Vægtervise IV

1
Ieg wed, huor end suendh hand ær,	jeg ved, hvor en svend han er,
hand haffuer end frue vdy hiarthett saa kier,	han haver en frue udi hjertet så kær,
hand haffuer hind kierist vdi huu och saa vdi synne;	han haver hend kærest udi hu og så udi sinde;
hun ær thett well werth,	hun er det vel værd,
then ædelig dydelig quinne.	den ædelig dydelig kvinde.
2
Saa ydeligh daa tencker thendh suend vp[-]paa sin wen,	så idelig da tænker den svend oppå sin ven,
saa yenne rider hand fraa alle sin suenne	så ene rider han fra alle sin svende
all tiill then yennist, som hand haffuer kierist y hu;	al til den enest, som han haver kærest i hu;
hun ær thett well werdt,	hun er det vel værd,
then ædelig dydelig frue.	den ædelig dydelig frue.
3
Then suend ganger vnner then muer att staa,	den svend ganger under den mur at stå,
alt som hand wiste then wechter ynne laa,	alt som han vidste den vægter inde lå,
han røffte ^[1] I udg.: "roffte". tiil hannum, att hand skulle wed hannum tale:	han råbte til hannum, at han skulle ved hannum tale:
"Thu west myn brøst,	"du vedst min brøst,
thu kanth mig myth hiarte hussuale."	du kant mig mit hjerte husvale."
4
"Thu gack nær, thu lyuder ther[-]tiill, ^[2]L. 1-4: samme Rimord i svensk A; derimod har sv. B Rimet: "lyder paa" ∼ "blæse maa".	"du gak nær, du lyder dertil,
huad ^[3]+1: "naar jeg" sv. A; "huru jag" sv. B. yeg vdi hornet lege wyll;	hvad jeg udi hornet lege vil;
først daa hør myn røst, om thu kandth her[-]ynd komme, ^[4]L. 3-5: Rim mangler. Sv. A har i Stedet, at Vægteren vil blæse, naar Dagen kommer (Rim "komme" ∼ "fromme" i sv. A); i C træffes Rim: "nar du ser dag skinne altt offuer de grøne enge, tu vocte rider, att thu sofuer icke forlange", og samme Linjer genfindes i svensk B (men i et Vers, der svarer til dansk V. 7); sv. B har: /"the foglar the siungha och frögda sigh//ther dagen skall komma"/, men Fuglene er vel Laan fra V. 6 eller 7.	først da hør min røst, om du kant herind komme,
saa kommer teg gleden,	så kommer dig glæden,
och sorrigen monne tiig saarligen ^[5] I udg.: "snarligen". forgange."	og sorrigen monne dig snarligen forgange."
5 ^[6] V. 5 findes kun i A.
Then wechter hand war hans fulle[-]tro wen,	den vægter han var hans fuldetro ven,
hand hyalp hannum bade offuer muer och tynne	han hjalp hannum både over mur og tinde
alt tiill then yenniste, hans hierte hagde lagt y quale;	alt til den eneste, hans hjerte havde lagt i kvale;
saa glad daa waar suennen,	så glad da var svenden,
ther hand fick fruens tale.	der han fik fruens tale.
6
Thy ware daa tyll[-]samen end lyden stund, ^[7]L. 1-2: er rimeligvis forvansket; D svarer til sv. B (Rim: "to" ∼ "Jomfru", medens B svarer til sv. A (Rim: to ∼ nu).	de vare da tilsammen en liden stund,
thy hagde daa glede hundert tuszind[-]fuld,	de havde da glæde hundred tusindfold,
saa lenge then ^[8] Fejl for "thel" eller "tyll then". dagen monne thennum bode att[-]skyllie ^[9]L. 3-5: /"the lagho ther så lenghe//the fructadhe att daghen skulle komma"/ sv. B; /"the hafua huar annan kär i hugen och all sin sinne//som den är icke till//som them kan båden åthskillia"/ sv. A.	så længe den dagen monne dennum både adskille
alt mett stor sorrig;	alt med stor sorrig;
thett ær y[-]mod beggis theris wylle.	det er imod begges deres vilje.
7
Then wechter hand raaber paa muren saa: ^[10]L. 1-2: saa ∼ forstaa, saal. kun i A; qwäda ∼ vppå stundh sv. A; kvad ∼ lå sv. B.	den vægter han råber på muren så:
"Thett ær nu dag, som yeg forstaar, ^[11]L. 2-5: dansk A har sit nærmest tilsvarende i sv. A: /ty iagh seer dagen af himmelen nederskrijda//the foglar the siunga i villande marken vijda/, men Stroferne har vel oprindelig hørt til Slutningen af foregående Vers; dette kan begrundes deraf, at BCD i Slutningen af V. 7 har en Strofe om, at Ridderen skal vogte Jomfruens Ære, og dette Motiv hører sikkert til den oprindelige Tekst, da en saadan Opfordring er almindelig i de tyske Vægterviser (jf. ogsaa DV Nr. 66, V. 5).	"det er nu dag, som jeg forstår,
ieg seer then liussen som neder[-]foer aff hymmelen monne kommhe,	jeg ser den lysen som nederfor af himmelen monne komme,
thy fule thy siunge,	de fugle de synge,
thy gyrer thennum alle saa fromme."	de girer dennum alle så fromme."
8 ^[12] Nogle Opskrifter har, at hun søger at bortforklare Dagslyset: "det er det Skin, som plejer at komme før Dagen (sv. A); eller Jomfruen siger, at det er ikke Dag, men Vægteren søger (af Ondskab) at skille dem ad (sv. B).
Then frw hund suareth then wechter saa bratt:	den fru hun svaret den vægter så brat:
"Thu lyffuer, thu siiger vsant,	"du lyver, du siger usandt,
thett ær ycke nu foruden end liden tyme	det er ikke nu foruden en liden time
siden yeg kam y tale	siden jeg kom i tale
mett aller[-]kyeriste myn."	med allerkæreste min."
9 ^[13] findes kun i A, men sv. AB lader i det foregaaende Vers Jomfruen se gennem et Vindu eller lukke det op.
Then suend hand wdtt y[-]giennum winnuedt saa:	den svend han ud igennem vinduet så:
"Thett ær nu dag, som yeg forstaar,	"det er nu dag, som jeg forstår,
yeg seer nu then liusze morgen[-]stiernne."	jeg ser nu den lyse morgenstjerne."
Thy ^[14]+2: dvs. "derfor maa de". ma ^[15]+1: I udg.: "mathy". thy att[-]skyllies,	thi må de adskilles,
som samen wylle were giernne.	som sammen ville være gerne.
10
Suennen tog fruen y armen tyll siig:	svenden tog fruen i armen til sig:
"Then riger Crist befaler yeg tiig,	"den riger Krist befaler jeg dig,
Herre Gud setter yeg tiigh vdi giemme	Herre Gud sætter jeg dig udi gemme
for alle god wylle,	for alle god vilje,
wy haffue hafft tiill[-]samen saa lenge." -	vi have haft tilsammen så længe." *
11 ^[16] V. 11 findes ogsaa i sv. A, men før V. 10 og altsaa afgjort som Led i Samtalen.
Hagde yeg nøgelen tiill then dag,	havde jeg nøgelen til den dag,
yeg wylle hannum sencke y wyllene haff,	jeg ville hannum sænke i vildene hav,
saa thett skull nattis och aldrig dagis mær:	så det skul nattes og aldrig dages mer:
thy motte were samen,	de måtte være sammen,
som hagde huer[-]annen y hiarthett saa kyer.	som havde hveranden i hjertet så kær.

Den ældste danske viseoverlevering