Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Hjertebogen
Nummer: 38
Side: 62 v
Titel: (Krankelige værk, sig mig nu)
Trykt: T
Udgivet i: DV: 253 III 201-202
Kommentar: V 362-363
Generelle oplysninger: Visen synes at være digtet under en alvorlig Sygdom (sml. "Kranckelig werck" 1,1, "dødelig werck" 4,7, "dødtzens kranckhed" 5,3), men er paa mange Steder uklar, særlig i V. 1 og V. 3,5-8, idet Digteren synes at have taget mere Hensyn til Rimene end til Meningen. Ogsaa Overleveringen kan være fordærvet, se Bemærkningerne til Rimordene i V. 4,4 og 5,7.


1
Kranckelig werck, siig myg nu tyll, krankelig værk, sig mig nu til,
huy thu myth hyerte y sorrigen haffuer lagt; hvi du mit hjerte i sorrigen haver lagt;
then konst, thu haffuer, yeg proffue
[1] dvs. bevise.
wyll,
 
den kunst, du haver, jeg prøve vil,
epther sin wyllie haffuer mig før sagt; efter sin vilje haver mig før sagt;
ey soll, ey mon eller styernne smaa ej sol, ej mån eller stjerne små
then løst skulle kunne beskriffue och betencke, den lyst skulle kunne beskrive og betænke,
huor tuenne hierte thy samen groe, hvor tvende hjerte de sammen gro,
som thi war bunden y lencke. som de var bunden i lænke.

2
Ieg vnner
[2] dvs. undrer.
ther[-]paa thett blomster saa bold,
 
jeg undrer derpå det blomster så bold,
syne blomster monne thaa wdsprede sine blomster monne da udsprede
for frost och kuld saa mange[-]fuld
[3] dvs. mangfoldigt.
 
for frost og kuld så mangefold
then wynter haffuer tiill rede; den vinter haver til rede;
thy mange ær tyll ther haffuer
[4]+2: dvs. tyer hen til.
tiill[-]flucht,
 
thi mange er til der haver tilflugt,
wylle aff thett blomster bryde ville af det blomster bryde
ynden
[5] dvs. i.
feyerste glede for sin wellucht,
 
inden fejerste glæde for sin vellugt,
theris wyllie kunde thy ycke nyde.
[6] dvs. opnaa.
 
deres vilje kunne de ikke nyde.

3
Stor lengels, thu haffuer myth hyerte spend, stor længsel, du haver mit hjerte spændt,
thy yeg wyll trofast bliffue, thi jeg vil trofast blive,
yeg tør ycke siige, huad yeg haffuer tenckt, jeg tør ikke sige, hvad jeg haver tænkt,
then klaffer wyll myg beliffue; den klaffer vil mig belyve;
aff nogen kunst betencke myg rett, af nogen kunst betænke mig ret,
huilcke yeg myn ord tør øffue, hvilke jeg min ord tør øve,
men aff end iumfrw trofast
[7]+2: dvs. har aflagt Troskabsløfte.
haffuer yett,
 
men af en jomfru trofast haver jæt,
sin kierist faller hun tiill føige. sin kærest falder hun til føje.

4
I
[8]+2: dvs. dengang.
thend synde war hun hannum saa blid,
 
i den sinde var hun hannum så blid,
thy monne tiill[-]samen were, de monne tilsammen være,
hende betend
[9] dvs. opflammede.
then kyerlighed mett sin yld,
 
hende betændt den kærlighed med sin ild,
hun skenckte hannum tro och loffue;
[10] Rimet kræver ære.
 
hun skænkte hannum tro og love;
thi yngen mandtz hierte kand were saa sterck, thi ingen mands hjerte kan være så stærk,
then lust skulle kunne beskriffue den lyst skulle kunne beskrive
vden angest och noed, heller dødelig werck, uden angest og nød, heller dødelig værk,
ther
[11] dvs. som.
thy hind[-]annen monne giffue.
 
der de hinanden monne give.

5
Elendighed, myn største begiere, elendighed, min største begære,
then tiid yeg maa tha frøchte, den tid jeg må da frygte,
naar dødtzens kranckhed hun mig tiill siiger
[12] dvs. ser.
 
når dødsens krankhed hun mig til seer
och giør y[-]mod myn tucke:
[13] dvs. Tykke, Ønske.
 
og gør imod min tykke:
tha hobis mig tiill Gud, han worder osz blyd, da håbes mig til Gud, han vorder os blid,
nar wy skull heden
[14] dvs. herfra.
gange,
 
når vi skul heden gange,
wy elste
[15] dvs. elskede.
huer[-]andre och hagde then løst
[16] Rimet kræver id.
 
vi elskte hverandre og havde den lyst
saa ma wy gledenn fange. så må vi glæden fange.