Håndskrift: Dronning Sophias visebog
Nummer: 22
Side: 172
Titel: Gandske wnderlig tha er thet meg
Trykt: T
Udgivet i: DV: 243 III 185
Kommentar: V 351
1 | |
| Gandske wnderlig tha er thet meg [1]L. 1-2: meg elendig (osv.). | ganske underlig da er det mig |
| [*] [2]+1: rimeligvis er glemt: "saa saare". * elendig at were, | [*] [*] elendig at være, |
| nu er meg skiedt saa stortt et suig, | nu er mig sket så stort et svig, |
| ieg kand meg for ingen mand kier | jeg kan mig for ingen mand kær |
| forwden ene [3] thet (overstreget) ene. then, thet rade kannd; | foruden ene den, det råde kan; |
| thend klaffer hand er en falsk sattan, | den klaffer han er en falsk satan, |
| ald glede will hand forwende. [4] Rimet kræver "ald glede forwender hand". | al glæde vil han forvende. |
2 [5] Teksten muligvis forvansket, da der er Rimmangel i 2,2 ∼ 2,4. | |
| I enn stund bar ieg bode huit och blatt, | i en stund bar jeg både hvidt og blåt, |
| tha gick ett [6] dvs. det (eller Fejl for "alt"). effter min wilge, | da gik det efter min vilje, |
| nu maa ieg bere thet suortte och ghra, | nu må jeg bære det sorte og grå, |
| min sag seg saa begiffuer, | min sag sig så begiver, |
| alt for thieris wnøttighedtz [7] dvs. Skadeligheds. munde, | alt for deres unyttigheds munde, |
| som wasker [8]+2: dvs. sladrer og bagtaler. och fører wdj allennstund, | som vasker og fører udi allen stund, |
| mand finder icke en throfast eblandt hunder. | man finder ikke en trofast iblandt hundred. |
3 [9] Teksten muligvis forvansket, da der er Rimmangel i 3,2 ∼ 3,4. | |
| Mytt mod will ieg icke forlade, | mit mod vil jeg ikke forlade, |
| end[-]dog ieg er forførtt, | enddog jeg er forført, |
| ieg will et frit mod bere, | jeg vil et frit mod bære, |
| och løcken hun er meg ner; | og lykken hun er mig nær; |
| then klaffer haffuer bruget set beste ther[-]thill, | den klaffer haver bruget sit bedste dertil, |
| at hand min glede forwende will, | at han min glæde forvende vil, |
| forthj hanns sind hun siger saa thill. | fordi hans sind hun siger så til. |
4 | |
| Thill Gud och thig setter ieg mit hob, | til Gud og dig sætter jeg mit håb, |
| min elendighed kant thu forwennde, | min elendighed kant du forvende, |
| lad icke thenn klaffer faa offuer meg wold, | lad ikke den klaffer få over mig vold, |
| hanns wenskab fannger saa selsom enn ende; | hans venskab fanger så sælsom en ende; |
| wilde ald werden meg thet forwende, | ville al verden mig det forvende, |
| mit hierte hosz thig aller[-]kierist ald[-]enne, | mit hjerte hos dig allerkærest alene, |
| thet skall mig ingen fra[-]wende. | det skal mig ingen fravende. |