(Jeg red mig ud at spadsere en stund)

1
Ieg red meg wd spatzer enn stund,	jeg red mig ud spadser en stund,
ther war saa skiønnt y roszenns[-]lund,	der var så skønt i rosenslund,
och wegen giorthes meg saa lannge.	og vejen gjordes mig så lange.
2
Omkring thend lund er haffuelle ^[1] I udg.: "haffuellewerck". ^[2] haffuelle (werck mangler).	omkring den lund er havele
med konster giordt saa møgen sterck,	med kunster gjort så megen stærk,
och ther kannd ingen ind komme.	og der kan ingen ind komme.
3
Wdj thenn lund ther leger enn hund,	udi den lund der ligger en hund,
hand giør, hand gloer j allenn stund,	han gør, han glor i allen stund,
och roszenn thennom ^[3] Fejl for "then". will hannd ware.	og rosen dennum vil han vare.
4
Saa fannger mand tha att thage thill war,	så fanger man da at tage til var,
y[-]naar thennd hund gannger aff gaarde,	inår den hund ganger af gårde,
y[-]hueme med roszenn will thalle.	ihveme med rosen vil tale.
5
Ihuem y[-]giemmell skouenn skall ride med lyst,	ihvem igemmel skoven skal ride med lyst,
hand skall sig icke frøgte for huerenne kuest,	han skal sig ikke frygte for hver ene kvist,
om hannd ther egiemmell skall komme.	om han der igemmel skal komme.
6
Ihuem som begerer enn wogenn aff guld,	ihvem som begærer en vogen af guld,
will løckenn ellers were hannom huld,	vil lykken ellers være hannum huld,
hannd fanger ther wist enn nogell ^[4] dvs. Nagle; Meningen maa være, at den der ønsker noget stort, dog altid kan gøre sig Haab om at opnaa en lille Del deraf; jfr.: "Dend der tracter effter en Guldvogn, faar hand ey meere, da faar hand en Lundsticke [dvs. Pind, der holdt Hjulet fra at skride ud over Aksen]" S. Povelsen: Prosodia Danica 1672 S. 243. aff.	han fanger der vist en nagle af.
7
Ieg wed icke mere paa thenne her sinde,	jeg ved ikke mere på denne her sinde,
ennd ald ere och dyd er kommen aff quinde,	end al ære og dyd er kommen af kvinde,
huem dede will rettelig agte.	hvem dette vil rettelig agte.

Den ældste danske viseoverlevering