Håndskrift: Dronning Sophias visebog
Nummer: 51
Side: 254
Titel: (Kende Gud, jeg er med sorg behaft)
Trykt: T
Udgivet i: DV: 160 III 70-71
Kommentar: V 239
1 | |
| Kiende Gud, ieg er medt sorig behafft [1] dvs. betynget. | kende Gud, jeg er med sorrig behaft |
| alt bode wdj mod och sinde | alt både udi mod og sinde |
| alt for thennd wen, som ieg haffuer miest, [2] dvs. mistet, maaske Fejl for "tabt" (∼ "behaft"). | alt for den ven, som jeg haver mist, |
| ther ieg kand aldriig finde, | der jeg kan aldrig finde, |
| førennd Gud op[-]wecker osz alle thillige | førend Gud opvækker os alle tillige |
| aff dødenn, som wÿ skulle prøffue, | af døden, som vi skulle prøve, |
| saa kommer wy først thill[-]sammen igien | så kommer vi først tilsammen igen |
| Gudtz rige at besøge. | Guds rige at besøge. |
2 | |
| Och [3] Fejl for "Ach", hvorved ogsaa Versenes første Bogstaver giver Navnet "Karen G." (jf. Nr. 234, 267 og 270). riger Christ, thet klager ieg thig, | og riger Krist, det klager jeg dig, |
| thu kant althingis om wennde, | du kant altinges om vende, |
| naar thig thøckis gaat och behageligt er, | når dig tykkes godt og behageligt er, |
| kandstu gleden for sorigenn sende; | kanst du glæden for sorrigen sende; |
| fordj thu haffuer althingeste y wold | fordi du haver altingeste i vold |
| och ald[-]thing at offuer rade, | og alting at over råde, |
| sennd therfor hielp, thu throfast Gud, | send derfor hjælp, du trofast Gud, |
| och thrøst mig medt din naade. | og trøst mig med din nåde. |
3 | |
| Rettelig maa ieg mig elenndig klage | rettelig må jeg mig elendig klage |
| for thennd sorig mig er kommen thill hende, | for den sorrig mig er kommen til hænde, |
| at ieg haffuer mest thend allerkieriste wenn, | at jeg haver mist den allerkæreste ven, |
| ther mig skulle gleden sende; | der mig skulle glæden sende; |
| dog haffuer ieg bedenn thend offuerste Gudt, | dog haver jeg beden den øverste Gud, |
| som sine børn her wdj werden besøge, [4] dvs. hjemsøge. | som sine børn her udi verden besøge, |
| att hand forlader mig synder minne | at han forlader mig synder mine |
| och engang min glede forøge. | og engang min glæde forøge. |
4 | |
| Elendig er werden och suigfuld, | elendig er verden og svigfuld, |
| huem sig paa thig forlade, | hvem sig på dig forlade, |
| hand kiender thig neppe saa well som ieg, | han kender dig næppe så vel som jeg, |
| hand skulle thig well ellers forlade; | han skulle dig vel ellers forlade; |
| thu betaller thennom werst, thig thiener nest, | du betaler dennum værst, dig tjener næst, |
| thet will ieg sandliige sige, | det vil jeg sandlige sige, |
| thig føller och ingen stadighed well, | dig følger og ingen stadighed vel, |
| thennom for thig kand wiige. [5] Linjen synes forvansket; Meningen uklar. | dennum for dig kan vige. |
5 | |
| Nu setter mangen paa werden sin lid | nu sætter mangen på verden sin lid |
| och mienner thend skulle icke suige, | og mener den skulle ikke svige, |
| mensz thi skulle bliffue thet anderledis ward | mens de skulle blive det anderledes var |
| wden thj wender aff wdj thide; | uden de vender af udi tide; |
| thu skencker thennom galle for honning sød | du skænker dennum galde for honning sød |
| och sorig for gleden hin blide, | og sorrig for glæden hin blide, |
| thet er din wis, ieg siger thig sandt, | det er din vis, jeg siger dig sandt, |
| paa thig thør ingen lide. | på dig tør ingen lide. |
6 | |
| Gud beuare mig wdj din fredt, | Gud bevare mig udi din fred, |
| ieg mig paa thig forlader | jeg mig på dig forlader |
| och icke paa werdsens wstadighed, | og ikke på verdsens ustadighed, |
| som stedtze monne bedrage; | som stedse monne bedrage; |
| och lader Gud rade for lycke, | og lader Gud råde for lykke, |
| min sag haffuer ieg hannom befaled, | min sag haver jeg hannum befalet, |
| hand kand mig frelsze aff sorig och waade | han kan mig frelse af sorrig og våde |
| med ewige gled husualle. | med evige glæd husvale. |