Frederik IIs Eftermæle II

1
O Danmarck, o Danmarck, o Danemarck,	o Danmark, o Danmark, o Dannemark,
huor er konng Frederick dinn herre saa sterck,	hvor er kong Frederik din herre så stærk,
ja, Friderick denn andenn aff det naffnn,	ja, Frederik den anden af det navn,
om huilckenn der gaar saa wiide saffnn.	om hvilken der går så vide sagn.
2
Hanndt er hiemfarenn denn megtige mandt	han er hjemfaren den mægtige mand
denn rette wey thil sit federnne[-]landt;	den rette vej til sit fædreneland;
y Roskildt huilis den herris beenn,	i Roskild hviles den herres ben,
paa domedag staar hand op igien.	på dommedag står han op igen.
3
Er handt nu borte, dig skulle forsuare,	er han nu borte, dig skulle forsvare,
da staar du wislig y stouer fare;	da står du vislig i stor fare;
thj maat du wel sørge och greme digh,	thi måt du vel sørge og græmme dig,
du wedst icke, naar du faar hanns lige.	du vedst ikke, når du får hans lige.
4
Der[-]for ladt fare dinn pibe[-]legh,	derfor lad fare din pibeleg,
her er nogit andit endt thencke paa slig;	her er noget andet end tænke på slig;
du leg nu aff dinn stolte dragt,	du læg nu af din stolte dragt,
betennck nogit andit som liger paa mackt.	betænk noget andet som ligger på magt.
5
Betennck hanns leffnit, betenck hans ende,	betænk hans levned, betænk hans ende,
betennck huadt sorig her er for hennde;	betænk hvad sorrig her er for hænde;
betenck du hanns stormectighedt,	betænk du hans stormægtighed,
betenck dinn egenn elendighedt.	betænk din egen elendighed.
6
Sinn kongelig kronne haffuer hand saa borit,	sin kongelig krone haver han så båret,
i hanns thidt er her intedt forlorit	i hans tid er her intet forloret
aff lande, riger, borger eller fest,	af lande, riger, borger eller fæst,
sine fiender vor handt en skadelig giest.	sine fjender var han en skadelig gæst.
7
Sine fiender vor handt enn redtzil foruist,	sine fjender var han en rædsel forvist,
denn naade haffde handt aff Iesu Christ,	den nåde havde han af Jesu Krist,
i[-]nar dendt ^[1] I udg.: "denn". ^[2] dendt? opr. er skrevet handt, men rettet ulæseligt. herre lod slaa paa throme,	inår den herre lod slå på tromme,
da fryctedt hans fiender for hans kome.	da frygtet hans fjender for hans komme.
8
Handt motte forsøge vdj sin thidt	han måtte forsøge udi sin tid
stor orloff, feyde och megenn stridt;	stor orlog, fejde og megen strid;
handt haffuer vdstyrtet thil landt och vand	han haver udstyrtet til land og vand
wsigelig blodt aff heste och mandt.	usigelig blod af heste og mand.
9
Der[-]thil vor handt dog icke aarsage,	dertil var han dog ikke årsage,
om nogenn vilde saadannt paa hanom klage;	om nogen ville sådant på hannum klage;
men ville forsuare de løuer saa stercke,	men ville forsvare de løver så stærke,
som staar vdj hans kongelig mercke.	som står udi hans kongelig mærke.
10
De thytmerske herrer for deris hoffmodt,	de ditmerske herrer for deres hovmod,
de motte først falde denn herre thil fodt;	de måtte først falde den herre til fod;
det gick dem aff foruden aldt skiemtt,	det gik dem af foruden alt skæmt,
ieg thencker de haffuer det icke forglemt.	jeg tænker de haver det ikke forglemt.
11
Kong Erick y Suerig fick vdÿ sinde,	kong Erik i Sverig fik udi sinde,
handt Eulandt och Skonne vilt thage indt;	han Øland og Skåne vilt tage ind;
da kunde mandt høre och klarlig see,	da kunne man høre og klarlig se,
det er icke got modt løuer at krÿ.	det er ikke godt mod løver at krig.
12
Handt førde denn krÿ y mange aar,	han førte den krig i mange år,
det glemis ret aldrig men verden staar;	det glemmes ret aldrig men verden står;
for Falckennberrig gick suennske y danntz	for Falkenberrig gik svenske i dans
medt blodige pander for roszenn[-]kranntz.	med blodige pander for rosenkrans.
13
Hanndt haffuer vell renszit de danske strøme,	han haver vel renset de danske strømme,
som konger och førster bør icke at forsøme;	som konger og fyrster bør ikke at forsømme;
dj grume sørøffuer vor handt saa gram,	de grumme sørøver var han så gram,
at dÿ fick baade last och skam.	at de fik både last og skam.
14
Sine venner y nødt handt viste at staa bÿ,	sine venner i nød han vidste at stå bi,
thj monne de idellig thil hanom flÿ;	thi monne de idelig til hannum fly;
de danske och andre baade her och der,	de danske og andre både her og der,
dj skulle vel vindisbyrdt der[-]om berre.	de skulle vel vidnesbyrd derom bære.
15
Danmarckis krone er thung at berre,	Danmarkes krone er tung at bære,
det viste fuld[-]vell denn edelle herre;	det vidste fuldvel den ædele herre;
thj giorde handt sig venner aff de beste,	thi gjorde han sig venner af de bedste,
naar nogenn hans fiender vilde hannom gieste.	når nogen hans fjender ville hannum gæste.
16
Sine lande haffuer handt beprydet och saa	sine lande haver han beprydet og så
medt slot och feste baade store och smaa,	med slot og fæste både store og små,
medt statzlig bygning och kongelig sall,	med stadslig bygning og kongelig sal,
medt stor arbedt och megenn prall.	med stor arbejd og megen pral.
17
Handt haffuer befestit sig rundt omkring	han haver befæstet sig rundt omkring
medt suare skib och krigs[-]rustningh,	med svare skib og krigsrustning,
medt førsters forbønn och blodtz[-]foruandt;	med fyrsters forbøn og blodsforvant;
medt Danmarckis raadt handt saadannt paa fannd.	med Danmarkes råd han sådant på fandt.
18
Mierre om ditte vil ieg icke kuede,	mere om dette vil jeg ikke kvæde,
en andenn visze vill ieg oplede	en anden vise vil jeg oplede
at siunge om hans gudfryctiighedt,	at synge om hans gudfrygtighed,
at huer mandt skal sig gledis der[-]vedt.	at hver mand skal sig glædes derved.
19
Gudtz ordt handt elsker aff hiertens grund,	Guds ord han elsker af hjertens grund,
det lodt handt paa kiennde y allen stundt;	det lod han på kende i allen stund;
lige[-]som hanns fader, koning Christiann,	ligesom hans fader, konning Christian,
denn christellig thro saa greb hand ann.	den kristelig tro så greb han an.
20
Enfoldig forstanndt y skrefftenn vel haffde,	enfoldig forstand i skriften vel havde,
at ingenn skulle støde hanom troenn aff laffue;	at ingen skulle støde hannum troen af lage;
alle sine dage y lyst och nødt	alle sine dage i lyst og nød
at kalde paa Gudt handt strengelig bødt.	at kalde på Gud han strengelig bød.
21
I kirckenns personer och klerckerÿ,	I kirkens personer og klerkeri,
y maa vell sige aff hiertet frÿ:	I må vel sige af hjertet fri:
hans lige vor icke bedre for ham,	hans lige var ikke bedre for ham,
som mere forøcte ethers indtkom.	som mere forøgte eders indkom.
22
Alle sine bisper, y[-]huor de mon verre,	alle sine bisper, ihvor de mon være,
lodt handt sig finde enn fader kier;	lod han sig finde en fader kær;
denn høye skolle i Kiøbenhaffnn,	den høje skole i København,
haffuer handt giort en euig gaffnn.	haver han gjort en evig gavn.
23
De som skulle lerris der	de som skulle læres der
medt statzellig rennte och føde forseer;	med stadselig rente og føde forser;
disligist huer skolle y alle sine landt	desligest hver skole i alle sine land
hanns rundhedt maa de prisze forsandt.	hans rundhed må de prise for sand.
24
Sine prester y mange steder och byer	sine præster i mange steder og byer
derris rennte lodt handt formere paa ny;	deres rente lod han formere på ny;
de fattige degnne som thienne thil mesze	de fattige degne som tjene til messe
forskaffet derris lønn och rennte thill visze.	forskaffet deres løn og rente til visse.
25
Huadt skal ieg sige, ieg kandt icke opregnne,	hvad skal jeg sige, jeg kant ikke opregne,
som handt haffuer giort her alle wegnne:	som han haver gjort her alle vegne:
hospitaller och de fattige folck	hospitaler og de fattige folk
for Gudt och meniskenn vor deris tholck.	for Gud og mennesken var deres tolk.
26
Alle sine lande medt loff och rett	alle sine lande med lov og ret
haffuer handt optuctit, det icke forgiett;	haver han optugtet, det ikke forgæt;
att straffe de vnde vor hanns sedt,	at straffe de onde var hans sæd,
de goude haffuer handt holdit y fredt.	de gode haver han holdet i fred.
27
Thil saadant hialp hanom hans rigers raadt,	til sådant hjalp hannum hans rigers råd,
disligist de andre aff adels[-]blodt:	desligest de andre af adelsblod:
at alting stodt y blomster och flor,	at alting stod i blomster og flor,
lige[-]som dy liler y roszenn[-]gaardt.	ligesom de liljer i rosengård.
28
Sine gode mendt och kongelig hoff	sine gode mænd og kongelig hof
dem elskte hanndt stedtze aff hierte och hu;	dem elskte han stedse af hjerte og hu;
sig selff vilde hanndt och icke spare,	sig selv ville han og ikke spare,
nar handt vilde giøre sine giester glade.	når han ville gøre sine gæster glade.
29
Der nu altingist y rolighedt stodt,	der nu altingest i rolighed stod,
sinn sønn denn første vdkaare lodt,	sin søn den første udkåre lod,
Christianus denn fierde aff det naffnn,	Christianus den fjerde af det navn,
Gudt giffue det bliffuer osz alle thil gaffn.	Gud give det bliver os alle til gavn.
30
Nu vor her betenckt nogit merckelig thing,	nu var her betænkt noget mærkelig ting,
som skulle vell høris y lande om[-]kring	som skulle vel høres i lande omkring
thil thryghedt och glede y disze her landt,	til tryghed og glæde i disse her land,
men strax saa kom den vlyckelig standt.	men straks så kom den ulykkelig stand.
31
Sine landt at forhøye det var hans act,	sine land at forhøje det var hans agt,
dog motte handt holde denn gamle pact;	dog måtte han holde den gamle pagt;
det bedre Gudt[-]fader y himmerigh,	det bedre Gudfader i himmerig,
handt kunde icke lenger leffue medt dig.	han kunne ikke længer leve med dig.
32
Denn herre vdj Holstenn bleff nogit siug,	den herre udi Holsten blev noget syg,
thil Sielandt stunder handt medt stor fig;	til Sjælland stunder han med stor fig;
paa Antuorskoff kom den herre thil husz,	på Antvorskov kom den herre til hus,
der bleff wdslugt det kongelig liusz.	der blev ud slukt det kongelig lys.
33
Doctores och legger giorde deris flidt,	doktores og læger gjorde deres flid,
men her wor komenn den stedt och thidt,	men her var kommen den sted og tid,
at hanndt fra denne verdenn skulle gaa,	at han fra denne verden skulle gå,
thj bedt der ingenn legdom paa.	thi bed der ingen lægdom på.
34
Der hanndt fornam, det skulle saa verre,	der han fornam, det skulle så være,
denn sag befalit handt Gudt sinn herre:	den sag befalet han Gud sin Herre:
"Ieg døer," sagde hanndt, "forudenn wee,	"jeg dør," sagde han, "foruden ve,
det skulle y-viszelig paa mig see."	det skulle I visselig på mig se."
35
Der handt haffde thagit Christe legom och blodt,	der han havde taget Kriste legem og blod,
som er for synder fuldkomelig bodt,	som er for synder fuldkommelig bod,
de spurde, om handt vilde nogit bestille	de spurgte, om han ville noget bestille
sinn droning och børn och riger til villie.	sin dronning og børn og riger til vilje.
36
Handt suaridt dem saare thrøstellig:	han svaret dem såre trøstelig:
"Denn sag haffuer ieg set fra mig,	"den sag haver jeg sæt fra mig,
altingist befaler ieg Gudt y haandt:	altingest befaler jeg Gud i hånd:
myn droning och børnn medt riger och landt.	min dronning og børn med riger og land.
37
Ieg befaler altingist mynn Herre och Gudt,	jeg befaler altingest min Herre og Gud,
der[-]thil mynn throfast rigers raadt;	dertil min trofast rigers råd;
myne vndersat vil ieg Gudt befale,	mine undersåt vil jeg Gud befale,
handt kandt denom alle best husuale.	han kant dennum alle bedst husvale.
38
Mit haab er," sagde handt, "thil Iesum Christ,	mit håb er," sagde han, "til Jesum Krist,
det siger ieg etter vdenn argelist;	det siger jeg eder uden argelist;
ieg saadann haab thil hanem mon haffue,	jeg sådan håb til hannum mon have,
handt følger mig viszellig y min graff."	han følger mig visselig i min grav."
39
Lige[-]som handt sagde, mon for sig gaa,	ligesom han sagde, mon for sig gå,
der handt aff sengenn ville opstaa,	der han af sengen ville op stå,
handt døde strax y deris arme;	han døde straks i deres arme;
o Gudt denn sorrig lad dig forbarmme.	o Gud den sorrig lad dig forbarme.
40
O Frederick, o Frederick, huort vilt du gaa,	o Frederik, o Frederik, hvort vilt du gå,
forlader du osz dine børnn saa smaa;	forlader du os dine børn så små;
o Danmarcks vogen och kiøre[-]suen,	o Danmarks vogen og køresvend,
huo haffuer osz saadann sorig paasendt.	hvo haver os sådan sorrig påsendt.
41
Det er nu giort, huort ville vy henn,	det er nu gjort, hvort ville vi hen,
vy haffuer her mist denn beste wenn;	vi haver her mist den bedste ven;
wy ville hanom giøre saa stor enn ære,	vi ville hannum gøre så stor en ære,
som aldrig vor skiet y Danmarck føre.	som aldrig var sket i Danmark førre.
42
Huor det gick thil maa andre omtale,	hvor det gik til må andre omtale,
ieg kandt icke alting her aff[-]male;	jeg kant ikke alting her afmale;
mit hierte vor ner brødit y stycke,	mit hjerte var ner brødet i stykke,
der de medt hanom thil graffuen mon rycke.	der de med hannum til graven mon rykke.
43
De hellebarder ^[3] helleborder? bleff thil jordenn vendt,	de hellebarder blev til jorden vendt,
de høye faner bleff och foruennt;	de høje faner blev og forvendt;
der[-]offuer mon grede mange thusind mand,	derover mon græde mange tusind mand,
som der[-]wdÿ haffde nogenn forstanndt.	som derudi havde nogen forstand.
44
Hans droning och børnn aff hiertenns vee	hans dronning og børn af hjertens ve
kunde neppelig enten høre eller see;	kunne næppelig enten høre eller se;
der feltis alleuegnne saa modige thaare,	der fældtes alle vegne så modige tåre,
som aldrig vor skiedt for nogen saa saare.	som aldrig var sket for nogen så såre.
45
Nu mone handt huile och glede faa,	nu monne han hvile og glæde få,
Gudt hielp huor det her[-]effter vil gaa;	Gud hjælp hvor det herefter vil gå;
vy ville osz alle thil Gudt omuende,	vi ville os alle til Gud omvende,
saa bliffuer vy frÿ fra aldt elende.	så bliver vi fri fra alt elende.
46
I stercke thre løffuer medt hierter nj,	I stærke tre løver med hjerter ni,
beuar ether Gudt fra orloff och krÿ;	bevar eder Gud fra orlog og krig;
du løffue medt denn store basaann, ^[4] dvs. Økse (jf. Kalkar I. S. 110), sigter til Øksen, som bæres af den norske Løve i Rigsvaabenet.	du løve med den store basan,
den herre Gudt ver din styris[-]mandt.	den Herre Gud vær din styresmand.
47
Wor droning och saa gudfryctig godt	vor dronning og så gudfrygtig god
Gudt sløcke hendis gradt och sorgefuldt modt;	Gud slukke hendes gråd og sorgefuldt mod;
Gudt vndt osz naadelig at vy kunde see	Gud und os nådelig at vi kunne se
hendis sønn medt kronne sig betee.	hendes søn med krone sig bete.
48
Wy haffuer hanom sorit saa stor en edt,	vi haver hannum svoret så stor en ed,
som her y Danmarck er nogen thid skedt;	som her i Danmark er nogen tid sket;
Gudt giffue hanom den lycke y jorderig	Gud give hannum den lykke i jorderig
att handt och kandt kronis y himmerig.	at han og kant krones i himmerig.
49
All Danmarckis raadt gudfryctige mendt	al Danmarkes råd gudfrygtige mænd
beuar dem Gudt ret huer och enn	bevar dem Gud ret hver og en
at raade thil[-]samen endrectelig	at råde tilsammen endrægtelig
modt alle vore fiender som osz vil siuge. ^[5] I udg.: "suige".	mod alle vore fjender som os vil svige.
50
O stercke løffue aff Dauitz rodt,	o stærke løve af Davids rod,
herre Iesu Christ, vor broder godt:	Herre Jesu Krist, vor broder god:
du stat osz bÿ y aldt vor nødt	du stat os bi i alt vor nød
och frÿ osz fra den euige dødt.	og fri os fra den evige død.
51
I frome christne, baade store och smaa,	I fromme kristne, både store og små,
lader ether ditte thil hiertet gaa;	lader eder dette til hjertet gå;
her[-]medt vil ieg nu stille min tale	hermed vil jeg nu stille min tale
och vil ether alle Gudt befale. Amenn.	og vil eder alle Gud befale. amen.

Den ældste danske viseoverlevering