Ovelil og Tovelil

1
Offelill och hans brødere iii	Offelil og hans brødere tre
for kongens wrede saa kommhe thy.	for kongens vrede så komme de.
:: Sielff tuinget haffuer hun ham. ::	:: selv tvinget haver hun ham. ::
2
Thett war ycke for annhen sagh,	det var ikke for anden sag,
en kongen wille hans hustro haffue.	end kongen ville hans hustru have.
3
Toffuelil suober hund seg y skind,	Tovelil svøber hun sig i skind,
hund gar i lofft for kongen ind.	hun går i loft for kongen ind.
4
"Min edelig herre, wyll y meg loffue,	"min ædelig herre, vil I mig love,
att Offelil maa fred y lannen haffue?"	at Offelil må fred i landen have?"
5
Lenge stod kongen och tenckte ther-paa,	længe stod kongen og tænkte derpå,
alt huor hand konnhe Toffuelil gaatt antsuar faa.	alt hvor han kunne Tovelil godt ansvar få.
6
"Toffuelil, wylt du meg loffue,	"Tovelil, vilt du mig love,
denne natt alt hoss meg att soffue?	denne nat alt hos mig at sove?
7
Denne her natt altt hoss meg soffue,	denne her nat alt hos mig sove,
daa maa Offe uell fred y lannhen haffue."	da må Offe vel fred i landen have."
8
"Ieg har meg saa dann ^[1] I udg.: "dannis". en mannd,	"jeg har mig så dan en mand,
[først] ^[2]+2: aftrykt efter b, da teksten er afbleget og ulæselig i a. [saa] [will] ieg rade mett ham."	[] [] [*] jeg råde med ham."
9
Toffuelil suober hund seg y skind,	Tovelil svøber hun sig i skind,
hund gaer y lofft for Offe-lill ind.	hun går i loft for Offelil ind.
10
"Offelil, wyll y meg loffue	"Offelil, vil I mig love
yen natt hoss wor konge att soffue?	en nat hos vor konge at sove?
11
Iend natt hoss wor konge att soffue:	en nat hos vor konge at sove:
sidenn ma y fred y landen haffue."	siden må I fred i landen have."
12
Thett suarett Offelil, for han war wred:	det svaret Offelil, for han var vred:
"Yend natt och rett aldrig meer!	"en nat og ret aldrig mer!
13
Skalttu nu till kongen gaa,	skalt du nu til kongen gå,
daa drag ycke alt din røde guld paa!"	da drag ikke alt din røde guld på!"
14
Toffuelil gar tiill skrine,	Tovelil går til skrine,
som guld thet ligger y linne.	som guld det ligger i line.
15
Hund drog guld ud[-]offuer guld,	hun drog guld udover guld,
alle hinnes finger dem sette hund fuld.	alle hendes fingre dem sætte hun fuld.
16
Hund giøre seg mett end silche-snorr,	hun gjorde sig med en silkesnor,
det alle guld och perle paa iorden [stod]. ^[3] Aftrykt efter b (stodt), da teksten er afbleget og ulæselig i a.	det alle guld og perle på jorden [*].
17
Toffuelil hund suøber seg y skind,	Tovelil hun svøber sig i skind,
hund gar y lofft for kongen ind.	hun går i loft for kongen ind.
18
Toffuelil ind att dørren tren,	Tovelil ind ad døren tren,
kongen staar hind op igien.	kongen står hend op igen.
19
Kongen klapper paa hiunnet blat:	kongen klapper på hyndet blåt:
"Weltu, Toffuelill, huile her-paa?"	"vilt du, Tovelil, hvile herpå?"
20
"Ieg ehr ycke trett, yeg er ycke mod,	"jeg er ikke træt, jeg er ikke mod,
iend liden huill hund er well god."	en liden hvil hun er vel god."
21
"Heller will wy y hoffuet-lofft soffue,	"heller vil vi i højetloft sove,
eller wi will dricke mød y sede-stoue?"	eller vi vil drikke mjød i siddestue?"
22
"Først wyll wy y hoffuet-lofft soffue,	"først vil vi i højetloft sove,
siden wyll wy dricke mød y sede-stoue."	siden vil vi drikke mjød i siddestue."
23
Arlig om morgen, thett war dag,	årlig om morgen, det var dag,
Toffuelill kraffde sin morgen-gaffue.	Tovelil kravde sin morgengave.
24
Thett fick Toffuelil, for hun wor wen:	det fik Tovelil, for hun var væn:
Tømmerbye och Tømmerbie-lønn.	Tømmerby og Tømmerby len.
25
Tømmerbie och Tømmerbie-løn,	Tømmerby og Tømmerby len,
och Offe-lil fred y landen fick.	og Offelil fred i landen fik.
:: Sielff tuingeth haffuer hun ham. ::	:: selv tvinget haver hun ham. ::

Den ældste danske viseoverlevering