Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Jens Billes håndskrift
Nummer: 9
Side: 21 v
Titel: Kong Hanses Bryllup
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 166 Aa III 620-622
Kommentar: III 632-634
Generelle oplysninger: Navnet skrives "Aatsen" i V. 1 og 2, "Aasen" i de følgende vers.


1
Kong Hanss hand syder paa Kiøffuenhaffn, kong Hans han sidder på København,
hand lader de løne-breff skriffue: han lader de lønnebrev skrive:
sender hand dem tiill Naare-Iødtland, sender han dem til Nørrejylland,
her Erick Aatsen att giffue. her Erik Otsen at give.
:: Der komer aldrig saa rigen en iomffru tiill Danmarck. :::: der kommer aldrig så rigen en jomfru til Danmark. ::

2
Dett vor her Erick Aatsen, det var her Erik Otsen,
der hand dee løne-breff saa: der han de lønnebrev så:
hand kaste dee terning oc skiødt var-taffuell han kaste de terning og skød vartavel
och bad salle sin ganger graa. og bad sadle sin ganger grå.

3
Dee lede udt hans gode
[1] I udg.: "høge".
hest,
 
de ledte ud hans gode hest,
och lade paa for-gildene mille: og lagde på forgyldene mile:
end redt hand tiill Kiøffuenhaffn, end red han til København,
før ham løste att huille. før ham lyste at hvile.

4
Ing kom her Erick Aasen,
[2] I udg.: "Aatsen".
 
ind kom her Erik Osen,
oc stædiss hand for borde:
[3] I udg.: "bord".
 
og stedtes han for borde:
"Huad ville y meg, min nadige hære, "hvad ville I mig, min nådige herre,
men y haffuer sendt mig ordt?" men I haver sendt mig ord?"

5
"Hørre y, her Erick Aasen,
[4] I udg.: "Aatsen".
 
"høre I, her Erik Osen,
y ærre vor eggen mandt: I ere vor egen mand:
y skulle fare tiill Misern y aar I skulle fare til Misen i år
oc bede om den lelle-vand." og bede om den liljevånd."

6
Dett vor her Erick Aasen,
[5] I udg.: "Aatsen".
 
det var her Erik Osen,
hand bleff saa bratt att suare: han blev så brat at svare:
"Skall ieg [ind]
[6] mangler.
tiill Misern y aar,
 
"skal jeg [*] til Misen i år,
ieg kand icke alle-ene fare." jeg kan ikke alene fare."

7
"Dett
[7]+2: I udg.: "Her".
vor her Verner Pas-biære aff Holbæck-hus
 
"det var her Verner Parsberge af Holbækhus
hand skall mett eder fare, han skal med eder fare,
her Claus Røno aff Oringborig, her Klaus Rønnow af Vordingborrig,
der
[8]+3: I udg.: "ether følger saa faffuer".
føll saa stor en skare."
 
der følg så stor en skare."

8
De vone op deris sælcke-sægell de vunde op deres silkesejel
saa høgt y for-gildene raa: så højt i forgyldene rå:
Danmarck-brage y fremer-stauffn, Danmarkbroge i fremmerstavn,
de lode tiill Misern fare.
[9] I udg.: "staa".
 
de lode til Misen fare.

9
Kuuerin stor paa høgen vern, kuren står på højen værn,
och ser hand udy strande: og ser han udi strande:
"Ieg ser saa mange af Danmarsk
[10] I udg.: "Danmarcks".
skieff,
 
"jeg ser så mange af Danmarks skib,
de føre for-gilden bran.
[11] I udg.: "brane".
 
de føre forgylden brand.

10
Ieg ser saa mange aff Danmarck[s] skieff, jeg ser så mange af Danmark skib,
de føre for-gylden brane: de føre forgylden brande:
Krist sine eder, frøcken Kiesten! Krist signe eder, frøken Kirsten!
de achtte eder tiill handt."
[12] I udg.: "hande".
 
de agte eder til hånd."

11
Kaste dee deris acker kaste de deres anker
paa huiden
[13] I udg.: "den huide".
sand:
 
på hviden sand:
dee ædelig reder aff Danmarck de ædelig ridder af Danmark
dee tren der først y land. de tren der først i land.

12
Mitt udi den gaardt
[14] I udg.: "gaarde".
 
midt udi den gård
der axler dee [deris]
[15] mangler.
skiendt:
 
der aksler de [*] skind:
saa gaar de udi høffuedt[-]lofft så går de udi højetloft
for hær-tugen aff Misern ind. for hertugen af Misen ind.

13
"Hell side y, hærtugen aff Misern, "hel sidde I, hertugen af Misen,
y oc eders kere! I og eders kære!
den unge konge aff Danmarck den unge konge af Danmark
beder om eders datter mett ærre." beder om eders datter med ære."

14
Hand tog ud dee loctte breff, han tog ud de lukte brev,
oc hand der-udi saa: og han derudi så:
"Loffued
[16] I udg.: "Loff".
værre Gud-fader y Hemerig,
 
"lovet være Gudfader i himmerig,
dett ieg eders
[17] I udg.: "den".
[18] eders (Skrivf.).
datter aa!
 
det jeg eders datter å!

15
I ædeliig reder, y tager y vand, I ædelig ridder, I tager i vand,
oc gaar y eder tiill bors! og går I eder til bords!
tøffuer y tiill morgen, tøver I til morgen,
vy velle
[19]+4: I udg.: "vider eder ansuar god".
eder gode ansuar faa."
 
vi ville eder gode ansvar få."

16
Dee vor der y manedt, de var der i måned,
oc dee vor der y III: og de var der i tre:
icke finghe dee frøcken Kiestine att see ikke finge de frøken Kirstene at se
y alle-samens dee. i alle sammens de.

17
Dagen dauis østen, dagen dages østen,
oc bøllen blæser blaa: og bølgen blæser blå:
dee ædelig reder aff Danmarck de ædelig ridder af Danmark
dee gaar for hærtugen att staa. de går for hertugen at stå.

18
"Dagen dauis østen, "dagen dages østen,
oc bøllen blæser y land: og bølgen blæser i land:
den unge konge ber sorigen for os, den unge konge bær sorrigen for os,
att vy ære suncken tiill sandt." at vi ere sunken til sand."

19
Dett vor hærtugen aff Misern, det var hertugen af Misen,
kaller aff reder sien: kalder af ridder sin:
"Beder y frøcken Kiesten, "beder I frøken Kirsten,
hun gaar y stuuen ind!" hun går i stuen ind!"

20
Ote vor dee Misierns fruuer, otte var de Misens fruer,
hindes hardt
[20] I udg.: "haar".
baade bøste oc flætte:
 
hendes hår både børste og flette:
dee vorre vell IIII først-inder, de vare vel fire fyrstinder,
hendes hoffuedt-guld sætte tiill rætte. hendes hovedguld sætte til rette.

21
Dee sætte paa hinde dett hoffued-guld, de sætte på hende det hovedguld,
dett skiener saa rød som luue: det skinner så rød som lue:
dett vor vell giortt y VIII suig-burd, det var vel gjort i otte svejbur,
allt offuer den skiøne iomffru[e]. alt over den skønne jomfru.

22
Dett vor frøcken Kiesten, det var frøken Kirsten,
hun ing att døren tren: hun ind ad døren tren:
hendes fader oc hendes far-brøre tre hendes fader og hendes farbrødre tre
dee stode hende op igien. de stode hende op igen.

23
Hende fader oc hende far-brøre tre hende fader og hende farbrødre tre
dee stode hende op igien: de stode hende op igen:
dee ædeliig reder aff Danmarck de ædelig ridder af Danmark
dee ractte hende handen igien. de rakte hende hånden igen.

24
Dett vor hertugen aff Misern, det var hertugen af Misen,
hand kaller aff reder sin: han kalder af ridder sin:
"Henter y tærning oc var-taffuell, "henter I terning og vartavel,
oc ber dett y stuuen ing!" og bær det i stuen ind!"

25
Hærtugen kaste dee tærning fra sig, hertugen kaste de terning fra sig,
dee vare aff røden guld: de vare af røden guld:
"Y kaster, her Vernedt
[21] I udg.: "Verner".
Pas-berre, før end ieg!
 
"I kaster, her Verner Parsberge, før end jeg!
y ære kongen huldt." I ere kongen huld."

26
Dett vor her Vernedt
[22] I udg.: "Verner".
Pas-berre,
 
det var her Verner Parsberge,
hand skiødt dee tærning fra sieg: han skød de terning fra sig:
"Kaster y, her Klauis Røno! "kaster I, her Klaus Rønnow!
for y ærre ældre end ieg." for I ere ældre end jeg."

27
Dett vor her Klauis Røno, det var her Klaus Rønnow,
hand skiød dee tærning fra sieg: han skød de terning fra sig:
"Y kaster, Danmarckis hoff-mester! "I kaster, Danmarkes hovmester!
for eder bør langt før end ieg." for eder bør langt før end jeg."

28
Dett vor her Erick Aasen,
[23] I udg.: "Aatsen".
 
det var her Erik Osen,
thager tærnin y sien hand: tager terning i sin hånd:
"Vill Gud oc her sancte Lusies, "vil Gud og her Sankte Lusies,
den lelle
[24] <dvs.> her som i V. 5 = Lilje.
tiill Danmarsk
[25] I udg.: "Danmarcks".
hand!"
 
den lilje til Danmarks hånd!"

29
Dett føste, tærning paa taffuelbordt rand, det første, terning på tavlebord randt,
hand rand saa vell mett ærre: han randt så vel med ære:
her Erick Aasen
[26] I udg.: "Aatsen".
hand vandt den skiøne iomffru
[27]+2: I udg.: "iomffru".
tiill Danmarck
 
her Erik Osen han vandt den skønne jomfru til Danmark
tiill kongens hiertens-kere. til kongens hjertenskære.

30
Lenge stod frøcken Kiesten, længe stod frøken Kirsten,
tiill hende randt taar aff kiend: til hende randt tår af kind:
"Skall ieg y aar tiill Danmarck, "skal jeg i år til Danmark,
saa langtt fra moder min!" så langt fra moder min!"

31
Dett vor hærtugen aff Misern, det var hertugen af Misen,
hand tar sin datter att lære; han tagr sin datter at lære;
[dett]
[28] mangler.
vill ieg for saning sige:
 
[*] vil jeg for sanding sige:
dett vor alltt mett tuctt oc ærre. det var alt med tugt og ære.

32
"Haff
[29]+1: I udg.: "Wer kier att".
kier Iuder oc Skoninger!
 
"hav kær jyder og skåninger!
the ærre baade trøge oc tro; de ere både trygge og tro;
stunder
[30]+2: I udg.: "stund du aldriig".
du alltt effter Suerig!
 
stunder du alt efter Sverig!
dett er icke lætt at faa. det er ikke let at få.

33
Bede
[31] I udg.: "Bed".
gott for fattige æncker,
 
bede godt for fattige enker,
som
[32]+1: I udg.: "som".
fattige far-løse børn skulle føde!
 
som fattige farløse børn skulle føde!
bedet
[33] I udg.: "bed".
gott for fattige fanger,
 
bedet godt for fattige fanger,
lad ingen y tornedt døø! lad ingen i tårnet dø!

34
Skatte du icke dee fattige! skatte du ikke de fattige!
ieg dett icke haffue vill: jeg det ikke have vil:
fatis diig enten guld eller sølff, mangler dig enten guld eller sølv,
du siger din fader tiill!" du siger din fader til!"

35
Alltt vor dett den sorte iord, alt var det den sorte jord,
hun vor met selcke bredt: hun var med silke bredt:
dett vor frøcken Kiesten, det var frøken Kirsten,
hun bleff tiill stranden ledt. hun blev til stranden ledt.

36
Dee blæste y deris trumetter, de blæste i deres trompeter,
y deris for-giøltte liudt: i deres forgyldte lyd:
dee føller den frøcken tiill strande, de følger den frøken til strande,
dee kaller hende Danmarck[s] brud. de kalder hende Danmark brud.

37
Saa vonde dee op deris selcke-sægell så vunde de op deres silkesejel
saa høgtt y for-giøldene raa: så højt i forgyldene rå:
saa sælde dee tiill Danmarck så sejlde de til Danmark
en mindre en monett too. end mindre end måned to.

38
Kaste dee deris acker kaste de deres anker
paa huiden
[34] I udg.: "den huide".
sand:
 
på hviden sand:
dee ædeliig reder aff Danemarck de ædelig ridder af Dannemark
dee løffte den frøcken paa land. de løfte den frøken på land.

39
Dee møtis paa den grøne vold, de mødtes på den grønne vold,
Krist giffue, dett bliffue tiill gaffn! Krist give, det blive til gavn!
den hære fra hest, den iomffru fra karm den herre fra hest, den jomfru fra karm
de tage huer-anden y arm.
[35] I udg.: "faffn".
 
de tage hveranden i arm.
:: Der kom aldrig saa rig en iomffru tiill Da[n]marck. :::: der kom aldrig så rig en jomfru til Danmark. ::