(Ingen ting ved jeg så dyre at være)

1
Inthett saa wed yeg durer att were	intet så ved jeg dyrer at være
alt werszens ting som trofast ær; ^[1] Sic udg.	alt verdsens ting som trofast er;
y fordom tiid liide mangen mand stor nød	i fordum tid lidte mangen mand stor nød
for tro och loffue, thy ær nu død;	for tro og love, de er nu død;
dog ware thett bere mett ærenn att død	dog vare det bedre med æren at død
end stanne for falsken klaffer bode bleg och rød.	end stande for falsken klaffer både bleg og rød.
2
Herre Gud naade then, som løcken hun ær wred,	Herre Gud nåde den, som lykken hun er vred,
hun setter saa mangen aff sin læd,	hun sætter så mangen af sin led,
thy ære saa glade, som luckenn ær mett,	de ere så glade, som lykken er med,
thy sørre saa saare, for ^[2] Sic udg. gleden ær skyld;	de sørge så såre, for glæden er skilt;
ennd kan Gud giøre myn lucke saa god,	end kan Gud gøre min lykke så god,
hand raader ynd yendgang myn angest bod.	han råder end engang min angest bod.
3
Om natten yeg lygger, skall rolig soffue,	om natten jeg ligger, skal rolig sove,
daa tencker yeg mest paa tro och loffue:	da tænker jeg mest på tro og love:
thenn myg well tiidt loffuet best,	den mig vel tit lovet bedst,
hand giør mig suig nu alszommest;	han gør mig svig nu alsommest;
y[-]huer huem som wyll lade alle wede sin grund,	ihver hvem som vil lade alle vide sin grund,
hand suiger siig selffuer saa mange[-]lund.	han sviger sig selver så mangelund.
4
Tro och loffue ær nu dreffen aff by,	tro og love er nu dreven af by,
yeg wenter thy wylle aff lannen fly,	jeg venter de ville af landen fly,
sandhed for epther hynne att lede,	sandhed for efter hende at lede,
thy wyltes for hyndh[-]annhen paa wyllen hede;	de vildtes for hinanden på vilden hede;
ieg frichter, thy fynnes rett aldrig y[-]gien,	jeg frygter, de findes ret aldrig igen,
thett syger yeg etther myn kieriste wenn.	det siger jeg eder min kæreste ven.
5
Nar wenner kommer samen mett kierlighed samfund,	når venner kommer sammen med kærlighed samfund,
thy gledis och frydis saa mangelund;	de glædes og frydes så mangelund;
nar som thy skulle skylles adt,	når som de skulle skilles ad,
daa bliffuer huer ij sin sted vglad,	da bliver hver i sin sted uglad,
thett giør then kierlighed met stor wold,	det gør den kærlighed med stor vold,
bedroffuer thy hiarter saa mangefuld.	bedrøver de hjerter så mangefold.
6
Nu ær yeg saa wyld, som fulen flyer y skyu,	nu er jeg så vild, som fuglen flyver i sky,
hand wed siigh huercken land heller liud, ^[3] Sic udg.	han ved sig hverken land heller ly,
end kand Gud hielpe aff all thenn nød	end kan Gud hjælpe af al den nød
och vnne mig for alt vnt then tymelig død.	og unde mig for alt ondt den timelig død.

Den ældste danske viseoverlevering