Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Dronning Sophias visebog
Nummer: 26
Side: 185
Titel: Forsmaaet Bejlers Spot
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 510 B IX 76-77
Kommentar: IX 78a


1
"Och ieg wed huor enn lund hun star, "og jeg ved hvor en lund hun står,
thend er op-woxen med ere; den er op voksen med ære;
och ther spiller inde thi ferste diur,
[1]L. 3-4: er urigtigt Laan fra V. 2.
 
og der spiller inde de fejrste dyr,
som mand kalder hiortt och hind. som man kalder hjort og hind.
:: Hun løsser min thuang. :::: hun løser min tvang. ::

2
Och ther gror inde thi ferste thre, og der gror inde de fejrste træ,
som mand kalder selii och linnd; som man kalder selje og lind;
och ther spiller inde thi ferste [diur], og der spiller inde de fejrste [*],
som mand kalder hiortt och hinde. som man kalder hjort og hinde.

3
Och ther spiller inde thi ferste diur, og der spiller inde de fejrste dyr,
som mandt kaller hiortt och hinde; som man kalder hjort og hinde;
ther bor inde saa skiønen iomfrue, der bor inde så skøn en jomfrue,
hinder kaller mand hin liden Kierstin. hender kalder man hin liden Kirsten.

4
Hindis øgenn thi er saa klare, hendes øjen de er så klare,
som falckenns, ther flyer wed skiu; som falkens, der flyver ved sky;
en suend thør aller mer glede wedt, en svend tør aller mer glæde ved,
ennd bo hoss hinder wed[-]j
[2] I udg.: "udi".
biu.
 
end bo hos hender udi by.

5
Hindis hennder er saa huide, hendes hænder er så hvide,
hun thør thennom aller tho; hun tør dennum aller to;
ien suend thør aller mere glede wedt, en svend tør aller mere glæde ved,
end byge med hinder och bo. end bygge med hender og bo.

6
Hindis hals er huid som hermelin, hendes hals er hvid som hermelin,
hindis kiender er
[3]+1: I udg.: "er".
er rossenns-røde;
 
hendes kinder er er rosensrøde;
och maa ieg icke idelig hoss hinder wer, og må jeg ikke idelig hos hender vær,
thenn sorig thuinger meg thill døde. den sorrig tvinger mig til døde.

7
Och stod ther enn baall y marken ud, og stod der en bål i marken ud,
stod ald y brendendis loffue; stod alt i brændendes lue;
saa giernne wilde ieg y-giemmell hinder gha, så gerne ville jeg igemmel hender gå,
alt thill den skiønne iomfrue." alt til den skønne jomfrue."

8
Thend iomfrue hun stander y høger-lofftsuall, den jomfrue hun stander i højerloftsval,
och liuder hun ther[-]op-aa: og lyder hun deroppå:
"Och hui monne suenden saa rosse mig? "og hvi monne svenden så rose mig?
hand skall mig aller faa." han skal mig aller få."

9
"Icke haffuer ieg saa rosset thig, "ikke haver jeg så roset dig,
ieg kand y[-]will
[4] I udg.: "well".
agther wennde:
 
jeg kan ivel agter vende:
thet er icke alt møer, som fourtt haffuer har, det er ikke alt møer, som fagrt haver hår,
och somtt er øske-quinde. og somt er øskekvinde.

10
Thet er icke allt møer, som fourtt haffuer haer, det er ikke alt møer, som fagrt haver hår,
och sombt er øske-quinde: og somt er øskekvinde:
thet er icke alt guld, som udenn glor, det er ikke alt guld, som uden glor,
och somt er messing och thin." og somt er messing og tin."

11
I-huem, som throer paa unger-suendtz thalle, ihvem, som tror på ungersvends tale,
alt y hanns ferste thide: alt i hans fejrste tide:
y-huem, som hannom seder ytelig ner, ihvem, som hannum sidder idelig nær,
hun skall boude sørig och quide. hun skal både sørrig og kvide.
:: Hun løsser min thuang. :::: hun løser min tvang. ::