Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Dronning Sophias visebog
Nummer: 48
Side: 247
Titel: Nilus og Mettelille
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 483 C VIII 402
Kommentar: VIII 411a


1
Her Peder hannd unthe stalt iumfrue Metelil well, her Peder han undte stolt jomfrue Mettelil vel,
sithen thet første ther hannd hinde saa; siden det første der han hende så;
hand bod thill Gud saa indelig, han bad til Gud så inderlig,
at hannd matte hinde ien-gang faa. at han måtte hende engang få.
:: Hand unte hinder well ud-aff hiertte. :::: han undte hender vel udaf hjerte. ::

2
"Hør y thet, skiønne iomfrue Metelil, "hør I det, skønne jomfrue Mettelil,
och will y were min kiere, og vil I være min kære,
alle thi dage, ieg leffue maa, alle de dage, jeg leve må,
ieg will ether elske och ere." jeg vil eder elske og ære."

3
"Ther skall y spørre mine fader at, "der skal I spørge mine fader ad,
och saa mine frennder thill rade; og så mine frænder til råde;
saa giernne ieg thet giorde, så gerne jeg det gjorde,
och helst om thi mig bade." og helst om de mig bade."

4
Och saa spurde hannd hindis fader at, og så spurgte han hendes fader ad,
och saa hindis frender thill rade; og så hendes frænder til råde;
och thi sur om thennd offuerste Gud, og de sor om den øverste Gud,
hannd skulle hinder aldrig faa. han skulle hender aldrig få.

5
Saa red hannd sig udi fremmede lannd, så red han sig udi fremmede land,
och thog hand thienneste ther; og tog han tjeneste der;
skiønn Mettelil ghaar alderig ud-aff hanns hu, skøn Mettelil går alderig udaf hans hu,
y-hur hand udi werden monne were. ihur han udi verden monne være.

6
Saa thiennthe hand ther udi winther, så tjente han der udi vinter,
och well udi otte aar; og vel udi otte år;
saa glad bleff hannd udi thend thid, så glad blev han udi den tid,
ther hand hinder encke spurde. der han hender enke spurgte.

7
Saa glad wor hannd udi allen stund, så glad var han udi allen stund,
ther hannd hinde encke spurde: der han hende enke spurgte:
"Suenne, y sadler mine [heste], "svende, I sadler mine [*],
wii will thill lanndit hiem." vi vil til landet hjem."

8
Mit udi thennd bore-gaard midt udi den borgegård
ther axelet hannd sin skiend; der akselet han sin skind;
saa ganger hand y høffue-lofft så ganger han i højeloft
for skiønne frue Mettelil ind. for skønne frue Mettelil ind.

9
Thet war skiønne frue Mettelil, det var skønne frue Mettelil,
hun klaper paa hiunder blaa: hun klapper på hynder blå:
"Will y, herre Peder, "vil I, herre Peder,
side och huille her-paa?" sidde og hvile herpå?"

10
"Och hør y, staltenn frue Mettelil, "og hør I, stolten frue Mettelil,
y er min høgste rue: I er min højste ro:
maa ieg nu bede ether encke, må jeg nu bede eder enke,
menss ieg matte icke faa ether møø?" mens jeg måtte ikke få eder mø?"

11
"Min fader gaff mig saa dandis end mand, "min fader gav mig så dannis en mand,
som gannge kunde paa iord; som gange kunne på jord;
hannd leffuede med mig saa stackit end stund, han levede med mig så stakket en stund,
siden gickis mig werden emod. siden gikkes mig verden imod.

12
Thet er nu fulde winther ny, det er nu fulde vintre ni,
sidenn thi hagde
[1] I udg.: "lagde".
min her udi graff;
 
siden de havde min her udi grav;
thet stannder saa idelig udi min hue, det stander så idelig udi min hu,
som thet haffde sked udi-gaar." som det havde sket udi går."

13
Her Peder saa thill skiønn frue Mettelil, her Peder så til skøn frue Mettelil,
hannd
[2] I udg.: "hann[om]".
war saa møged udi hoffue:
 
han var så meget udi hue:
"Saa mend et, skiønne frue Mettelille, "så mænd ved, skønne frue Mettelille,
y maa mig alt bedere suare." I må mig alt bedere svare."

14
"Ther skall i spørre min fader att, "der skal I spørge min fader ad,
och saa minne frennder thill rade; og så mine frænder til råde;
saa giernne ieg thet giorde, så gerne jeg det gjorde,
och helst om thi mig bade." og helst om de mig bade."

15
Thet war skiønne frue Mettelil, det var skønne frue Mettelil,
hun fulde thend herre thill hest: hun fulgte den herre til hest:
"Och herre Gud-fader y himmerig "og Herre Gudfader i himmerig
tha unde ether andsuar best!" da unde eder ansvar bedst!"

16
Saa spurde hand anden ganng hindes fader at, så spurgte han anden gang hendes fader ad,
och saa hindis frennder thill rade; og så hendes frænder til råde;
och thi suor om thend offuerste Gud, og de svor om den øverste Gud,
hand skulle hender alderig faa. han skulle hender alderig få.

17
Saa saare tha sørgit thi unge tho, så såre da sørget de unge to,
thi sørget emellum dem bode; de sørget imellem dem både;
thet giorde hun for sin ere, det gjorde hun for sin ære,
hun lod sin frennder rade. hun lod sin frænder råde.

18
Saa saare tha sørget thend rider god, så såre da sørget den ridder god,
saa giorde och thend frue: så gjorde og den frue:
"Her Gud for-lade bode fader och frennder "Her Gud forlade både fader og frænder
som oss icke thill-sammen wilde haffue!" som os ikke tilsammen ville have!"

19
Saa saare tha sørget thi unnge tho, så såre da sørget de unge to,
thi unnte huer-ander saa well; de undte hverandre så vel;
thi giorde ther-aff ennd sorig saa stor, de gjorde deraf en sorrig så stor,
thi sørget dem selff thill døde. de sørget dem selv til døde.
:: Hannd unthe hinder well ud-aff hierthe. :::: han undte hender vel udaf hjerte. ::