Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Dronning Sophias visebog
Nummer: 62
Side: 273
Titel: (Jeg havde agtet i fryden at leve)
Trykt: T
Udgivet i: DV: 163 C (A: III 73)
Kommentar: C: V 241-242


1
Ieg hade mig achte y fryden at leffue, jeg havde mig agte i fryden at leve,
nu er thet sig anderledis for mig bleffuen, nu er det sig anderledes for mig bleven,
ieg er ganndske elenndig; jeg er ganske elendig;
thend som al[-]thingeste haffuer y wold, den som altingeste haver i vold,
kand mig well gledenn sende. kan mig vel glæden sende.

2
Dog herrethienneste holder mig m[in] a[ller] k[ierist] fra, dog herretjeneste holder mig * * * fra,
dog skall mit hierthe hus hannom staa dog skal mit hjerte hos hannum stå
och stadig hosz hannom att bliffue, og stadig hos hannum at blive,
thj ieg will were hannom huld aff hierthens grund thi jeg vil være hannum huld af hjertens grund
thend stundt, ther ieg maa leffue. den stund, der jeg må leve.

3
Hanns farffue hun er idelige grhaa, hans farve hun er idelige grå,
thennd rige Christe hannom wochte maa den rige Kriste hannum vogte må
fra falske klaffers munde, fra falske klaffers munde,
Gud lade osz aller for thennom att komme. Gud lade os aller for dennum at komme.

4
Thet sidste sinde wy skillis att, det sidste sinde vi skilles ad,
tha wor ieg lidet aff hierthet glad, da var jeg lidet af hjertet glad,
men sorige[-]fuld thil sinde, men sorrigefuld til sinde,
dog haabis ieg saa stadigh thil Gudt, dog håbes jeg så stadig til Gud,
hannd vnder mig hannom snartt at finde. han under mig hannum snart at finde.

5
Thennd rige Christ y himmerig den rige Krist i himmerig
befaller ieg nu allerkierist mine, befaler jeg nu allerkærest mine,
hanndt beuare hannom fra ald fare, han bevare hannum fra al fare,
thj hanndt er throfast aff hierthenns grund, thi han er trofast af hjertens grund,
ieg will hannom aller forlade. jeg vil hannum aller forlade.