(O Gud hvor jeg længes)

1
O Gud huor meg lenges	o Gud hvor mig længes
epther then yeg well vnner,	efter den jeg vel under,
then hyerte[-]aller[-]kyeriste myn;	den hjerteallerkæreste min;
att wy skulle nu att[-]skyllis	at vi skulle nu adskilles
thett giør myth hiarte stor pine,	det gør mit hjerte stor pine,
o Gud, hielp mig aff thenne nød.	o Gud, hjælp mig af denne nød.
2
Thett første yeg hynne mett øgen saa,	det første jeg hende med øjen så,
yeg mente myth hyarte skulle sunner[-]gaa,	jeg mente mit hjerte skulle søndergå,
forind yeg motte mett hynne tale;	førend jeg måtte med hende tale;
hun monne mig well befalle,	hun monne mig vel befalde,
yeg vnner hynne best for alle,	jeg under hende bedst for alle,
myth hyarthe ieg hynne gaff.	mit hjerte jeg hende gav.
3
Hun lade mytt hyerte y tuang,	hun lade mit hjerte i tvang,
fast monne yeg epther hynne lange,	fast monne jeg efter hende lange,
syden først yeg hynne saa;	siden først jeg hende så;
then store sorrig och quide,	den store sorrig og kvide,
der yeg her y monne sidde,	der jeg her i monne sidde,
om hun will tencke ther[-]paa.	om hun vil tænke derpå.
4
Ther næst yeg hynne monne fynne,	der næst jeg hende monne finde,
hun merketh thett paa myn syde ^[1] I udg.: "synde".	hun mærket det på min sinde
myn sorrig och store attra;	min sorrig og store attrå;
thy monne yeg hynne tiill skriffue,	thi monne jeg hende til skrive,
thett same hun meg betede,	det samme hun mig betede,
myn glede ehr vdi hynnes wold.	min glæde er udi hendes vold.
5
Ieg loffuett hynne tro mett alle,	jeg lovet hende tro med alle,
yeg wyll hind aldrig forlade,	jeg vil hend aldrig forlade,
then tro yeg haffuer hynne sagt;	den tro jeg haver hende sagt;
skall hun mig trofast fynne	skal hun mig trofast finde
y hw, hiarte och sind,	i hu, hjerte og sind,
for nogen ieg haffuer seett.	for nogen jeg haver set.
6
Wyste yeg hynne nogett tiill wylle kunne were,	vidste jeg hende noget til vilje kunne være,
hun skulle thett yck aff myg begiere,	hun skulle det ikk af mig begære,
ieg wyll thett selff betencke;	jeg vil det selv betænke;
hynne vden alle møde	hende uden alle møde
wyl yeg thett giernnhe giøre	vil jeg det gerne gøre
ieg wyste hynne tiill wylle kunne were.	jeg vidste hende til vilje kunne være.
7
Hynnes fryntelig ord och tale	hendes fryntelig ord og tale
thi tuinger myth hyarthe saa saare,	de tvinger mit hjerte så såre,
y kand thett well paa myg see;	I kan det vel på mig se;
hynnes bogstaff haffuer yeg ynd[-]skreffuit	hendes bogstav haver jeg indskrevet
forynnen myth hyarte att bere	forinden mit hjerte at bære
ynd[-]tiill myn siiste tiid.	indtil min sidste tid.
8
Hynnes trofast ord och taale	hendes trofast ord og tale
thy kunne mytt hyarte hussuale,	de kunne mit hjerte husvale,
hun ær och dydeligh;	hun er og dydelig;
hynnes skønhed kand yngen beskriffue,	hendes skønhed kan ingen beskrive,
yeg kand thett ycke heller fuld[-]siige,	jeg kan det ikke heller fuldsige,
for thett wmugeligt ær.	for det umueligt er.
9
O Gud, som alting raader,	o Gud, som alting råder,
wyltu myn allerkyeriste beware	vilt du min allerkæreste bevare
myn hob och all myn trøst:	min håb og al min trøst:
att yeg motte hynne fynne,	at jeg måtte hende finde,
som yeg haffuer kyerist y synde	som jeg haver kærest i sinde
for nogen y werden ær.	for nogen i verden er.
10
Den pryss wyll yeg hynne giffue,	den pris vil jeg hende give,
neppelig fynner mand hynnes lige,	næppelig finder man hendes lige,
lede siig all werden omkringh;	lede sig al verden omkring;
alt bode y ordt och tale,	alt både i ord og tale,
thy giøre mig lange dage,	de gøre mig lange dage,
myth hierte ær kommerfuld.	mit hjerte er kummerfuld.
11
O Gud, som alting raader,	o Gud, som alting råder,
wyltu hussuale oss bode,	vilt du husvale os både,
att wy motte fynnes brath;	at vi måtte findes brat;
thu æst then thett kand giøre,	du est den det kan gøre,
y[-]nar thett ær thin wylle,	inår det er din vilje,
o Herre, yeg beder dyg.	o Herre, jeg beder dig.
12
Vden yeg maa hoss hynde blyue	uden jeg må hos hende blive
løster myg ycke lenger att leffue,	lyster mig ikke længer at leve,
och yngen glede begiere,	og ingen glæde begære,
vden yeg motte hynne fynne,	uden jeg måtte hende finde,
som ær myn raad och synne,	som er min råd og sinde,
min glede ær y hinnes wold.	min glæde er i hendes vold.
13
Ieg motte ycke mett hynne tale	jeg måtte ikke med hende tale
thend tiid wy skyllis adtt bade,	den tid vi skilles ad både,
thett gyorte myth hyarte stor [we]; ^[2] mangler	det gjorde mit hjerte stor [*];
[thend] ^[3] mangler skelsmøs meg aller thett ^[4]+1: I udg.: "aff". aff hierthett gaar,	[*] skilsmis mig aller det af hjertet går,
och motte yeg leffue y tuszind aar,	og måtte jeg leve i tusind år,
for thett wmugeligt ær.	for det umueligt er.
14
Nu ær thend wysze end ende,	nu er den vise en ende,
Gud osz synd naade sende,	Gud os sin nåde sende,
att wy motte leffue	at vi måtte leve
hoss Gud vdi hymmerigh,	hos Gud udi himmerig,
ewindeligh hoss hannum att blyffue	evindelig hos hannum at blive
och thett euige liff att fanghe.	og det evige liv at fange.

Den ældste danske viseoverlevering