
thu sier hanom aldrig mierre; du ser hannum aldrig mere;
her Thymand haffuer buod slott och leenn, her Timan haver båd slot og len,
hand kaand theg holde med erre." han kan dig holde med ære."

17
"Ieg agtter icke om her Thymand, "jeg agter ikke om her Timan,
icke helder hans møgitt rige; ikke heller hans meget rige;
her Kaarll saa haffuer ieg gyffuett myn thro, her Karl så haver jeg givet min tro,
ieg weell hanom rett aldrig suigge." jeg vil hannum ret aldrig svige."

18
Hun kunde huerckennd edde eller drecke, hun kunne hverken æde eller drikke,
saa mange-foold waar hindis quidde, så mangefold var hendes kvide,
førind hun feck ett lønlig buod, førend hun fik et lønlig bud,
heer Thuord thy thyding att sygge. her Tord de tiding at sige.

19
Thett waar lydenn Kierstenn, det var liden Kirsten,
hun sende Thuord saa buod: hun sendte Tord så bud:
"Myn faadder haffuer meg her Thymand giffuett, "min fader haver mig her Timan givet,
thett er meg saa saaree imodd. det er mig så såre imod.

20
Thu beed her Thuord, hand tencker der-paa, du bed her Tord, han tænker derpå,
altt huad hand loffuett synn broder, alt hvad han lovet sin broder,
om hand kannd fynnde der lempe till om han kan finde der lempe til
och skellee meg weed thend waande." og skille mig ved den vånde."

21
Thett suaridtt vngenn herre Thuord, det svaret ungen herre Tord,
der hand thy thydyng fruo: der han de tiding frå:
"Weell her Gud, ieg løffuer, "vil Her Gud, jeg lever,
hand skaal hynd aldrig faa! han skal hend aldrig få!

22
Komer ieg icke om løffuer-dag, kommer jeg ikke om løverdag,
thaa eer ieg møggitt syeen; da er jeg meget sen;
thaa skaall ieg kome om sønddag da skal jeg komme om søndag
och førre hanom brudenn hieem. og føre hannum bruden hjem.

23
Beed hynd eedde, och beed hynd drecke bed hend æde, og bed hend drikke
och werre y hoffuen fry; og være i huen fri;
ieg skall hynder wed thend angest skieelle, jeg skal hender ved den angest skille,
alt om meg windis lyffue." alt om mig vindes live."

24
Saa reed thi tiell brølup så red de til bryllup
och weell y daage ny; og vel i dage ni;
alt saad bruden sorig-fuld alt sad bruden sorrigfuld
y alle saamell dy. i alle sammel de.

25
Alltt daa saad thend vngge brud alt da sad den unge brud
saa sorrig-fuld offuer buord; så sorrigfuld over bord;
thett wor vngen herre Thuord, det var ungen herre Tord,
reed y den brølups-gaard. red i den bryllupsgård.

26
Thett wor vngenn herre Thuord, det var ungen herre Tord,
reed y denn brølups-gaard; red i den bryllupsgård;
thett well ieg for sandingen sygge, det vil jeg for sandingen sige,
der ypedis en lieg saa haard. der yppedes en leg så hård.

27
Slagenn bleff her Thymand, slagen blev her Timan,
thett wor en ynckelig feerd; det var en ynkelig færd;
och fangenn bleff hynd vnge her Tuord, og fangen blev hin unge her Tord,
thett wor denn herre icke werdtt. det var den herre ikke værd.

28
Bruden seder paa brudebenck, bruden sidder på brudebænk,
hun greder vdaff stuor nød; hun græder udaf stor nød;
hun gred mierre, for her Tuord war fangenn, hun græd mere, for her Tord var fangen,
end for her Timand war død. end for her Timan var død.

29
Melltte thett brudenns muoder mælte det brudens moder
med angist och møgitt myeen; med angest og meget men;
"Y spender nu hestenn for karmenn, "I spænder nu hesten for karmen,
med sorrigenn saa faarer wy hiem." med sorrigen så farer vi hjem."

30
Thett suaridtt her Tymands muoder, det svaret her Timans moder,
y raditt waar hun icke sieenn: i rådet var hun ikke sen:
"Ieg haffuer indnu en anden sønn, "jeg haver endnu en anden søn,
den gyffuer wy brudenn igenn." den giver vi bruden igen."

31
Thett thaa suarede thend vnge brud, det da svarede den unge brud,
och suaritt hun for seeg: og svaret hun for sig:
"Rett aldrig skall her Lauy løffue denn dag, "ret aldrig skal her Lave leve den dag,
thett hand faar woold offuer meg! det han får vold over mig!

32
I-gaar waar ieg en vnge brud, i går var jeg en unge brud,
y-dag er ieg en sorig-fuld enky; i dag er jeg en sorrigfuld enke;
ieg well icke saa y aary gaa, jeg vil ikke så i åre gå,
y thør thett alder tenke." I tør det aller tænke."

33
Thett suarde hyndis faader, det svarde hendes fader,
hand wor en mand saa haardd: han var en mand så hård:
"Thett skall icke aldsamen gaa "det skal ikke alt sammen gå
och icke eftter dyn egin rad!" og ikke efter din egen råd!"

34
Frem gyck herre Lauy, frem gik herre Lave,
wor kleed y skaarlagen smaa: var klædt i skarlagen små:
"Her Peder, giffuer meg edders datter, "her Peder, giver mig eders datter,
men myn broder icke løffue maa." men min broder ikke leve må."

35
Frem gick herre Pedder, frem gik herre Peder,
och giorde hand daa saa: og gjorde han da så:
hand gaff syn datter den andenn broder han gav sin datter den anden broder
imod hyndis egen iaa. imod hendes egen ja.

36
Thett melltte lydenn Kierstenn, det mælte liden Kirsten,
saa stuor daa waar hyndis waande: så stor da var hendes vånde:
"Thett sie y Wor-herre for kiertt, "det se e Vorherre for kært,
thett her Kaall skulde faare aff land! det her Karl skulle fare af land!

37
Fangenn er vngenn here Thuord, fangen er ungen herre Tord,
her Kaall hand er aff land; her Karl han er af land;
nu weed ieg icke denn y werden tiell, nu ved jeg ikke den i verden til,
och der meg hielpe kand." og der mig hjælpe kan."

38
Hynndis muoder bad spende heeste for kaarum, hendes moder bad spænde heste for karum,
bad, thi skulde faarre hiem: bad, de skulle fare hjem:
"Løffuer wy tiell manietzs-dag, "lever vi til månedsdag,
wy komer saa glad igenn." vi kommer så glad igen."

39
Sttaltt Mettelild med synn anddre iumfruer stolt Mettelil med sin andre jomfruer
dy syyrr med sylcke och guld, de syr med silke og guld,
for-vdenn lydenn Kierstenn, foruden liden Kirsten,
hyndis hiartt war sørind-fuld. hendes hjert var sørgendfuld.

40
Thett wor stalltte fru Mettelild, det var stolte fru Mettelil,
hun thaaller thyell datter synn: hun taler til datter sin:
"Hør du thett, lydenn Kierstenn, "hør du det, liden Kirsten,
huy fallmer saa kynnder dynn? hvi falmer så kinder din?

41
Hør du, myn kerre datter, hør du, min kære datter,
du laad bortt-faare dynn quide; du lad bortfare din kvide;
her Lauy hand er denn rigeste ryder, her Lave han er den rigeste ridder,
hand er y thette rige." han er i dette rige."

42
"Ieg agtter icke om herr Lauy, "jeg agter ikke om her Lave,
icke om hands møgenn rige; ikke om hans megen rige;
her Kaarll haffuer ieg y hiarttet kerr, her Karl haver jeg i hjertet kær,
ieg weell hanom aldrig suige. jeg vil hannum aldrig svige.

43
Well maa y meg førre vel må I mig føre
och tiell her Lauy hiem; og til her Lave hjem;
men aldrig skall ieg løffuend kome men aldrig skal jeg levend komme
vdi hans brude-seenng." udi hans brudeseng."

44
"Du thye quer, min kiere datter, "du ti kvær, min kære datter,
och syg du icke saa! og sig du ikke så!
allt skalt thu med her Lauy alt skalt du med her Lave
løffue buode glad och fruo." leve både glad og fro."

45
Thett suaridtt lyddenn Kierstenn, det svaret liden Kirsten,
hun waar icke møgitt glad: hun var ikke meget glad:
"Førind ieg skulle loffue her Lauy, "førend jeg skulle love her Lave,
daa wilde ieg icke løffue mannitsdag." da ville jeg ikke leve månedsdag."

46
Thett wor icke der-efftter det var ikke derefter
och daage for-vdenn feem; og dage foruden fem;
thaa kaam vngenn herre Kaall da kom ungen herre Karl
seelleff y lanndenn hieem. sellev i landen hjem.

47
Thett wor vngenn herre Kaall, det var ungen herre Karl,
red y synn muoders gaard; red i sin moders gård;
vd stuod hans kieere muoder, ud stod hans kære moder,
hun waar well suøbtt y muord. hun var vel svøbt i mår.

48
"Wer well-komenn, vnngenn herre Kaall, "vær velkommen, ungen herre Karl,
och kerre sønne mynn; og kære sønne min;
thu faar nu saa stuor en haarum du får nu så stor en harum
for alder-kerste dynn." for allerkærste din."

49
"Attdt saa skulde ieg spørrge, "at så skulle jeg spørge,
ieg wed icke huelkenn først: jeg ved ikke hvilken først:
er mynn broder fangenn? er min broder fangen?
och er mynn iumfru fest?" og er min jomfru fæst?"

50
"Tydinng skaall ieg deg sygge, "tiding skal jeg dig sige,
inddog thett er stuor haarum: enddog det er stor harum:
thett er thinn skønne iumfru, det er din skønne jomfru,
haffuer soffuedtt y her Tymand[s] arum. haver sovet i her Timan arum.

51
Thiding skaall ieg theg sygge, tiding skal jeg dig sige,
som ieg giorde icke giernne: som jeg gjorde ikke gerne:
dynn kerest hun er ennky, din kærest hun er enke,
dynn broder sedder fangenn y iaarnn. din broder sidder fangen i jern.

52
Hør thu thett, mynn kerre sønn, hør du det, min kære søn,
ieg sigger deg haleff støøre myenn: jeg siger dig hallev større men:
thett er hynd vnge her Lauy, det er hin unge her Lave,
haffuer fest dyn brud igenn." haver fæst din brud igen."

53
"Haffuer her Lauy mynn kerrist fest, "haver her Lave min kærest fæst,
for hand well giørre meg haarum, for han vil gøre mig harum,
rett aldrig skaall hand løffue den dag, ret aldrig skal han leve den dag,
hun suoffuer vdi hans arum." hun sover udi hans arum."

54
"Hør thu thett, myn kierre sønn, "hør du det, min kære søn,
thu lad thett icke forlenge: du lad det ikke for længe:
thu sende hynd liden Kierstenn buod, du sende hin liden Kirsten bud,
at thu est komen hieem. at du est kommen hjem.

55
Gyff du lydenn Kierstenn buod, giv du liden Kirsten bud,
hun ber buode angist och myen; hun bær både angest og men;
saa glad blyffuer hun y hiartett, så glad bliver hun i hjertet,
far du est komen hieem." for du est kommen hjem."

56
"Err mynn kierrest nu enky, "er min kærest nu enke,
tha staar hun ind tiel att faa: da står hun end til at få:
och er myn broder fangen, og er min broder fangen,
der-tiel blyffuer mangen guod rad." dertil bliver mangen god råd."

57
Herr Kaall seende lydenn Kierstenn buod, her Karl sendte liden Kirsten bud,
bad hynder huerkynd sørrig eller quide: bad hender hverken sørrig eller kvide:
"Ieg skaall seelliff till hyndis brølup kome, "jeg skal sellev til hendes bryllup komme,
alt om mig windis lyff." alt om mig vindes liv."

58
Saa glad bleff lydenn Kierstenn, så glad blev liden Kirsten,
der hun mone [thy] thy-denn fruo: der hun monne [*] tidend frå:
"Raadde nu Gud-faader y hiemerig, "råde nu Gudfader i himmerig,
huad endde den lieg well faa." hvad ende den leg vil få."

59
Her Kaall hand kunde huerkind edde eller dricke, her Karl han kunne hverken æde eller drikke,
icke søffuen om natten suoffue, ikke søven om natten sove,
førind hand fieck løst synn broder aff iaarnn førend han fik løst sin broder af jern
och wonden den stalt iumfru. og vunden den stolt jomfru.

60
Thett wor om en heellig sønddag, det var om en hellig søndag,
dy preste buode løste och saang, de præste både læste og sang,
bort red herre Kaall, bort red herre Karl,
hand løste synn broder aff fannge. han løste sin broder af fange.

61
Thett skiedde om den same dag, det skete om den samme dag,
førind folckitt gick tilbords: førend folket gik til bords:
thett wor vngen herre Kaall, det var ungen herre Karl,
red till den brølups-gaard. red til den bryllupsgård.

62
Seelliff woo hand her Lauy sellev vog han her Lave
altt offuer thett brede boerd; alt over det brede bord;
thett thaa wor thend vnge brud, det da var den unge brud,
hun feck saa fritt en muod. hun fik så frit en mod.

63
Thak haffue lyddenn Kierstenn, tak have liden Kirsten,
saa well holtt hun synn thro; så vel holdt hun sin tro;
hun thog her Kaall vdi synn arum, hun tog her Karl udi sin arum,
saa fulde hun hanom der-fraa. så fulgte hun hannum derfra.

64
Thak haffue vngenn herre Kaall, tak have ungen herre Karl,
for hand haffde riders muod; for han havde ridders mod;
saa førrde hand hiem allerkerste
[1] I udg.: "allerkeeste".
syenn,
 
så førte han hjem allerkærste sin,
denom buode tiell gledde och ruo. dennum både til glæde og ro.
:: Synn iumfru for-glemer suenden aldrig. :::: sin jomfru forglemmer svenden aldrig. ::