Håndskrift: Dronning Sophias visebog
Nummer: 13
Side: 135
Titel: Svend af Vollersløv
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 298 N V,2. 152-156
Kommentar: V,2. 176a
1 | |
| Ther boer saa høueskenn frue | der bor så høvisk en frue |
| sønden ude wed aa; | sønden ude ved å; |
| hun haffuer saa skiønnen datter, | hun haver så skøn en datter, |
| thenn skiønneste were maa. | den skønneste være må. |
| :: Sell er hun stalt udi sin hog. :: | :: selv er hun stolt udi sin hu. :: |
2 | |
| Stalt Mettelil gannger y hindis faders gaard, | stolt Mettelil ganger i hendes faders gård, |
| alt y saa mangen goud dag; | alt i så mangen god dag; |
| hinder rider belle boude thill och fra, | hender rider bejle både til og fra, |
| och ingen dem will hun haffue. | og ingen dem vil hun have. |
3 | |
| Hinnder beder Suenden aff Wolder-sløff, | hender beder svenden af Vollerslev, |
| och hannd war konngens frennde; | og han var kongens frænde; |
| hinder feste unge ien Willeom, | hender fæste unge en Villum, |
| for hannd war beder kiennde. | for han var bedre kendte. |
4 | |
| Thett war unngen her Willium, | det var ungen her Villum, |
| hand lod sett brøllup bo; | han lod sit bryllup bo; |
| syg laa Suennden aff Woldersløff | syg lå svenden af Vollerslev |
| ud-aff rett elskouuens thra. | udaf ret elskovens trå. |
5 | |
| Siug leger Suenden aff Woldersløff | syg ligger svenden af Vollerslev |
| ud-aff rett elskouennss thrae; | udaf ret elskovens trå; |
| hanns moder och hans syster | hans moder og hans søster |
| thi gannger hannom thill och frae. | de ganger hannum til og fra. |
6 | |
| Hanns moder och hans syster | hans moder og hans søster |
| thi ganger hannom thill och fra: | de ganger hannum til og fra: |
| "Hør thu, Suenden aff Woldersløff, | "hør du, svenden af Vollerslev, |
| och hui tha sørger thu saa? | og hvi da sørger du så? |
7 | |
| Hørre thu, Suenden aff Woldersløff, | høre du, svenden af Vollerslev, |
| och huad ieg siger thig: | og hvad jeg siger dig: |
| haffuer thu sout eller siuge-dom, | haver du sot eller sygedom, |
| thu dølle thett icke for mig!" | du dølge det ikke for mig!" |
8 | |
| "Mynn sigdom hun er mig underlig, | "min sygdom hun er mig underlig, |
| met hierthe bliffuer alder glad: | mit hjerte bliver aller glad: |
| alt for hinn stalten iomfrue Mettelil, | alt for hin stolten jomfrue Mettelil, |
| hindis brollup [1] I udg.: "brøllup". thet stod y-dag." | hendes bryllup det stod i dag." |
9 | |
| "Hør thu thet, min kier søn, | "hør du det, min kær søn, |
| ieg rader thig radenn best: | jeg råder dig råden bedst: |
| thu set ret alder thit sind thill thend møø, | du sæt ret aller dit sind til den mø, |
| en anden iomfrue [2] I udg.: "suend". haffuer fest!" | en anden jomfrue haver fæst!" |
10 | |
| "Høre y thet, kiere moder min, | "høre I det, kære moder min, |
| thet er saa wennen møe; | det er så væn en mø; |
| for hinder skall ungen her Willium | for hender skal ungen her Villum |
| thalle saa harden død." | tåle så hård en død." |
11 | |
| Thet stod saa y mannet, | det stod så i måned, |
| och thet stod saa udi thre; | og det stod så udi tre; |
| Willium rider y rossenns-lund, | Villum rider i rosenslund, |
| hannd agte thi diur att biede. | han agte de dyr at bede. |
12 | |
| For red suendt [3]+1: I udg.: "ungen". ungen Willium, | for red svend ungen Villum, |
| hand hagde icke suene udenn fem; | han havde ikke svende uden fem; |
| effther red Suenden aff Woldersløff | efter red svenden af Vollerslev |
| med femtan raske hoffmend. | med femten raske hovmænd. |
13 | |
| "Hør thu, ungen Willium, | "hør du, ungen Villum, |
| hui rider thu mig saa ner? | hvi rider du mig så nær? |
| thu west fulduell, thu feste thend iomfrue, | du vedst fuldvel, du fæste den jomfrue, |
| ieg hade y hierthed kier." | jeg havde i hjertet kær." |
14 | |
| "Ieg feste hin stalten iomfrue Mettelil | "jeg fæste hin stolten jomfrue Mettelil |
| alt met hindis frennders rad; | alt med hendes frænders råd; |
| thet will ieg for sanden sige, | det vil jeg for sanden sige, |
| och selff tha sagde hun meg ia." | og selv da sagde hun mig ja." |
15 | |
| "Thet skalthu mig loffue, | "det skalt du mig love, |
| mens wi er enne tho: | mens vi er ene to: |
| thu skalt aller loffue thend møe, | du skalt aller love den mø, |
| en anden suend haffuer kier." | en anden svend haver kær." |
16 | |
| Saa thog thi unngen Willium, | så tog de ungen Villum, |
| the hog hannom alt saa sma | de hug hannum alt så små |
| som liden lende-løff, y lunden laa, | som liden lindeløv, i lunden lå, |
| saa fick hun sorich udi huff. | så fik hun sorrig udi hu. |
17 | |
| Ther hannd [haffde] weget her Willium, | der han [*] vejet her Villum, |
| en rider alt saa skiøn, | en ridder alt så skøn, |
| thog hand saa then liden sma-dreng | tog han så den liden smådreng |
| och sende Mettelil hiem. | og sendte Mettelil hjem. |
18 | |
| "Thu rid thill staltenn frue Mettelil: | "du rid til stolten frue Mettelil: |
| sig hinder thi thiding [ny], | sig hender de tiding [*], |
| eller bed hinder henthe her Willium hiem, | eller bed hender hente her Villum hjem, |
| hand leger i lunden død. | han ligger i lunden død. |
19 | |
| Thu sig hinder thet thill angest, | du sig hender det til angest, |
| thu sig hinder thett thill harom: | du sig hender det til harum: |
| død leger hindis hierthens-kiere, | død ligger hendes hjertenskære, |
| for hun wilde icke wede meg then ere. | for hun ville ikke vide mig den ære. |
20 | |
| Ieg passer icke paa hindis angest, | jeg passer ikke på hendes angest, |
| ieg [passer] [icke] paa hindis klag; | jeg [*] [*] på hendes klag; |
| thet haffuer ieg hinder thill sorig giortt, | det haver jeg hender til sorrig gjort, |
| for hun wilde mig icke haffue." | for hun ville mig ikke have." |
21 | |
| Ind tha kom thend lidenn sma-dreng, | ind da kom den liden smådreng, |
| war kled y kiorthell rød: | var klædt i kjortel rød: |
| "I hennter hiem stalten [4]rettere: ungen. her Willium, | "I henter hjem stolten her Villum, |
| hand leger y lunden død." | han ligger i lunden død." |
22 | |
| Thet melte staltenn frue Mettelil, | det mælte stolten frue Mettelil, |
| hun slog hindis hennder thil-sammen, | hun slog hendes hænder tilsammen, |
| thet alle hindis gulde-ringe | det alle hendes gulderinge |
| thi sprunge offuer thi skammell. | de sprunge over de skammel. |
23 | |
| Thet melte stalten frue Mettelil, | det mælte stolten frue Mettelil, |
| hun slog hindis hennder aff nød: | hun slog hendes hænder af nød: |
| "Huem haffuer mig thend soriig giortt | "hvem haver mig den sorrig gjort |
| och haffuer slagit min her thill død?" | og haver slaget min her til død?" |
24 | |
| Thett suarde thend liden sma-dreng, | det svarde den liden smådreng, |
| hannd gaff thet saa lidet y agt: | han gav det så lidet i agt: |
| "Thet giorde Suende[n] aff Woldersløff, | "det gjorde svende af Vollerslev, |
| for y wilde hannom icke h[a]ue." | for I ville hannum ikke have." |
25 | |
| Thet suarde stalten frue Mettelil | det svarde stolten frue Mettelil |
| aff sorig och møgen nød: | af sorrig og megen nød: |
| "Ennd maa thet barn were ufødt, | "end må det barn være ufødt, |
| som heffne kand hanns død." | som hævne kan hans død." |
26 | |
| Thett suarde Willioms syster | det svarde Villums søster |
| y silcke-kiorthell rød: | i silkekjortel rød: |
| "Lenge maa thend suend leffue, | "længe må den svend leve, |
| for ufød barnn skall død." | for ufødt barn skal død." |
27 | |
| Thet stod y mannet, | det stod i måned, |
| och thet stod y tho; | og det stod i to; |
| Suennden hand rider y konngens gaard, | svenden han rider i kongens gård, |
| hannd spotter hinnder daglig for had. | han spotter hender daglig for håd. |
28 | |
| Thet stod saa icke lennger | det stod så ikke længer |
| for-uden mannet fem: | foruden måned fem: |
| stalt Mettelil ganger y bueret, | stolt Mettelil ganger i buret, |
| hun føde saa skiønnen søn. | hun fødte så skøn en søn. |
29 | |
| Fød bleff hannd en afften, | født blev han en aften, |
| thi christnet hannom om natt; | de kristnet hannum om nat; |
| thi kalt hannom ungen Willium, | de kaldt hannum ungen Villum, |
| thi døllet hannom, mens thi matt. | de dølget hannum, mens de måt. |
30 | |
| "Nu beder ieg alle y danne-quender, | "nu beder jeg alle I dannekvinder, |
| som her staer for meg: | som her står for mig: |
| attj [5] I udg.: "att i". skulle icke andet sige, | at I skulle ikke andet sige, |
| ennd thet enn datter er. | end det en datter er. |
31 | |
| Nu beder ieg alle y danne-quender, | nu beder jeg alle I dannekvinder, |
| som er huos meg y nød: | som er hos mig i nød: |
| at y skall icke andet sige, | at I skal ikke andet sige, |
| end thet er enn møe." | end det er en mø." |
32 | |
| Thet spurdiz [6] I udg.: "spurdiss". nu saa wide | det spurgtes nu så vide |
| och alt saa wide unnder øe: | og alt så vide under ø: |
| saa at staltenn frue Mettelil | så at stolten frue Mettelil |
| at hun hagde fannget enn mø. | at hun havde fanget en mø. |
33 | |
| Thet war Suennden aff Woldersløff, | det var svenden af Vollerslev, |
| hannd agslett skarlagenn-skiende; | han akslet skarlagenskinde; |
| saa gaar hannd y høger-lofft, | så går han i højerloft, |
| for danner-kongen och ind. | for dannerkongen og ind. |
34 | |
| "Her sider y, danner-konngen, | "her sidder I, dannerkongen, |
| for-wonnden er ald min nød: | forvunden er al min nød: |
| thennd suennd, som mig skulde slaa y-hiell, | den svend, som mig skulle slå ihjel, |
| thet er nu wordenn en møe. | det er nu vorden en mø. |
35 | |
| Stalt Mettelil thrued med hinders sønn, | stolt Mettelil trued med henders søn, |
| att hand skulle sla mig thill døde; | at han skulle slå mig til døde; |
| nu haffuer her Gudt giortt min løcke saa goud, | nu haver Her Gud gjort min lykke så god, |
| at thet er worden en møe. | at det er vorden en mø. |
36 | |
| Nu haffuer Gudt giort min løcke saa goud, | nu haver Gud gjort min lykke så god, |
| at thet er wordenn enn lile-wand; | at det er vorden en liljevånd; |
| her Gudt unde meg at leffue then dag, | Her Gud unde mig at leve den dag, |
| at ieg matte giør hinder skam." | at jeg måtte gør hender skam." |
37 | |
| Thet melte Danner-kongen, | det mælte dannerkongen, |
| saa [7]+3: I udg.: "[och] saa thog hannd paa". hannd thog paa | så han tog på |
| "Du thid thet [8] thet eller ther? kuer, Suenden aff Woldersløff, | "du ti det kvær, svenden af Vollerslev, |
| och sig thu aller saa! | og sig du aller så! |
38 | |
| Thi quer! Suenden aff Woldersløff, | ti kvær! svenden af Vollerslev, |
| och thall thu icke slig ord: | og tal du ikke slig ord: |
| thig spatter fruer och iomfruer | dig spotter fruer og jomfruer |
| och rider offuer wortt bord." | og ridder over vort bord." |
39 | |
| Thet stod saa y wennther, | det stod så i vinter, |
| och thet stod saa y ny; | og det stod så i ni; |
| Williom bleff thend frommeste suend, | Villum blev den frommeste svend, |
| mand wilde med øgne see. | man ville med øjne se. |
40 | |
| Fastered hun hannom i atte aar | fosteret hun hannum i otte år |
| saa listeligenn under øe | så listeligen under ø |
| med fletted haer och silcke-kleder, | med flettet hår og silkeklæder, |
| alt som en anden møe. | alt som en anden mø. |
41 | |
| Williom och thend bonde-søn | Villum og den bondesøn |
| thii legte thill-sammen under lide; | de legte tilsammen under lide; |
| ther kom splid y thieris leg, | der kom splid i deres leg, |
| saa mangen mand thil quide. | så mangen mand til kvide. |
42 | |
| Williom slog thend bonde-søn | Villum slog den bondesøn |
| och drog hannom y sit har: | og drog hannum i sit hår: |
| "Beder matt du haffue [9] I udg.: "heffne". thin faders død | "bedre måt du have din faders død |
| och lade mig were ubarnn." | og lade mig være uborn." |
43 | |
| Thet suarde ungen Williom, | det svarde ungen Villum, |
| hannd bleff boude suortt och bleg: | han blev både sort og bleg: |
| "Bleff min fader medt waben weget, | "blev min fader med våben vejet, |
| bourtte er min sommers-leg." | borte er min sommersleg." |
44 | |
| Thet war ungen Willium, | det var ungen Villum, |
| hand suober [10] I udg.: "suøber". sit houit i skiende; | han svøber sit hoved i skinde; |
| saa gaar hannd y høger-lofft | så går han i højerloft |
| for sin kiere moder och inde. | for sin kære moder og inde. |
45 | |
| "Hør y, min kiere moder, | "hør I, min kære moder, |
| alt huad ieg spør eder at: | alt hvad jeg spørgr eder ad: |
| bleff min kiere fader med waben weget, | blev min kære fader med våben vejet, |
| y døller thet icke for meg." | I dølger det ikke for mig." |
46 | |
| "Thu est thig boude lidenn och ung, | "du est dig både liden og ung, |
| thin hest kant thu icke rade; | din hest kant du ikke råde; |
| lennge maa Suenden aff Woldersløff | længe må svenden af Vollerslev |
| ride frii for thig aff gaarde. | ride fri for dig af gårde. |
47 | |
| Thu est thig boude liden och unng, | du est dig både liden og ung, |
| din hiellom kant thu ilde binde; | din hjellum kant du ilde binde; |
| lennge maa Suenden aff Woldersløff | længe må svenden af Vollerslev |
| ride felig for thig aff thinge." | ride felig for dig af tinge." |
48 | |
| "Icke er ieg saa liiden, | "ikke er jeg så liden, |
| min hielom kand ieg will [11] I udg.: "well". binde; | min hjellum kan jeg vel binde; |
| icke skall Suenden aff Woldersløff | ikke skal svenden af Vollerslev |
| ride frii for megh thill thinnge. | ride fri for mig til tinge. |
49 | |
| I thager nu henn silcke och skarlagenn, | I tager nu hen silke og skarlagen, |
| som meg sømmer icke [at] bere; | som mig sømmer ikke [*] bære; |
| y fannger meg hiid thi brønin saa bla, | I fanger mig hid de brynjen så blå, |
| thi sommer [12] I udg.: "sømmer". meg med ald ere. | de sommer mig med al ære. |
50 | |
| I thager [13]+1: I udg.: "thager". thager nu hen the iomfrue-kleder, | I tager tager nu hen de jomfrueklæder, |
| ieg will thennom icke drage; | jeg vil dennum ikke drage; |
| fannger meg suerd och brynne y hannd, | fanger mig sværd og brynje i hånd, |
| thennom løster meg nu at haffue." | dennum lyster mig nu at have." |
51 | |
| Thet war ungen Willium, | det var ungen Villum, |
| hand skreff thi breffue om-kring: | han skrev de breve omkring: |
| "Bed hannom Suenden aff Woldersløff | "bed hannum svenden af Vollerslev |
| møde meg y-morgen thill thinge." | møde mig i morgen til tinge." |
52 | |
| Thet war Suenden aff Woldersløff, | det var svenden af Vollerslev, |
| ther hannd thi thiding fro: | der han de tiding frå: |
| saa monne hand saa sørge-fuld | så monne han så sørgefuld |
| ind for kongen ghae. | ind for kongen gå. |
53 | |
| "Her sider i, min edelig herre, | "her sidder I, min ædelig herre, |
| ieg klager for ether miin wande: | jeg klager for eder min vånde: |
| thet ieg hagde thengt, ien iomfrue hagde weret, | det jeg havde tænkt, en jomfrue havde været, |
| thet er nu bleffuit en mand. | det er nu blevet en mand. |
54 | |
| Stalten Mettelil bour sig ud under øe, | stolten Mettelil bor sig ud under ø, |
| hun er saa harden wiff; | hun er så hård en viv; |
| hun haffuer seg saa ungen søn, | hun haver sig så ung en søn, |
| hand stander fast effther mit liff. | han stander fast efter mit liv. |
55 | |
| Hør y thet, min edelig her, | hør I det, min ædelig her, |
| ieg klager for ether myn nød: | jeg klager for eder min nød: |
| Willeom haffuer meg thil thinge steffnet | Villum haver mig til tinge stævnet |
| alt for hanns faders død." | alt for hans faders død." |
56 | |
| "Høre thu, Suendenn aff Woldersløff, | "høre du, svenden af Vollerslev, |
| thu agte thet barn saa ringe: | du agte det barn så ringe: |
| ieg skall lanne theg aff mine mend | jeg skal låne dig af mine mænd |
| och følge theg selff thill thinge." | og følge dig selv til tinge." |
57 | |
| Thet war Suenden aff Woldersløff, | det var svenden af Vollerslev, |
| hannd hagde thi suenne ni: | han havde de svende ni: |
| dem klede hand y silcke rød, | dem klædte han i silke rød, |
| hand rider thill thinge med dem. | han rider til tinge med dem. |
58 | |
| Thet war unnge ien Willeom, | det var unge en Villum, |
| hand hagde suenne fem; | han havde svende fem; |
| them kleder hand y hardenn iern, | dem klæder han i hården jern, |
| hand rider [14]+1: I udg.: "rider". rider thill thinge med dem. | han rider rider til tinge med dem. |
59 | |
| Thet melte Suenden aff Woldersløff, | det mælte svenden af Vollerslev, |
| hand halder y silck[e] rød: | han holder i silk rød: |
| "Huem haffuer meg thill thinge boden | "hvem haver mig til tinge buden |
| och giortt min heste thend møde?" | og gjort min heste den møde?" |
60 | |
| Thet suarde ungen Willeom, | det svarde ungen Villum, |
| hand hiolt under hielom hin røde: | han holdt under hjellum hin røde: |
| "Ieg haffuer thig thill thingen boden | "jeg haver dig til tingen buden |
| alt for min faders døde." | alt for min faders døde." |
61 | |
| Thet suarde Suenden aff Woldersløff, | det svarde svenden af Vollerslev, |
| hand støtte suerd emod iorde: | han stødte sværd imod jorde: |
| "Thu fanger aller for fader din | "du fanger aller for fader din |
| enten pennding eller goude orde!" | enten penning eller gode orde!" |
62 | |
| Thet suarde ungen Willeom, | det svarde ungen Villum, |
| hand støtte sit suerd emod iord: | han stødte sit sværd imod jord: |
| "Ennd skall ieg fange for fader min | "end skal jeg fange for fader min |
| saa høuesk en rider-boud!" | så høvisk en ridderbod!" |
63 | |
| Thet war Suenden aff Woldersløff, | det var svenden af Vollerslev, |
| hand kaste sin ganger omkring: | han kaste sin ganger omkring: |
| "Thu fannger alder for fader din | "du fanger aller for fader din |
| enten pending eller pendings werd." | enten penning eller pennings værd." |
64 | |
| Thet war ungen Williom, | det var ungen Villum, |
| hand sit suerd uddrog; | han sit sværd ud drog; |
| thet war Suenden aff Woldersløff, | det var svenden af Vollerslev, |
| hand død paa thennget [wog]. | han død på tinget [*]. |
65 | |
| Thet war danner-konngen, | det var dannerkongen, |
| hand raber thill alle sine mend: | han råber til alle sine mænd: |
| "Y griber ungen Williom, | "I griber ungen Villum, |
| hand haffuer giortt [15]rettere: brudt. thinge-fred." | han haver gjort tingefred." |
66 | |
| "Ieg beder eder, danner-kongen, | "jeg beder eder, dannerkongen, |
| y lader meg fare y fred; | I lader mig fare i fred; |
| ieg haffuer icke føre thill thinge weret, | jeg haver ikke førre til tinge været, |
| ieg weste icke aff thinge-sed." | jeg vidste ikke af tingesæd." |
67 | |
| Thet war ungen Williom, | det var ungen Villum, |
| hand spranck thill sin hest: | han sprang til sin hest: |
| "Nu thøckis meg y thancke min, | "nu tykkes mig i tanke min, |
| at skouen hun skiuller hin best." | at skoven hun skjuler hin bedst." |
68 | |
| Thack haffue ungen Willium, | tak have ungen Villum, |
| och saa hanns liden sma-dreng: | og så hans liden smådreng: |
| thi und-rende fra thinge | de undrendte fra tinge |
| for kongen och alle hanns mend. | for kongen og alle hans mænd. |
69 | |
| Thack haffue ungen Williom, | tak have ungen Villum, |
| saa well throde hand sin hest; | så vel trode han sin hest; |
| hand bar hannom y skouen ind, | han bar hannum i skoven ind, |
| som thyckennett thet war mest. | som tykkenet det var mest. |
70 | |
| Thet war alle thi kongens mend, | det var alle de kongens mænd, |
| thi ganger for kongen at stannde: | de ganger for kongen at stande: |
| "thi [16] I udg.: "Y". giffuer thet barn sin fred igien, | "de giver det barn sin fred igen, |
| thi hannom er thimet stor wander. | thi hannum er timet stor vånder. |
71 | |
| Hans fader bleff hannom slagen fra, | hans fader blev hannum slagen fra, |
| førend hand bleff fød; | førend han blev født; |
| hagde Suenden siet sig effne, | havde svenden set sig evne, |
| hannd hagde hannom slet for-ød. | han havde hannum slet forødt. |
72 | |
| Nader y hannom, min edelig her, | nåder I hannum, min ædelig her, |
| thi løcken haffuer werit hannom thunge; | thi lykken haver været hannum tunge; |
| hand kand end enn gang bliue thend mand, | han kan end en gang blive den mand, |
| ethers nade thienne kunde." | eders nåde tjene kunne." |
73 | |
| Thet giorde danner-koning | det gjorde dannerkonning |
| for alle sin goude mandtz bønn: | for alle sin gode mands bøn: |
| hand gaff Williom sin fred igien, | han gav Villum sin fred igen, |
| ther-for fick hand stour bønn. [17] I udg.: "lønn". | derfor fik han stor bøn. |
74 | |
| Thet war ungen Willium, | det var ungen Villum, |
| red y sin moders gaard; | red i sin moders gård; |
| thet war hanns kiere moder, | det var hans kære moder, |
| hun ganger hannom ud emodt. | hun ganger hannum ud imod. |
75 | |
| "Wer well-kommen, ungen Willium, | "vær velkommen, ungen Villum, |
| kiere sønne min! | kære sønne min! |
| hur haffuer theg lid thill thinge y-dag?" | hur haver dig lidt til tinge i dag?" |
| "Ieg haffuer heffned min faders død, kier moder myn." | "jeg haver hævnet min faders død, kær moder min." |
76 | |
| Thet war staltenn frue Mettelil, | det var stolten frue Mettelil, |
| hun thug ham y sin arom: | hun tog ham i sin arum: |
| "Loffuit were Gudt-fader y himmerig, | "lovet være Gudfader i himmerig, |
| for-wonden haffuer ieg min harom!" | forvunden haver jeg min harum!" |
77 | |
| Først wog hannd Suenden aff Woldersløff | først vog han svenden af Vollerslev |
| och heffnet sin faders død; | og hævnet sin faders død; |
| saa red hannd thill Woldersløff, | så red han til Vollerslev, |
| belaa søster hans, saa wenne [en] [mø]. | belå søster hans, så væne [*] [*]. |
78 | |
| Først wog hand Suenden aff Woldersløff | først vog han svenden af Vollerslev |
| och heffnet sin faders død; | og hævnet sin faders død; |
| saa locket hannd hans syster, | så lokket han hans søster, |
| end bleff hand suoret y lannd. | end blev han svoret i land. |
79 | |
| Loffuit vere Gud-fader i himmerig, | lovet være Gudfader i himmerig, |
| som alle sorig kand for-wende; | som alle sorrig kan forvende; |
| alder horde [18] I udg.: "hørde". ieg en werre ferd, | aller hørte jeg en værre færd, |
| som fick en beder ende. | som fik en bedre ende. |
| :: Sell er hun stolt udi sin hug. :: | :: selv er hun stolt udi sin hu. :: |