Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Hjertebogen
Nummer: 70
Side: 153 v
Titel: (Hemmelig længsel, hvor du er tung)
Trykt: T
Udgivet i: DV: 187 Aa III 105-106
Kommentar: V 265


1
Hiemmelig lengsell, huad thu est tung, hemmelig længsel, hvad du est tung,
huad du est tung att bere; hvad du est tung at bære;
du giør meg tiden och stunnen saa lang, du gør mig tiden og stunden så lang,
for huem skall yeg meg kiere; for hvem skal jeg mig kære;
thy werdenn er fuld aff falsck och suig, thi verden er fuld af falsk og svig,
thett kand yeg sielff besinne det kan jeg selv besinde
saa well blant fattig som blanth rige, så vel blandt fattig som blandt rige,
huor skal mand troskab fynne. hvor skal man troskab finde.

2
Mytt hierte haffuer seg end wen vdwold, mit hjerte haver sig en ven udvalgt,
thill ham star ald myn sinne, til ham står al min sinde,
vdi ord och tale er hand well stalt udi ord og tale er han vel stolt
y[-]huad hans menige monnhe were; ihvad hans meninge monne være;
men kand yeg fornømhe, att thett saa er, men kan jeg fornemme, at det så er,
som hand haffuer giffuet meg tiill kenne, som han haver givet mig til kende,
den suend er icke y werden tiill, den svend er ikke i verden til,
myn huff skall fra hannum wennhe. min hu skal fra hannum vende.

3
Men er ther noget suig y[-]blanth, men er der noget svig iblandt,
som osz kand bode att[-]skille, som os kan både adskille,
Herre Gud hand thett om[-]wenne kand, Herre Gud han det omvende kan,
alt om thett er hans wylle; alt om det er hans vilje;
o, Crist y hymmerig, mett ald din magt o, Krist i himmerig, med al din magt
beuar myn wen all[-]yennhe, bevar min ven alene,
och ladt thett were som wy haffuer sagt, og lad det være som vi haver sagt,
huem kand osz thett formene? hvem kan os det formene?