Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Dronning Sophias visebog
Nummer: 49
Side: 250
Titel: (Med kummer må jeg klage)
Trykt: T
Udgivet i: DV: 118 III 6-7
Kommentar: V 161
Generelle oplysninger: Visen synes forvansket, da den er uden Rim; i Tankegang staar den vor Nr. 130 nær; Versemaalet (Melodien) er som Dagvisen: Den signede Dag.


1
Medt kommer maa ieg klage, med kummer må jeg klage,
elenndig maa ieg leffue; elendig må jeg leve;
allenne paa Gud saa forlader ieg meg alene på Gud så forlader jeg mig
saa well y sorig som y glede; så vel i sorrig som i glæde;
forlenne mig tholmodighed forlene mig tålmodighed
thin faderlig karsz
[1] I udg.: "korsz".
[2] der er in scribendo rettet ved Bogstavet "r".
at bere.
 
din faderlig kors at bære.

2
Huad min Gud will, thet skee, hvad min Gud vil, det ske,
ieg kand thet icke emod[-]sige; jeg kan det ikke imodsige;
hand wed bedst, huad mig nøttelig er, han ved bedst, hvad mig nyttelig er,
meg ske alt effther hans wilge; mig ske alt efter hans vilje;
huad Gud will haffue frem, kand ingen foruende, hvad Gud vil have frem, kan ingen forvende,
hand haffuer ald[-]thingest y wolde. han haver altingest i volde.

3
Thill Gudt seter [ieg]
[3] mangler
mit hoff och lid,
 
til Gud sætter [*] mit håb og lid,
hannd well mig icke forlade; han vil mig ikke forlade;
werdenn er fuld met falsk och suig verden er fuld med falsk og svig
och wndt y alle maade; og ondt i alle måde;
thj rader ieg bode quinde och mandt, thi råder jeg både kvinde og mand,
at ingen seg paa hinde forlader. at ingen sig på hende forlader.

4
O Gud, thu est thennd mandt, som osz o Gud, du est den mand, som os
kannd thrøste y alle moedtganng, kan trøste i alle modgang,
med thin meskunde och naade; med din miskunde og nåde;
ieg haaber paa thig, jeg håber på dig,
thu forlader icke meg; du forlader ikke mig;
Gud hielp osz alle aff sønd och sorig. Gud hjælp os alle af synd og sorrig.