Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 10
Side: 14 r
Titel: Kvindetroskab
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 260 Aa V,1. 92-94
Kommentar: V,1. 96-97


1.
Thett waar herre Peder, 
hand suøber seg hoffuet y skiend: 
saa gaar hand y hyffue-lofft 
for sin ker moder ind. 
:: Den sorrig wolder y, min herre! ::

2.
"Her seedder y, myn kerre moder! 
y kynder meg guode rad! 
ieg haffuer meg en iumfru loffnet
[1] I udg.: "loffuet".
 
for-vdenn myn frenders ra<d>. 

3.
Ieg haffuer hinder loffuet min chrestelig thro, 
dog ieg hind mentte aff haad: 
thett willde ieg giffue mitt guld saa rød, 
thett wy war adskylld baadde." 

4.
"Tha skaall ieg deg giffue 
thett beste rad, ieg kand: 
du sette deg y dynn snecke ny, 
thu seglle saa langtt fra land! 

5.
Thu segell deg først till Rome, 
och siddenn till Orsell-hiem! 
denn iumfrw loffuer seg en anden suend, 
lenge før du komer hiem." 

6.
"Ieg thaker eder, myn kierr moder! 
for eders guode rad: 
thett giffue Gud fader y Hemerrig, 
min rieese denn matte saa gaa!" 

7.
Her Pedder luod wiende op silcke-seegell 
med syn forgyldene raa: 
saa seglett hand fraa lande, 
hand war buod glad och frou. 

8.
Her Peder hand segler y haffuen saa hyfft, 
thett wor for-vden all møødde: 
thett spurde stalten Ellendsborig, 
hun sørgett saa saarre vnder ø. 

9.
Hand segglett seg først till Rom, 
och sidenn till Gier
[2]+1: I udg.: "Gier-vsalem".
Vsalenn:
 
saa lønlig tha war
[3] I udg.: "bar".
stalt Elensborig sorrig,
 
sa lenge til hand kaam hiem. 

10.
Hand war bortte y otte aar, 
siden thuog hand til att lange: 
"Nu well ieg hiem till land igen, 
ihuor mitt maall mone gange." 

11.
Saa kaaste dy derris aacker 
paa den huide saand: 
thett wor herre Peder, 
hand thrennd der først paa land. 

12.
Mett vdj denn borig-gard 
der axeller hand synn skieend: 
saa gaar hand y hyffue-lofft 
for syn kerr moder ind. 

13.
"Wer well-komen, herre Peder, 
wer well-komen hiem til meg! 
dynn iumfru hun er indnu vfest, 
thett kand ieg icke dølle for deg. 

14.
Wer well-komenn, here Peder, 
hiem aff fremede land! 
thinn iumfru hun er indnu vfest, 
dog hinder haffuer bedditt mangenn mand." 

15.
"Er denn iumfru indnu vfest, 
och syger y meg thett vnder øø: 
daa well ieg haffue hinder aff hierthett ker 
for nogen wardsens møø." 

16.
Dett war herre Pedder, 
hand laader ett geste-buod giøre: 
der biud<er>
[4] I udg.: "biuder".
hand till buod rider och suend
 
och saa buod fruer och møøer. 

17.
Dett war stallttenn Ellennsborig, 
hun ind aff skibbord thrend: 
thett wor here Pedder, 
hand smiller vnder skiend. 

18.
"Huem er osz denn fremidtt iumfru, 
her kaam i skibbit ind? 
huj ber hun saa blege kiend 
op vnder hind skaarlagen-skiend? 

19.
Huy mone hun berre saa blege kiend 
op vnder hind skarlagen rød? 
anten haffuer hun en lønlig sorrig, 
och hellder hindis herre er død." 

20.
Thett suordde stallttenn Ellennsborig, 
och hind rand thar paa kien<d>: 
"Saa men wett, here Peder! 
y weed wel sorgen myn. 

21.
Ieg haffuer icke andre herre
[5]L. 1-2: ere sagtens egentlig én Linje, der her er bleven udvidet, og Rimordet i L. 4 er sagtens wolditt. - Jeg tænker mig Verset restitueret saaledes: /Ieg haffuer icke herre, vden Gud och eder,//[min tro saa haffuer ieg holdit]://och aldrig sorig y mitt hiartte kom,//vden den, y haffuer meg woldit./
 
for-vden Gud och eder, 
och aldri<g> sorig y mitt hiartt, 
førend y haffuer wolditt meg dett. 

22.
Om affttenn skenker
[6] I udg.: "skenket".
ieg møyd och wynn
 
och buod for herer och førster: 
om natten fødde ieg beggis wor søn, 
dog ingen man<d> thett weste. 

23.
Ieg thog guld-kronne aff mitt hoffuett, 
ieg saattem
[7] I udg.: "saatten".
[8] dvs. satte den.
paa bredde bord:
 
min moder saad meg alldernest, 
hun weste icke aff min nød. 

24.
Stoffuen war hied, och møden war sød, 
thett ligtis meg fuld ilde: 
ieg haffde fuld ner for-kast mit liff 
for beggis woris woe<n>-snilde. 

25.
Ieg thog guld-bradsenn aff mitt brøst, 
guld-ringen aff huiden hannd: 
ieg sende eders sønn till fostermoder 
saa langt y fre<me>de land. 

26.
Edders sønn hand er skøtt woxenn, 
hand kand well ride synn hest: 
hand er kallditt saa thit en hette-barnn, 
thett angerr meg allermiest." 

27.
Tthett melltt herre Pedder, 
klaper hinder wed huiden kiennd: 
"Y thier quer, stalttenn Ellennsborig, 
hiartt-allerkereste minn! 

28.
I stander op, stalttenn Ellennsborig, 
y giffuer meg eders thro! 
i følger meg till myn fierne hiem, 
rader for min femtte[n] buo!" 

29.
Ther for
[9]+2: I udg.: "wor løst for".
løste ieg indenn skibsbord
 
och halff merre ruo: 
frem gick herre Pedder, 
gaff stalt Ellenns-borrig synn thro. 

30.
Maanitz-dag, der efter kaam, 
lood hand sitt brølup buo: 
saa gladlig loffuer hand stalt Ellennsborig, 
thennom bode til glede och ruo. 
:: D[en] s[orrig] wolldedt y, myn herre! ::