(Tro og love det agtes nu ganske ringe)

1
Tro och loffue ded agttes nu gandske ringe,	tro og love det agtes nu ganske ringe,
ded kand ieg sell beffinde,	det kan jeg selv befinde,
denn wenn, der meg skall ttrøsten giiffue,	den ven, der mig skal trøsten give,
hand er wstadiig y synd;	han er ustadig i sind;
i orenn er hand døydeliig,	i orden er han dydelig,
men hiertted lader hand icke føllge med,	men hjertet lader han ikke følge med,
for hand agttid meg ad suige.	for han agtet mig at svige.
2
Hade hand bleffued y stadiighed fast,	havde han blevet i stadighed fast,
och haffde ieg hullhed fornomed,	og havde jeg huldhed fornummet,
ded wenndskaff skull aller haff bleffued forkast,	det venskab skul aller hav blevet forkast,
ttroskaff skull hand beffonden;	troskab skul han befunden;
tthi well ieg wende mytt sind om[-]kring	thi vil jeg vende mit sind omkring
och agtte hans wenskaff saa ringe en tting	og agte hans venskab så ringe en ting
men hannem ^[1] Sic udg. will meg saa suige.	men hannum vil mig så svige.
3
Han loffued meg wenskaff med hand och mond,	han lovet mig venskab med hånd og mund,
ieg mentte ded stadigtt skull bliffue,	jeg mente det stadigt skul blive,
han mentte ded jck aff herttens grond,	han mente det ikk af hjertens grund,
tti will ieg ham offuer[-]giffue;	thi vil jeg ham overgive;
saa ttilliig hand en anden saa,	så tidlig han en anden så,
da maan ieg ham aff hiertted gaa,	da mon jeg ham af hjertet gå,
hand agtter saa fler ad daare.	han agter så fler at dåre.
4
End[-]dog ieg skall szaa enæ leff,	enddog jeg skal så ene lev,
och ingen meg ttrøsten skall giiff,	og ingen mig trøsten skal giv,
ttill Gud allen setter ieg myn lid,	til Gud alen sætter jeg min lid,
hand kand mynn saar fordriffue;	han kan min sorg fordrive;
hand skall dog aller faa den macktt	han skal dog aller få den magt
meg bedreue, som hand har y agtt,	mig bedrøve, som han har i agt,
saa litt skall de aff winde.	så lidt skal de af vinde.

Den ældste danske viseoverlevering