Håndskrift: Dronning Sophias visebog
Nummer: 48
Side: 247
Titel: Nilus og Mettelille
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 483 C VIII 402
Kommentar: VIII 411a
1 | |
| Her Peder hannd unthe stalt iumfrue Metelil well, | her Peder han undte stolt jomfrue Mettelil vel, |
| sithen thet første ther hannd hinde saa; | siden det første der han hende så; |
| hand bod thill Gud saa indelig, | han bad til Gud så inderlig, |
| at hannd matte hinde ien-gang faa. | at han måtte hende engang få. |
| :: Hand unte hinder well ud-aff hiertte. :: | :: han undte hender vel udaf hjerte. :: |
2 | |
| "Hør y thet, skiønne iomfrue Metelil, | "hør I det, skønne jomfrue Mettelil, |
| och will y were min kiere, | og vil I være min kære, |
| alle thi dage, ieg leffue maa, | alle de dage, jeg leve må, |
| ieg will ether elske och ere." | jeg vil eder elske og ære." |
3 | |
| "Ther skall y spørre mine fader at, | "der skal I spørge mine fader ad, |
| och saa mine frennder thill rade; | og så mine frænder til råde; |
| saa giernne ieg thet giorde, | så gerne jeg det gjorde, |
| och helst om thi mig bade." | og helst om de mig bade." |
4 | |
| Och saa spurde hannd hindis fader at, | og så spurgte han hendes fader ad, |
| och saa hindis frender thill rade; | og så hendes frænder til råde; |
| och thi sur om thennd offuerste Gud, | og de sor om den øverste Gud, |
| hannd skulle hinder aldrig faa. | han skulle hender aldrig få. |
5 | |
| Saa red hannd sig udi fremmede lannd, | så red han sig udi fremmede land, |
| och thog hand thienneste ther; | og tog han tjeneste der; |
| skiønn Mettelil ghaar alderig ud-aff hanns hu, | skøn Mettelil går alderig udaf hans hu, |
| y-hur hand udi werden monne were. | ihur han udi verden monne være. |
6 | |
| Saa thiennthe hand ther udi winther, | så tjente han der udi vinter, |
| och well udi otte aar; | og vel udi otte år; |
| saa glad bleff hannd udi thend thid, | så glad blev han udi den tid, |
| ther hand hinder encke spurde. | der han hender enke spurgte. |
7 | |
| Saa glad wor hannd udi allen stund, | så glad var han udi allen stund, |
| ther hannd hinde encke spurde: | der han hende enke spurgte: |
| "Suenne, y sadler mine [heste], | "svende, I sadler mine [*], |
| wii will thill lanndit hiem." | vi vil til landet hjem." |
8 | |
| Mit udi thennd bore-gaard | midt udi den borgegård |
| ther axelet hannd sin skiend; | der akselet han sin skind; |
| saa ganger hand y høffue-lofft | så ganger han i højeloft |
| for skiønne frue Mettelil ind. | for skønne frue Mettelil ind. |
9 | |
| Thet war skiønne frue Mettelil, | det var skønne frue Mettelil, |
| hun klaper paa hiunder blaa: | hun klapper på hynder blå: |
| "Will y, herre Peder, | "vil I, herre Peder, |
| side och huille her-paa?" | sidde og hvile herpå?" |
10 | |
| "Och hør y, staltenn frue Mettelil, | "og hør I, stolten frue Mettelil, |
| y er min høgste rue: | I er min højste ro: |
| maa ieg nu bede ether encke, | må jeg nu bede eder enke, |
| menss ieg matte icke faa ether møø?" | mens jeg måtte ikke få eder mø?" |
11 | |
| "Min fader gaff mig saa dandis end mand, | "min fader gav mig så dannis en mand, |
| som gannge kunde paa iord; | som gange kunne på jord; |
| hannd leffuede med mig saa stackit end stund, | han levede med mig så stakket en stund, |
| siden gickis mig werden emod. | siden gikkes mig verden imod. |
12 | |
| Thet er nu fulde winther ny, | det er nu fulde vintre ni, |
| sidenn thi hagde [1] I udg.: "lagde". min her udi graff; | siden de havde min her udi grav; |
| thet stannder saa idelig udi min hue, | det stander så idelig udi min hu, |
| som thet haffde sked udi-gaar." | som det havde sket udi går." |
13 | |
| Her Peder saa thill skiønn frue Mettelil, | her Peder så til skøn frue Mettelil, |
| hannd [2] I udg.: "hann[om]". war saa møged udi hoffue: | han var så meget udi hue: |
| "Saa mend et, skiønne frue Mettelille, | "så mænd ved, skønne frue Mettelille, |
| y maa mig alt bedere suare." | I må mig alt bedere svare." |
14 | |
| "Ther skall i spørre min fader att, | "der skal I spørge min fader ad, |
| och saa minne frennder thill rade; | og så mine frænder til råde; |
| saa giernne ieg thet giorde, | så gerne jeg det gjorde, |
| och helst om thi mig bade." | og helst om de mig bade." |
15 | |
| Thet war skiønne frue Mettelil, | det var skønne frue Mettelil, |
| hun fulde thend herre thill hest: | hun fulgte den herre til hest: |
| "Och herre Gud-fader y himmerig | "og Herre Gudfader i himmerig |
| tha unde ether andsuar best!" | da unde eder ansvar bedst!" |
16 | |
| Saa spurde hand anden ganng hindes fader at, | så spurgte han anden gang hendes fader ad, |
| och saa hindis frennder thill rade; | og så hendes frænder til råde; |
| och thi suor om thend offuerste Gud, | og de svor om den øverste Gud, |
| hand skulle hender alderig faa. | han skulle hender alderig få. |
17 | |
| Saa saare tha sørgit thi unge tho, | så såre da sørget de unge to, |
| thi sørget emellum dem bode; | de sørget imellem dem både; |
| thet giorde hun for sin ere, | det gjorde hun for sin ære, |
| hun lod sin frennder rade. | hun lod sin frænder råde. |
18 | |
| Saa saare tha sørget thend rider god, | så såre da sørget den ridder god, |
| saa giorde och thend frue: | så gjorde og den frue: |
| "Her Gud for-lade bode fader och frennder | "Her Gud forlade både fader og frænder |
| som oss icke thill-sammen wilde haffue!" | som os ikke tilsammen ville have!" |
19 | |
| Saa saare tha sørget thi unnge tho, | så såre da sørget de unge to, |
| thi unnte huer-ander saa well; | de undte hverandre så vel; |
| thi giorde ther-aff ennd sorig saa stor, | de gjorde deraf en sorrig så stor, |
| thi sørget dem selff thill døde. | de sørget dem selv til døde. |
| :: Hannd unthe hinder well ud-aff hierthe. :: | :: han undte hender vel udaf hjerte. :: |