Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 129
Side: 169 r
Titel: Folke Lovmandsøn og Dronning Helvig
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 178 A III 700-702
Kommentar: III 708a
Generelle oplysninger: Mellem V. 25-26 mangler vistnok Verset B 13, C 19; se Anm. til dette sidste.
V. 34 har vist egenlig sin Plads efter V. 37.


1.
Fallkuor hand tiener y kongens gard 
buode for guld och erre: 
rider och suene, iumfruer och møør 
haffuer hanom y hiartet kerre. 
:: Ieg sigger deg, Falkuor, du skalltt landenn vdrøme. ::

2.
Hanom vntte well buode frwer och møør 
och der-tiell høffsken quinde: 
och miest hynd droning Heeluig, 
saa idelig thiente hand hynnder. 

3.
Kongenn seeder offuer sytt brede buord, 
och taaller hand wed sieeg ienne: 
"Och huy mone Falckuor Luomandsen 
dy fruer saa iddelig tienne?" 

4.
Konngenn seeder offuer sytt bredde buord, 
och tencker hannd [der-]paa: 
"Huy mone Falckuor Luomandsenn 
saa idellig y fruer-stuoffue gaa?" 

5.
Tthett thaa suaridtt thend lyddenn smaa-dreng, 
som kongenn stuod alltid nest: 
"Thett wolder hun droning Heelluig, 
hun vnder her Falckuor best. 

6.
Taager nu Falckuor Luoffmandsenn, 
lader rolde hanom y en thønnde! 
saa fuor y well dy fruer att siee, 
huem Falckuor aff hiarthett well vnder." 

7.
Falckuor hand gaar y fruer-stuoff innd, 
som hand giordde alltid miest: 
helsenett hand droning Helluig, 
hand saatte seg hynder allder-nest. 

8.
Ind saa kaam den lydenn smaa-dreng, 
och stieedis hand for buord: 
hand waar snyld y tunge synn, 
hand kunde weell føffue syn ord. 

9.
"Her sedder y, Falckuor Luoffmandsenn, 
y er well suøbtt y skiennd: 
y skall faare till Nybborig, 
och saa bad haare mynn." 

10.
"Skaall ieg nu faare till Nybborig, 
allt som myn herre meg beder: 
saa mend wed, droning Heeluig, 
daa fyndis wy aldrig myere." 

11.
Op stuod Falckuor Luoffmandsenn, 
hannd bleff y hoffuen saa muod: 
saa gaar hand y hyffue-lofft, 
hand steedis for kongenns borrd. 

12.
Igenn saad droning Heluig, 
hun wrider synn heender aff nød: 
"Gud lad meg aldrig leffue den dag, 
ieg spør, thett Falckuor er død!" 

13.
Tthett wor Falckuor Luomandsenn 
hand gaar for kongenn att staa: 
daa meltte danerkongenn, 
och saa tuog hand opaa. 

14.
"Hør thu, Falckuor Luoffmandsenn, 
du est enn ryder-sønn: 
haffuer du nu weritt y fruer-stuoffue, 
nomen tuogtt aff iumfrur skønne?" 

15.
"Saa hielpe meg Gud y Hemerrig 
aff angist och ald myn nød: 
ieg kaam der aldrig for nogenn verre,
[1] dvs. Uære.
 
paa mynn aarsag saa well ieg døø!" 

16.
"Hør thu, Falckuor Loffmandsenn, 
thu est en suend saa fyen: 
thu skallt faare tiell Nybborig y dag 
for guodwillig mynn." 

17.
Tthett wor Falckuor Luoffmandsenn, 
der hand tiell Nyborig kaam, 
saa saatte dy hanom y hardenn iaarnn, 
och y saa haarde gieeme. 

18.
Kongenn hand laader enn thønde giørre, 
och knyffue der y att slaa: 
thett wor Falckuor Luoffmandsenn, 
hand skulde der løffuend y gaa. 

19.
Tthett meelltte Falckuor Luomandsenn, 
hand bleff y hoffuen saa muod: 
"Rett aldrig haffuer ieg her-till brott, 
och anttenn med gierning eller ordd." 

20.
Suaridtt thett thend lydell smaa-dreng, 
hand stuod Falckeuor saa ner: 
"Thett skaall y nyde droning Heluig adt, 
y haffuer y hiarttett sa kieer." 

21.
"Saa hielpe meg Gud y Hiemerrig 
aff anggist och ald myn nød: 
droning Heelluig waar aldrig thesz werre, 
thett ieg waar nogenn tid fød!" 

22.
Melltte thett Falckuor Luoffmandsenn 
buode med tuogtt och synnde: 
"I-men ieg skaall thaalle den død y dag, 
daa giør ieg thett heldst for hynde." 

23.
Tthett wor Falckuor Luoffmandsenn, 
hand glembtte huerkeend tuogtt eller synde: 
hand bød guod natt buode fruer och møør, 
førre hand y thønddenn monne springe. 

24.
D[r]oningenn staander paa Nybborig, 
alltt paa dy hyyge thynde: 
der hørde hun Nybborig-klocker gaa, 
for Falckuors lyg att ringe. 

25.
Droningenn gaar y gaardenn fram, 
hun hørde thy klocker gaa: 
syddenn første thett hun tiell Danmarck kaam, 
hun aldrig støør sorrig mone faa. 

26.
"I lyeeder graa ganger aff staallenn vd, 
leeger hanom gylltte saadell paa! 
ieg weell ride tiell Nyborig 
och siee, huor Falckuor maa." 

27.
Tthett wor droning Heeluig, 
hun kaam y staadenn innd: 
saa høgtt baar dy her Falkuors lyg, 
der hynde møøtte igenn. 

28.
Alldrig huorde
[2] I udg.: "hørde".
ieg en ryder-sønn,
 
enn større erre feeck: 
droning vd-aff Danmarck 
seelleff for hans baare gyck. 

29.
Twsenn maarck aff thett røde guld 
hun for hans seell vdgaff: 
hun baad till denn øuerste Gud, 
hun skulde icke løffue manis-dag. 

30.
Tthett wor droning Heelluig, 
hun saatte seg tiell synn hest: 
saa red hun tilbage igeen, 
menn sorrigenn waar hyndis giest. 

31.
Tthett melltte
[3] I udg.: "wor".
droning Helluig,
 
hun kaam tiell borige-lieed: 
vde stuod daner-kongenn, 
och huiller hand seg weed. 

32.
"Well-komenn, droning Heeluig, 
en droning offuer Danmarsk
[4] I udg.: "Danmarcks".
rigge!
 
haffuer y nu weritt y Nybborig, 
ladditt begraffue eders keeristes ligge? 

33.
Saa mend weed, droning Heelluig, 
edders øggen dy haffuer fast rundenn: 
haffuer y nu weritt y Nybborig, 
men Falkuor haffuer y icke funditt." 

34.
"Ieg haffde icke meerre med Falckuor, 
ind med en anden suend: 
alle dy mend, eder thieener med thro, 
for edders skyld elsker ieg dem. 

35.
I sygger meg thett, mynn eddellig herre, 
vdj edders skaarlagen rød: 
altt om thett wor for myn skylld giortt, 
thett y luod Falckuor død?" 

36.
"Sygger meg, droning Heelluig, 
paa edders chrestellig saand: 
om Falkuor wor kieerist vdj edders huoff 
for nogenn wardsens mand?" 

37.
"I er seelliff kierist y mynn huoff 
for nogenn wardsens mand: 
alle dy ryder, eder thienn med thro, 
ieg thenom alle well aand." 

38.
Icke hun gred, och icke hun luo, 
saa mange-foold war hindis quide: 
denn første natt, thi saamell suoffuett, 
daa døøde hun huoss hand
[5] I udg.: "hans".
sydde.
 
:: Ieg siger dieg, Falckuor, du skalt laanden røme. ::