Håndskrift: Hjertebogen
Nummer: 39
Side: 64 r
Titel: (Den tid og stund gøres mig så lang)
Trykt: T
Udgivet i: DV: 184 A III 102-104
Kommentar: V 262
1 | |
| Den tyd och stund giørs myg saa lang, | den tid og stund gørs mig så lang, |
| myn kyerist wyll ycke komme tiill landt, | min kærest vil ikke komme til land, |
| y alt myth hierte bær yeg stor tuang, | i alt mit hjerte bær jeg stor tvang, |
| thett siiger yeg paa myn tro och sandt; | det siger jeg på min tro og sand; |
| skall thett saa lenge for mig bliffue, | skal det så længe for mig blive, |
| yeg kand hannum ycke fynne, | jeg kan hannum ikke finde, |
| daa maa yeg gleden offuer[-]giffue, | da må jeg glæden overgive, |
| stor sorrig maa mig offuer[-]wynne. | stor sorrig må mig overvinde. |
2 | |
| Thett siiste synd wy skylles att, | det sidste sind vi skilles ad, |
| thaa loffuet hand myg saa, | da lovet han mig så, |
| wy skulle fuld[-]snarlig findis y[-]gien, | vi skulle fuldsnarlig findes igen, |
| meg skulle ycke tuille ther[-]paa; | mig skulle ikke tvivle derpå; |
| saa gladelig bode yeg hannum gode[-]nat, | så gladelig bøde jeg hannum godenat, |
| yeg kunde ycke paa saa ringe tencke; | jeg kunne ikke på så ringe tænke; |
| den lengels hun kom saa offuer[-]bratt | den længsel hun kom så overbrat |
| och monne mig gleden forkrencke. | og monne mig glæden forkrænke. |
3 | |
| Hand ær fraa myg saa lang end wey, | han er fra mig så lang en vej, |
| yeg ycke tiill hannum kand spørge | jeg ikke til hannum kan spørge |
| enthen mett bud heller breff, | enten med bud heller brev, |
| huad kand yeg der[-]tiill giøre; | hvad kan jeg dertil gøre; |
| were [1] dvs. wore. hand end tuszind myle fraa migh, | være han end tusind mile fra mig, |
| yeg wyll ham aldrig forgette, | jeg vil ham aldrig forgætte, |
| hand skall mig aldrig aff hierthett gaa, | han skal mig aldrig af hjertet gå, |
| thett haffuer yeg hannum loffuet. [2] Fejl for "yet" (∼ "forget"). | det haver jeg hannum lovet. |
4 | |
| Saa offte monne wy thett begiere, | så ofte monne vi det begære, |
| thett wy motte samen bliffue, | det vi måtte sammen blive, |
| ieg wedt thett kand dog ycke ske, | jeg ved det kan dog ikke ske, |
| thett hob maa wy platt offuer[-]giffue; | det håb må vi plat overgive; |
| men for nogen tiid kand mand ycke forsuerge | men for nogen tid kan man ikke forsværge |
| enthen nu heller nogen synne, | enten nu heller nogen sinde, |
| thett haffuer for [3] dvs. før. skeett, saa vnnerlig haffuer weritt, | det haver før sket, så underlig haver været, |
| thett kand wy mange[-]steds finne. | det kan vi mangesteds finde. |
5 | |
| Ieg haffuer ham y mytt hyarte saa kyer | jeg haver ham i mit hjerte så kær |
| for alt thett Gud haffuer skafft, | for alt det Gud haver skabt, |
| huad heller hand ær fiernn heller nær, | hvad heller han er fjern heller nær, |
| Crist giffue hannum tuszind gode[-]natt; | Krist give hannum tusind godenat; |
| yeg haffuer hans hierte saa offte forsøgt, [4]L. 5-8: bør læses: /yeg haffuer hans hierte saa offte forsøgt,/ /yeg wed, huor hand monne were tiill sind;/ /tii er myn sorrig mett gleden forøgt,/ /Gud vnne mig hannum att finne./ | jeg haver hans hjerte så ofte forsøgt, |
| yeg wed huor hand monne were, | jeg ved hvor han monne være, |
| tiill sind tiid er myn sorrig mett gleden forøgt, | til sin tid er min sorrig med glæden forøgt, |
| Gud vnne mig hannum att finne. | Gud unde mig hannum at finde. |