Malfred og Sallemand

1.
Thett war Mallfred, grøffuens datter,
hun ganger y lunden y[-saa] bold;
ther møder hynder Saallemand Thygesenn,
hand tuog den iumfru med woold.
:: Gud skeelle myn aller-kierest wed syn angist. ::
2.
Hand røff sønder hynndis kleeder,
hand drog hynder y syn haard;
hand kund hynder aldrig ellers haffue faaitt,
denn eddelle spedell klarr.
3.
"Nu haffuer y røgtt mynn kleder synder
och giortt meg laster och skaam:
ieg beder eder for den øffuerste Gud,
y sygger meg aff edder naffuenn!"
4.
"Haffuer ieg nu røgtt dynn kleder syønder
och giortt deg thett till harum,
daa hieeder ieg Saallemand Thyggysenn,
for dynn skyld rømer ieg aff land!
5.
Ieg well røme aff landenn vd
for muoder och frender dynne;
nar fyrre-thyffue vger for-ganngind er,
saa well ieg kome igenn."
6.
Hiem gyck Mallfred, grøffuens daatter,
saa stuor daa wor hindis nød:
hun tuorde thett icke obenn-baare,
for hynndis fader wor død.
7.
Thett stuod saa y maanitt
och weel y maanitt ny:
alltt sørgitt Malfred, greffuenns datter,
hun wilde huerkind lieege eller liee.
8.
I fyrre-thyffue vgger thaa stuod thett saa,
thend iumfru børstitt icke synn hord;
de suo hynder aldrig anditt giørre
ind sørre och grede saa saare.
9.
Thett wor Mallfred, grøffuens daatter,
gaar for synn muoder att staa:
"Y luoffuer meg, myn kiere muoder,
vdi worr stienstuoffue att gaa!"
10.
Dett suaridt hyndis kerre moder,
hun stuod y skaarlagen rød:
"Ther plieer ingenn y stieenstuoffue att gaa
for-vdenn dy, bønn skall fødde."
11.
Ther waar hun inde y stunde
och well y stunde ny;
hyndis muoder hun wilde icke tiell hynder gaa
ii nogen aff alle dy.
12.
Bortt saa gyck ^[1] maaske gyek. denn thieneste-møø,
hun kunde icke lenger byde:
"Edders datter bad, y wilde tiel hinder gaa,
om y wilde hynder fynd y lyffue."
13.
"Gack du bortt, du thieneste-møø,
och syg hynd orden saa:
saa liditt rad hun med muoder synn,
der hun mone y lunden gaa."
14.
"Gack thu tiell mynn moder igenn,
sig hynder, meg trenger aff nød;
bed hinnder med mieg taalle,
førre ieg ganger tiell myn død!"
15.
Innd daa kaam thend thieneste-møø,
hun klagitt saa saare hyndis nød:
"Eders datter beder, y well [tiell] hynd gaa,
førre hun gaar tiell syn død."
16.
Lennge stuod hynndis muoder,
och tengtte hun der-paa:
"Hun er lige-well datter mynn,
ieg well nu tiel hynd gaa!"
17.
Thett wor Mettelild, grøffuens fru,
hun ynd aff dørrenn thrend;
thett wor hyndis datter,
hun recker hynd haanden igenn.
18.
Maalfred recker synn muoder haand,
hun wor bleg och icke rød:
"Y hielper meg, myn kerre muoder,
ieg klager for eder myn nød!
19.
Inddaag hand giorde meg laster och mienn,
som ieg for eder mone kierre:
komer hand weell y laanden igenn,
hand giør meg well hiedder och erre!"
20.
Alle thy fruer och skønne iumfruer
thy mone y stienstuoffue gaa:
thett skieede ind for myde-natt,
hun fødde thy søner thuo.
21.
Dett war icke ther-efftter
dauffue for vdenn V:
daa kaam Saallemand Thyggsenn
aff fremede laand och hiem.
22.
Dett wor Saallemand Thyggesenn,
thuog offuer seeg skaarlagenn-skyennd;
saa gaar hand y hyffue-lofft
for fruer och iumfruer innd.
23.
"Hell siedder y, Mettelild, grøffuens fru,
med møør och høffske quiende:
och miest Mallfred, grøffuens datter,
om hun er her inde."
24.
Thett suaridt hyndis keerr muoder,
for hun waar hastig och gram:
"Fuldliditt thør y eftter hynd spørre,
men y haffuer giort hynnd skaam."
25.
Thett suaridtt Mallfreds brøder,
thy thuog tiell dieris knyffue:
"Hade wor søster icke for deg beeditt,
thaa skulde thett haffue kaastit thit lyff!"
26.
Thett suaride Saallemand Thygesenn,
hand suarede ett ord med erre:
"Gyffuer y meg eders søster,
ieg haffuer hynder y hiarthett saa kierre!"

Den ældste danske viseoverlevering