(Urterne gror og solen hun skinner)

1
Wrtherenn gror och solen hun skien,	urteren gror og solen hun skin,
och iorden fanger hogsualle;	og jorden fanger husvale;
dogen hun driffuer aff himmelen ned	duggen hun driver af himmelen ned
offuer bierig och dybenn dalle.	over bjerrig og dyben dale.
2
Saa er ett mendeskis hoff,	så er et menneskes hu,
enaar thet fannger hoghsualle:	inår det fanger husvale:
naar thet kommer thill sin kierist god wenn,	når det kommer til sin kærest god ven,
tha kannd thet bode skiemtte och thalle.	da kan det både skæmte og tale.
3
Ieg fanndt min wen wedt thett three,	jeg fandt min ven ved det træ,
som roszer pleer at stannde,	som roser plejr at stande,
inden thet fannger sin frogt igenn,	inden det fanger sin frugt igen,
hun er min hierttensz[-]kier.	hun er min hjertenskær.
4
Flere wenner ennd ien at haffue,	flere venner end en at have,
thet giør saa løsze sinde;	det gør så løse sinde;
haffuer hand ^[1] Sic udg. flere wenner end meg,	haver han flere venner end mig,
thet er y[-]mod min minde.	det er imod min minde.
5
Slig en wenn at binde seg thill,	slig en ven at binde sig til,
hannd skall szig welberade;	han skal sig vel beråde;
hun suiger hannom wist, y[-]naar hun will,	hun sviger hannum vist, inår hun vil,
y[-]huor hannd thager seg war.	ihvor han tager sig var.
6
Huem som haffuer en fuld[-]thro wenn,	hvem som haver en fuldtro ven,
ien och icke flere:	en og ikke flere:
elske seg thenn, och haffue hinder kier,	elske sig den, og have hender kær,
saa er hanns glede thesz mere.	så er hans glæde des mere.
7
Ieg will icke lennger om elskouen quede,	jeg vil ikke længer om elskoven kvæde,
thett gannger meg ^[2] Sic udg. aff hoge;	det ganger mig af hue;
ieg elsker then, ther mig haffuer kier,	jeg elsker den, der mig haver kær,
meg hobis thet kandt well due.	mig håbes det kant vel due.

Den ældste danske viseoverlevering