Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 1
Side: 1 r
Titel: Esbern og Sidsel
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 250 E IV 519-521
Kommentar: IV 540a
Generelle oplysninger: Visen er defekt i Begyndelsen, og da Hdskr. ikke har Versetal, kan det ikke vides hvor meget der mangler. 1,1-2 ere bevarede i Registret.


1
Fiskenn thager sinn føede y wannd, fisken tager sin føde i vand,
och ørnen alt med sinn klouff. og ørnen alt med sin klo.

[*] [*]

[2]
Thett war herre Espen, det var herre Esben,
klaper hinder wed huiden kind: klapper hender ved hviden kind:
"Thu sørge icke, aller-kereste min! "du sørge ikke, allerkæreste min!
ieg komer saa snart igen." jeg kommer så snart igen."
:: N[u] l[engis] d[en] h[erre] y l[andit] t[il] s[yn] k[erist]. :::: * * * * * * * * *. ::

[3]
Thett war skønne frw Sedselli[l]d, det var skønne fru Sisellil,
hun thog her Espenn y arum: hun tog her Esben i arum:
"Y lader eder mendis, min edlig herre, "I lader eder mindes, min ædlig herre,
ieg er med beggis wor baarn!" jeg er med begges vor barn!"

[4]
"Est du nu med beggis wor baarn, "est du nu med begges vor barn,
daa segne deg Gud [och] wor frw! da signe dig Gud [*] vor Fru!
y-huor som ieg y allwerdenn komer, ihvor som jeg i al verden kommer,
daa gaais du meg aldrig aff huoffue." da gåes du mig aldrig af hue."

[5]
Frw Sedsellild fulde her Espen til straand, fru Sisellil fulgte her Esben til strand,
hun glemer som røden guld: hun glimrer som røden guld:
thett wed Gud[-]fader i Hemerrig, det ved Gudfader i himmerig,
hindis hiarte war sorrig-fuld. hendes hjerte var sorrigfuld.

[6]
Her Espenn hand bød hinder guod[-]natt, her Esben han bød hender godnat,
hand thog hind y sin arem: han tog hend i sin arum:
taarenn falt aff hindis huiden kind tåren faldt af hendes hviden kind
vdj den herre hans haand. udi den herre hans hånd.

[7]
Thett war herre Espenn, det var herre Esben,
hand ind y skiben threend: han ind i skiben tren:
"Chrest segne theg, skønne frw Sedsellild, "Krist signe dig, skønne fru Sisellil,
hiartt[-]allerkereste min!" hjertallerkæreste min!"

[8]
Thett war herre Espenn, det var herre Esben,
luod styrre sitt skib fraa land: lod styre sit skib fra land:
thett war skønne frw Sedselli[l]d, det var skønne fru Sisellil,
[hun] daanit paa huiden saand. [*] dånet på hviden sand.

[9]
Her Espenn hand segler y haffuen vd, her Esben han sejler i haven ud,
saa lunt til fremme<de> land: så longt til fremmede land:
ther møtte hanom en hieddenske grøffue, der mødte hannum en hedenske greve,
hand thog hanom till sin faffuen.
[1] I udg.: "fang".
[2]jfr. 17,4.
 
han tog hannum til sin faven.

[10]
Ther war hand vdj XV aar der var han udi femten år
med suck och sorig y sinde: med suk og sorrig i sinde:
hand ønskit seg s<aa> thitt vdj Danemarck, han ønsket sig * tit udi Dannemark,
huosz allerkereste sin. hos allerkæreste sin.

[11]
Thj XV aar for-gangenn waar, de femten år forgangen var,
her Espenn hand lengis saa saare: her Esben han længes så såre:
"Nu well ieg hiem til land igenn, "nu vil jeg hjem til land igen,
ihuor min maall well gang." ihvor min mål vil gang."

[12]
Thett war herre Espenn, det var herre Esben,
haand thaaller till styrris-mand: han taler til styresmand:
"Thu skalt meg hiem-førre "du skalt mig hjem føre
till min egen land." til min egen land."

[13]
Saa wonde thi op thieris silcke-seggel så vunde de op deres silkesejel
sa hytt y for-gyldne raa: så højt i forgyldne rå:
saa seglett thi fraa landit vd, så sejlet de fra landet ud,
her Espen war buod glad och fruo. her Esben var båd glad og fro.

[14]
Thett war herre Espenn, det var herre Esben,
luod styrre sitt skib for land: lod styre sit skib for land:
thett war hans kerre broder, det var hans kære broder,
hand rider paa huiden saand. han rider på hviden sand.

[15]
Thett war herre Espenn, det var herre Esben,
hand thrend der først y land: han tren der først i land:
thett wor hans kerre broder, det var hans kære broder,
hand recker hanom huiden haand. han rækker hannum hviden hånd.

[16]
"Wer well-komenn, herre Espenn, "vær velkommen, herre Esben,
och kerre broder min! og kære broder min!
huor haffuer thu werit saa lenge hvor haver du været så længe
aff ferne-lande din?" af fædrnelande din?"

[17]
"Ieg agthett meg icke buortt att were, "jeg agtet mig ikke bort at være,
for-vden en wenter lang: foruden en vinter lang:
nu haffuer ieg werit bortte y XV aar, nu haver jeg været borte i femten år,
før
[3] I udg.: "for".
ieg bleff greffuen
[4] <dvs.> greben; rettere maaske: greffuens fang. (jfr. 9).
til fang.
 
for jeg blev greven til fang.

[18]
Thu sig meg, min kerre broder, du sig mig, min kære broder,
alt huad ieg spør nu theg: alt hvad jeg spørgr nu dig:
huor daa lider min vene høstru? hvor da lider min væne hustru?
oh huor
[5]en anden gl. Haand har over Linjen tilføjet: leds.
da skecker hun seg?"
 
og hvor da skikker hun sig?"

[19]
"Saa leffuer hinn skønne frw Sedselli[l]d, "så lever hin skønne fru Sisellil,
saa skecker hun seg med erre: så skikker hun sig med ære:
att war ieg kong i Danemark, at var jeg kong i Dannemark,
guldkronne skuld hun bere. guldkrone skul hun bære.

[20]
Dw haffuer hieme en høstru, du haver hjemme en hustru,
den wenist, nogen mand kand find: den vænest, nogen mand kan find:
thu haffuer en woxen datter, du haver en voksen datter,
du matt well mand-giffue hind." du måt vel mandgive hend."

[21]
Her Espenn thog pilligrimis-kleder paa, her Esben tog pilegrimesklæder på,
en staff vdj sinn hendde: en stav udi sin hænde:
saa gick hand till sin egenn gaard, så gik han til sin egen gård,
saa ingen mand hanom kiend. så ingen mand hannum kendt.

[23]
"Her staar y, skønne frw Sedsellild, "her står I, skønne fru Sisellil,
en riders frw saa fiien! en ridders fru så fin!
well y nu herberig laane vil I nu herberrig låne
en fattig pelligrim?" en fattig pilegrim?"

[24]
"Haffuer thu weritt till thinge, "haver du været til tinge,
oh haffuer thu werit til støffne? og haver du været til stævne?
haffuer thu icke werit paa den ø, haver du ikke været på den ø,
thu haffuer hørtt her Espenn nøffuen?" du haver hørt her Esben nævne?"

[25]
"Ieg haffuer weritt till tinge, "jeg haver været til tinge,
och ieg haffuer werit til støffne: og jeg haver været til stævne:
alt haffuer ieg hørtt, her Espenn alt haver jeg hørt, her Esben
komer snart y landen igen." kommer snart i landen igen."

[26]
"Huille du her y dage, "hvile du her i dage,
och huille du her y thuo! og hvile du her i to!
huil thu nu her enn manit, hvil du nu her en måned,
alt om deg thøckis saa!" alt om dig tykkes så!"

[27]
Saa sørgenn garr skønne frw Sedsellil, så sørgend går skønne fru Sisellil,
hun sørger y hiarthett saa saarre: hun sørger i hjertet så såre:
"Thett giffue Gud[-]fader i Hemerrig, "det give Gudfader i himmerig,
min kerrist hand hieme waare! min kærest han hjemme vare!

[28]
Hør du, guodenn pilligrim, hør du, goden pilegrim,
och huad ieg sieger deg: og hvad jeg siger dig:
haffuer du kiend her Espenn, haver du kendt her Esben,
da døll thett icke for meg!" da dølg det ikke for mig!"

[29]
Thett war herre Espenn, det var herre Esben,
hand kunde den frw icke suare: han kunne den fru ikke svare:
ha<nd> wende seg snarlig om igen, han vendte sig snarlig om igen,
hans øgen thi stuod i thaare. hans øjen de stod i tåre.

[30]
Thett war herre Espenn, det var herre Esben,
hand kaste sin skiend offuer stan<g>: han kaste sin skind over stang:
"Berre hand alldrig nogen riders naffuen, "bære han aldrig nogen ridders naven,
seg lenger dølle kand!" sig længer dølge kan!"

[31]
Buortt gick herre Espenn, bort gik herre Esben,
thog hinder y arum sin: tog hender i arum sin:
"Thu gled theg, skønne frw Sedsellild! "du glæd dig, skønne fru Sisellil!
her haffuer du kereste dinn." her haver du kæreste din."

[32]
Hand thog hinder lesterlig y sin arum, han tog hender listerlig i sin arum,
hand mindit hind for sinn mund: han mindet hend for sin mund:
"Loffuet were Gud[-]fader i Hemerrig, "lovet være Gudfader i himmerig,
ieg finder deg karsk och sund! jeg finder dig karsk og sund!

[33]
Hør thu nu, aller-kereste min, hør du nu, allerkæreste min,
allt huad ieg spør nu teg: alt hvad jeg spørgr nu dig:
huad hellder tha haffuer thu datter
[6]+2: Skriverens tilsigtede Rettelse fra "søner eller døtter".
eller søn,
 
hvad heller da haver du datter eller søn,
well thu thett sige meg?" vil du det sige mig?"

[34]
Tthett war stallte frw Sedsellild, det var stolte fru Sisellil,
hun thaller till suene thuo: hun taler til svende to:
"Y beder min datter ind for meg gaa, "I beder min datter ind for mig gå,
hun aldrig sinn faader suo!" hun aldrig sin fader så!"

[35]
Op stuod stalltenn Sieneld, op stod stolten Signild,
y silcke hun fletter sin haard: i silke hun fletter sin hår:
saa gaar hun y stoffuen [ind], så går hun i stuen [*],
hun alldrig sin fader før suo. hun aldrig sin fader før så.

[36]
Op stuod staltenn Sieneld, op stod stolten Signild,
hun war saa huid som lin: hun var så hvid som lin:
saa gick hun y stoffuen ind, så gik hun i stuen ind,
hun helsenet kerre fader sinn. hun hilsenet kære fader sin.

[37]
Hindis faader hand gick hind selleff imod, hendes fader han gik hend sellev imod,
hand thog hind y sin arum: han tog hend i sin arum:
"Loffuet were Gud[-]fader i Hemerig, "lovet være Gudfader i himmerig,
for-suonen er all min harum!" forsvunden er al min harum!"

[38]
Her Espenn thog sinn kerr datter, her Esben tog sin kær datter,
hand gifftte hinder vnder ø: han gifte hender under ø:
hand gaff hinder rig margreffuens sønn han gav hender rig margrevens søn
alt med sitt guld saa rød. alt med sit guld så rød.

[39]
Nu gleder seg skønne frw Sedsellild, nu glæder sig skønne fru Sisellil,
forsuonden er all hindis quide: forsvunden er al hendes kvide:
hun haffuer her Espen i landit igen, hun haver her Esben i landet igen,
hand wel nu hyem huosz hinder bliffue. han vil nu hjem hos hender blive.
:: N[u] er den herre y landen huosz sin kerrist. :::: * er den herre i landen hos sin kærest. ::