Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Hjertebogen
Nummer: 42
Side: 70 v
Titel: Hr. Mortens Klosterrov
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 408 Aa VII 148-149
Kommentar: VII 157-158


1
Ieg wyll eder end wysse quede, jeg vil eder en vise kvæde,
huem der wyll lyde paa: hvem der vil lyde på:
alt huor then unge her Morten alt hvor den unge her Morten
troloffueth end skøn iunckfru. trolovet en skøn junkfru.
:: Meden thy rosser och thy liller thy gror well. :::: meden de roser og de liljer de gror vel. ::

2
Her Morthen feste iomfru Lizebett, her Morten fæste jomfru Lisebet,
bade dannis och dydelig; både dannis og dydelig;
thet fortrødt hans wenner, det fortrød hans venner,
for hund
[1] rettet fra hand.
war ycke rygh.
 
for hun var ikke rig.

3
Thett spurde iomfruens frender, det spurgte jomfruens frænder,
thett tyender gyck saa; det tidender gik så;
[thy] [suor] [om] then wolle Gud, [*] [*] [*] den volde Gud,
hand skulle hind aldrig faa. han skulle hend aldrig få.

4
Hans frender sende hannum aff landt hans frænder sendte hannum af land
ud[-]offuer then saltidt ryn; udover den saltet Rhin;
thy gaffue then iomfru y kloster, de gave den jomfru i kloster,
thett war modt alle hyndes sind. det var mod alle hendes sind.

5
Thett war herre Morten, det var herre Morten,
han kam daa hyem tiill landt; han kom da hjem til land;
saa sterck daa war thy tyender, så stærk da var de tidender,
som hannum kom tiill hand. som hannum kom til hånd.

6
Saa sterck daa war thy tyender, så stærk da var de tidender,
thy gyck hannum aller-næst: de gik hannum allernæst:
thy haffde giffuett y kloster de havde givet i kloster
then iomfru, som hand haffde fest. den jomfru, som han havde fæst.

7
Thett war herre Morten, det var herre Morten,
och suober
[2] I udg.: "swøber".
hand siig y skind;
 
og svøber han sig i skind;
saa gaar [hand] y hoffwett-lofft
[3] I udg.: "høffwett-lofft".
 
så går [*] i højetloft
for sin kyer fader ynd. for sin kær fader ind.

8
"Hører y thett, myn kyere fader, "hører I det, min kære fader,
y haffuer mig giortt then harm: I haver mig gjort den harm:
y haffue myn festemø y kloster giffueth, I have min fæstemø i kloster givet,
hun war ycke uden ett barn. hun var ikke uden et barn.

9
I haffue myg eders erende borth-sendt I have mig eders ærinde bortsendt
alt offuer then salthet søø; alt over den saltet sø;
nu
[4]+2: først skrevet nu ær yeg.
haff[u]ær y giffuen y kloster
 
nu haver I given i kloster
myn kiere festemø!" min kære fæstemø!"

10
"Hører du, kyere sønnen myn, "hører du, kære sønnen min,
thu skalth ycke ther[-]før
[5] I udg.: "ther-for".
quide
 
du skalt ikke derfor kvide
yend fast ryger iomfru en fast riger jomfru
och den wyll yeg tiig giffue." og den vil jeg dig give."

11
"Langt heller wyll yeg myn festemø "langt heller vil jeg min fæstemø
alt y hynnes skarlagen smaa, alt i hendes skarlagen små,
end yeg wyll her rydder Stiis datther end jeg vil her ridder Stigs datter
mett alth thett godtz, hun eyer!"
[6] I udg.: "[aa]".
 
med alt det gods, hun ejer!"

12
"Hører thu thett, myn kyere søn, "hører du det, min kære søn,
thu tenck nu paa myn radt: du tænk nu på min råd:
saa lidet haffuer Lizebeth rødet guld, så lidet haver Lisebet rødet guld,
end mynde grøner iord." end mindre grønner jord."

13
"Ieg skøtter ycke om hynnes guld heller yord, "jeg skøtter ikke om hendes guld heller jord,
thett siiger [yeg] etther for sant: det siger [*] eder for sand:
yeg haffuer hynne giffuet myn kristelig tro, jeg haver hende givet min kristelig tro,
yeg holler thett, om yeg kand!" jeg holder det, om jeg kan!"

14
Thett war ung her Morten, det var ung her Morten,
hand raader mett broder synd: han råder med broder sin:
"Huor skall yeg faa aff kloster "hvor skal jeg få af kloster
och kyere festemø myn?" og kære fæstemø min?"

15
"Lader du dyg kleder skere, "lader du dig klæder skære,
legh deg paa børen
[7] I udg.: "boren".
under øø:
 
læg dig på båren under ø:
yeg wyll mig borth-ryde tiill klostereth jeg vil mig bort ride til klosteret
och siig, attu est døød." og sig, at du est død."

16
Hand lade siig paa bører
[8] I udg.: "boren".
leg,
 
han lade sig på bårer læg,
thett spurdes saa wyde unner øø
[9]+5: I udg.: "øø".
[10] ogsaa a gentager foran linie 3: yeg will myg borth ryde.
yeg will myg borth ryde;
 
det spurgtes så vide under ø jeg vil mig bort ride;
her Nielis redt tiill klostereth her Nielaus red til klosteret
och klaffueth sin broders død. og klaget sin broders død.

17
Thett war her Nylaus, det var her Nielaus,
hand ynd att klosteredt treen; han ind ad klosteret tren;
thett war alle thy kloster-iomfru, det var alle de klosterjomfru,
thy stander [hannom] op y-gien. de stander [*] op igen.

18
"Hell sydder y, alle kloster-iomfru, "hel sidder I, alle klosterjomfru,
yeg kyerer for etther myn nød: jeg kærer for eder min nød:
thett myn broder, her Morten, det min broder, her Morten,
hand ligger paa baren død." han ligger på båren død."

19
Alle daa sagde
[11] I udg.: "sadde".
thy kloster-iomfru,
 
alle da sade de klosterjomfru,
thy gaffue thett lidett y gien,
[12] I udg.: "giem".
 
de gave det lidet i gem,
foruden iomfru Lizebet, foruden jomfru Lisebet,
hund kaste bode sax och søm. hun kaste både saks og søm.

20
"Hører y thett, y kloster-iomfruer: "hører I det, I klosterjomfruer:
yeg gyffuer etther gode gaffue, jeg giver eder gode gave,
maa yeg her Morten myn broders liig må jeg her Morten min broders lig
udi eders kloster begraffue." udi eders kloster begrave."

21
Thett suardt iomfru Lyzebet, det svard jomfru Lisebet,
hun war saa wenner end mø: hun var så væner en mø:
"Y begraffuer hans liig y klosterens kircke, "I begraver hans lig i klosterens kirke,
hand ær thend ære well werdt!" han er den ære vel værd!"

22
Saa saare gred iomfru Lyzebeth så såre græd jomfru Lisebet
alt unner sind skarlagens-skind, alt under sin skarlagensskind,
der thy førde her Mortens lig der de førte her Mortens lig
y Slangerup kloster ynd. i Slangerup kloster ind.

23
Messen hun war sungeth, messen hun var sunget,
och folcketh thett foer hyem; og folket det for hjem;
daa lad thy her Mortens liig da lod de her Mortens lig
och
[13] kun i a.
stanne y kirckenn y-gien.
 
og stande i kirken igen.

24
Thett war iomfru Lyzabet, det var jomfru Lisebet,
thend op thy woxe-lius nyu; tændt op de vokselys ni;
alt for her Mortens liig-bar alt for her Mortens ligbår
saa satte hund alle [thy]. så satte hun alle [*].

25
Hund sette siig hoss hans liig-bode,
[14] I udg.: "liig-bore".
[15] liig | bode (DgF).
 
hun sætte sig hos hans ligbåre,
hund wred sind hinder aff nød: hun vred sin hænder af nød:
"Thett sye Wor-herre forkierth, "det se Vorherre for kært,
yeg bleff ycke y wogen død! jeg blev ikke i vuggen død!

26
Ieg bleff gyffuen y kloster jeg blev given i kloster
y-mod myn yaa och wylle; imod min ja og vilje;
thett giørt beggis wor frender, det gjort begges vor frænder,
thy wylle oss bode att-skillie. de ville os både adskille.

27
I bleff udaff landet send, I blev udaf landet sendt,
thet ær myn største quyg: det er min største kvid:
yeg kunne eder ycke forind
[16] I udg.: "førind".
finde,
 
jeg kunne eder ikke førend finde,
for
[17] I udg.: "før".
yeg fant eder liigh."
 
før jeg fandt eder lig."

28
Saa saare da greed then iomfru, så såre da græd den jomfru,
och huy-then hand slo; og hviden hånd slog;
paa baren laa then rydder, på båren lå den ridder,
saa hyertelig hand loo. så hjertelig han lo.

29
Op stod her Morten, op stod her Morten,
hand gad ycke lenger hørt then harm; han gad ikke længer hørt den harm;
hand lade aff sin lig-kleder, han lagde af sin ligklæder,
tog iomfru[en] y sin arm. tog jomfru i sin arm.

30
"Hører y thett, myn kiere feste-mø, "hører I det, min kære fæstemø,
y lader bort-fare eders harm! I lader bortfare eders harm!
thett ær eders festemand, det er eders fæstemand,
ther
[18] kun i ab.
y haffuer y etthers arm.
 
der I haver i eders arm.

31
Hesten staar y pyle-gardt, hesten står i pilegård,
och thy ær alle sort; og de er alle sort;
suennen ær y yernen kledt, svenden er i jernen klædt,
ther eder skall følle bort." der eder skal følge bort."

32
Thett war herre Morten, det var herre Morten,
slo offuer hynd skarlagen smaa; slog over hend skarlagen små;
saa fullis thy bade saa lustelig så fulgtes de både så lystelig
alt offuer then kloster-gaard. alt over den klostergård.

33
Alle daa sade thy kloster-iomfruer, alle da sade de klosterjomfruer,
thy leste y theris bog; de læste i deres bog;
thy tenckte, thett war Gudtz engell, de tænkte, det var Guds engel,
ther yomfru Lizebett tog. der jomfru Lisebet tog.

34
Alle daa sade thy kloster-iomfruer, alle da sade de klosterjomfruer,
och tenckte huer wed siig: og tænkte hver ved sig:
"Giffue thett Gud-fader y hymmerig, "give det Gudfader i himmerig,
han wylle saa hynte myg!" han ville så hente mig!"

35
Tack haffue her Morten, tak have her Morten,
hand holt saa well syn tro: han holdt så vel sin tro:
hand førde hynd tiill sin faders gaard, han førte hend til sin faders gård,
ther lod hand siitt brollup
[19] I udg.: "brøllup".
boo.
 
der lod han sit bryllup bo.
:: Meden thy rosser och thy liller gror well. :::: meden de roser og de liljer gror vel. ::