(Min eneste trøst for alle)

1
Myn eniste trøst for alle,	min eneste trøst for alle,
som ald myn glede haffuer y wold,	som al min glæde haver i vold,
thu wylt meg ycke vndfalle,	du vilt mig ikke undfalde,
thett beder yeg teg gandske mangefold;	det beder jeg dig ganske mangefold;
end[-]dog then klaffer hand woller thett metth sin list,	enddog den klaffer han volder det med sin list,
att yeg ycke hosz deg monnhe were,	at jeg ikke hos dig monne være,
daa andt ieg teg well, och thett er wist,	da and jeg dig vel, og det er vist,
bode y dyd och ære.	både i dyd og ære.
2
Huad kunne wy ther[-]tiill giøre,	hvad kunne vi dertil gøre,
att thett fortrider saa mange mand,	at det fortryder så mange mand,
att thy thett nu skulle høre,	at de det nu skulle høre,
att wy huer[-]annhen wel and;	at vi hveranden vel and;
wy wylle dog aldrig anneth giørhe eller tencke,	vi ville dog aldrig andet gøre eller tænke,
end huad som eren hører tiill,	end hvad som æren hører til,
myth hierte wyll ieg teg skencke,	mit hjerte vil jeg dig skænke,
thett were seg y[-]modt eller medt y[-]huem thett wyll.	det være sig imod eller med ihvem det vil.
3
Motte yeg ydelig hosz tegh were,	måtte jeg idelig hos dig være,
hiert[-]aller[-]kierste myn,	hjertallerkærste min,
thett war myn største begiere,	det var min største begære,
och bleff myth hyarte løst aff piin;	og blev mit hjerte løst af pin;
huilcket yeg hobis bode dag och natt,	hvilket jeg håbes både dag og nat,
att myn sag motte bliffue god,	at min sag måtte blive god,
och yegh motte finne teg brat,	og jeg måtte finde dig brat,
saa finge myn sorrig godt bod.	så finge min sorrig god bod.

Den ældste danske viseoverlevering