Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Dronning Sophias visebog
Nummer: 61
Side: 272
Titel: (Ingen på min bag skænder)
Trykt: T
Udgivet i: DV: 273 III 232-233
Kommentar: V 389
Generelle oplysninger: Visen synes opskrevet efter mundtlig Tradition, da Teksten er i højeste Grad forvansket og forvirret.
Omkvædet er muligvis paavirket af DgF Nr. 38, 286, 305.


1
Ingen paa min bag
[1] dvs. Ryg.
skiender,
 
ingen på min bag skænder,
thenncker hand sig ret omkringh; tænker han sig ret omkring;
huem thenne werden kiender hvem denne verden kender
med sin natturlig springh,
[2] dvs. Krumspring?
 
med sin naturlig spring,
hannd lader sig well nøy han lader sig vel nøj
med sin egen partt, med sin egen part,
sin skrem
[3]Således DV.
[4] dvs. Skrømt?
hand
[5] dvs. han dog.
monne prøffue,
[6] bør vist ombyttes med øffue i næste Linje.
 
sin skrømt han monne prøve,
huadt mand monne dagelig att øffue. hvad man monne dagelig at øve.
:: Aff lenngelsze giøris thiden mig lanng. :::: af længelse gøres tiden mig lang. ::

2
Huor[-]ner
[7] dvs. naar.
thu kanndt beskriffue
 
hvornår du kant beskrive
hierthens dagglige sorig och wee, hjertens daglige sorrig og ve,
som ieg ber allenn stunde som jeg bær allen stunde
for thend ieg seldenn seer: for den jeg sjælden ser:
att thet saa giernne ware, at det så gerne vare,
att wÿ thill[-]sammen ware, at vi tilsammen vare,
thennd glede ladt thennom aldrig weder[-]faris,
[8]L. 7-8: hører ikke hjemme her, men i et tabt Vers om Klaffernes Anstrængelser for at skille de elskende.
 
den glæde lad dennum aldrig vederfares,
thend stund wÿ leffuer baade. den stund vi lever både.

3
Heia, huadt kanndstu
[9] dvs. Kærlighed, hvor kan du.
daare
 
heja, hvad kanst du dåre
enn forstanndig mandt, en forstandig mand,
thu kandt hannom thuinge fuld[-]saare du kant hannum tvinge fuldsåre
thennd
[10]+2: vist Fejl for "den hvem tilhører".
høgre høre forstanndt;
 
den højre høre forstand;
elskoff will ieg tha prøffue elskov vil jeg da prøve
och prøffue thet bedste att were, og prøve det bedste at være,
min gode wen will ieg icke suige, min gode ven vil jeg ikke svige,
huor finder ieg hindis lige. hvor finder jeg hendes lige.

4
Nest Gudt er ingen paa iordenn næst Gud er ingen på jorden
min modgang mindske maa, min modgang mindske må,
saa stor er hun
[11] dvs. Modgang.
meg y orden,
 
så stor er hun mig i orden,
ieg kannd hinde
[12] dvs. Modgang.
icke bestaa,
[13] dvs. udholde.
 
jeg kan hende ikke bestå,
foruden thennd allerenneste, foruden den allereneste,
ther mig husualle kannd, der mig husvale kan,
thet kannd mig ingen formiene, det kan mig ingen formene,
huadt ieg ber wedt mig enne.
[14] dvs. hvad jeg bærer ved mig ene, hvad jeg holder for mig selv.
 
hvad jeg bær ved mig ene.

5
Som aarit pleir att komme som året plejr at komme
och ind[-]thill ledingen,
[15] dvs. (jf. nordsvensk "låding" og gotl. ladig) Vaaren?
 
og indtil ledingen,
enn kranke liucke och fromme
[16] dvs. Held?
 
en kranke lykke og fromme
bedriffuer sin siugdom gromme bedriver sin sygdom grumme
ner mand thaller wed sin kieriste gode wenn.
[17] efter denne Linje synes at mangle en Slutning, om den Glæde der hænder, naar man taler med sin kæreste gode Ven.
 
når man taler ved sin kæreste gode ven.
:: Aff lenngelsze giøris thidenn mig lanng. :::: af længelse gøres tiden mig lang. ::