Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 119
Side: 159 v
Titel: Linden paa Lindebjærg
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 205 C IV 186-187
Kommentar: IV 195a


1.
Lyndenn hun stander paa Lynndeberrig, 
hun bogner til iordenn med blade: 
her Eske hand locker hynnd lyden Kerstinn, 
seg selleff tiell angist och skaade. 
:: Hun byder hanom y-saa waarlig. ::

2.
Lydenn Kierstenn hun seeder paa Liendeberig, 
saa saare daa mone hun lange: 
"Huy mone icke her Esky kome, 
huy mone hand duelle saa lenge?" 

3.
Hyem kaam herre Esky, 
hand kaaste synn skiend offuer stang: 
"Saa mend wed, lidenn Kiersten! 
du thørdst icke efter meg lange. 

4.
Leg du nieder rød skaarlagenn, 
thag offuer deg kaaben blaa! 
saa mend weed, lyden Kierstenn, 
thu faar icke ryder y aarr." 

5.
Lydenn Kierstenn hun sieder y hyffue-lofftt, 
hun lader thy lønne-breff skryffue: 
saa sender hun denom op att land, 
syn kerre moder att gyffue. 

6.
Tthett melltt hyndis kierre muoder, 
der hun y brøffuen suo: 
"Ind wor thett saa ilde, 
att ieg skulde datter faa!" 

7.
Tthett meltte staltte frw Mettelild, 
hynder randt thaare paa brøste: 
"Gud nade theg, lydenn Kierstenn, 
thu skulde dynn fader mieste!" 

8.
Hun icke anditt wieste, 
ind thett hun ienne war: 
vd stuod herre Peder, 
hand linde paa hyndis ord. 

9.
"Laader, stalltte frw Mettellild! 
y thør icke saa quide: 
ieg well hynder well for fader staa, 
thett
[1] I udg.: "then".
stund meg wyndis lyffue."
 

10.
Tthett wor herre Pedder, 
hand beder denom saadell heste: 
"Wy well ride oss op att land, 
herr Eske well wy geeste." 

11.
Tthett wor herre Pedder, 
hand kaam der ridend y gaard: 
vd stuod here Esky, 
hand wor well suøbtt y muord. 

12.
"Ver well-komenn, herre Pedder, 
rydendis y myn gaard! 
thend brune mød, denn klaare wynn 
skaall werre for deg vspaartt." 

13.
"Icke saa er meg om dynn mød, 
ycke helder dynn klaare wyn: 
ieg well thaalle med lyden Kierstenn, 
och kerre datter mynn." 

14.
"Ieg haffuer gyffuett hynder Lyndebierigitt 
och der-till gaarde fem, 
ien vd-aff myn danesuend, 
huelcke[n] hun well haffue aff dem." 

15.
"Selliff maatt du haffue Lyndebierigit 
och der-till gaarde ny: 
ingenn aff dynn dannesuend 
løster hynder att haffue aff dy. 

16.
Du thogst hynder icke aff aager, 
dw thogst hynder icke aff engh: 
du thogst hinder y syn closter, 
aff hyndis iumfru-seng." 

17.
Tthett wor herre Peder, 
hand drog vd synn knyff: 
"Egtter du icke lydenn Kierstenn y dag, 
daa skall thett kaaste ditt lyff." 

18.
Hand drog vd synn brune braand, 
denn brende lygge som enn luoffue: 
daa rømitt herre Esky 
vdj den borig-stuoffue. 

19.
"Hør y thett, lydenn Kierstenn, 
y rader nu mytt lyff! 
ieg well eder alldrig suige, 
denn stund meg wyndis lyff." 

20.
Tthett wor gledde att sie der-paa, 
och halle miere ruoo: 
thett wor herre Esky, 
hand gaff lydenn Kierstenn syn thro. 
:: Hun byder hanom y-saa warlig. ::