Sejren ved Meldorp

1
Wed Gudz naade oc hans naffn well stercktt	ved Guds nåde og hans navn vel stærkt
wylle wy begynde att siunge:	ville vi begynde at synge:
om koning Frederick den anden aff Dannemarck,	om konning Frederik den anden af Dannemark,
stor lycke gick hannom tiill haande,	stor lykke gik hannum til hånde,
oc andre mere landz[-]førster flere	og andre mere landsfyrster flere
mett hoffmend oc landz[-]knecktte,	med hovmænd og landsknægte,
hærtug Adolff aff Holsten, den fromme herre,	hertug Adolf af Holsten, den fromme herre,
de giorde megitt ridderlige fecten.	de gjorde meget ridderlige fægten.
2
Herthug Hans sin broder mett ett fritt mod	hertug Hans sin broder med et frit mod
lod siig y striiden finde,	lod sig i striden finde,
greffue Antoniuz aff Oldenborge, dett eddele blod,	greve Antonius af Oldenborge, det ædele blod,
kom selff ther[-]tiill ridende	kom selv dertil ridende
mett mongen stoltter mand, hand mett siig nam,	med mangen stolter mand, han med sig nam,
mett kongen ære oc priss att indlegge,	med kongen ære og pris at indlægge,
de droge for Meldorp oc for Ham	de droge for Meldorp og for ham
de dyttmersker bynder att thuinge.	de ditmersker bønder at tvinge.
3
Den tiid mand screff tusinde fem hundrede aar	den tid man skrev tusinde fem hundrede år
nj[-]oc[-]halfftrediesins[-]tiue ^[1] I udg.: "III". ^[2] Fejl i nærv. Udg.; læs nj [dvs. 9]. y maymaanett,	nioghalvtredjesindstyve i maj måned,
da lae de dyttmersker bynder wdi marcken	da lå de ditmersker bønder udi marken
mett skantzer oc mett stor magtt,	med skanser og med stor magt,
mett groffuer oc skytt, altt oss tiill spott,	med grober og skyt, alt os til spot,
ther[-]fore lode wy woss icke forfferde,	derfore lode vi vos ikke forfærde,
then tredie dag tha droge wy frem,	den tredje dag da droge vi frem,
en løffuerdag tiliig om den morgen.	en løverdag tidlig om den morgen.
4
Theris fodangle oc skantzer viide,	deres fodangle og skanser vide,
deris store slusser de oplode; ^[3]L. 2-4: oplode ∼ ficte dvs. aufmachten ∼ fechten.	deres store sluser de op lode;
er Gud mett oss y thenne tiid,	er Gud med os i denne tid,
huem wyll y[-]mod oss ficte,	hvem vil imod os fægte,
thett hielper dog inttett all menniskens paa[-]fund:	det hjælper dog intet al menneskens påfund:
nar Gud basuner mett Gedione	når Gud basuner med Gideone
og mett koning Dauid ficter	og med konning David fægter
oc tuinger wed stercke Samsonne.	og tvinger ved stærke Samsone.
5
Thett haffue the dyttmerske nu befundett,	det have de ditmerske nu befundet,
thett wlydige geslectte,	det ulydige geslægte,
deris egen herre alttiid foractitt,	deres egen herre altid foragtet,
ther[-]fore sker thenom nu altt rett:	derfore sker dennum nu alt ret:
deriss megle gode land er oss bleffuen bekant,	deres megle gode land er os bleven bekendt,
der hørde mand thÿ bøsser sprage, ^[4] dvs. brage.	der hørte man de bøsser sprage,
oc the bynder bleffue monge yhiell[-]slagne,	og de bønder bleve mange ihjelslagne,
endog stode the stiiffue som stager.	enddog stode de stive som stager.
6
De offuerste for landzknecktene fromme	de øverste for landsknægtene fromme
stor loff oc priiss skulle haffue:	stor lov og pris skulle have:
Remer fan Vold oc Vilhelm Volderdom	Reimer van Vold og Vilhelm Wallerthum
saa mand suemme altt offuer thÿ graffue,	så man svømme alt over de grave,
oc mongen landzknecktt de følgede dem effther,	og mangen landsknægt de følgede dem efter,
de dræbede dem mett thøriiss spese, ^[5]L. 6-8: spese ∼ wdgyde dvs. spieszen ∼ ergieszen.	de dræbede dem med deres spidse,
Vulff Schonewesell, den fromme heltt,	Vulf Schöneweisel, den fromme helt,
lod sitt blod der wdgyde.	lod sit blod der udgyde.
7
De skantzer for Meldorp toge wy ind,	de skanser for Meldorp toge vi ind,
mett en storm wy den vunde, ^[6]L. 2-4: vunde ∼ vndløbne dvs. wunnen ∼ entrunnen.	med en storm vi den vunde,
tiill Rodenmarln stod all wor sind,	til Rotenmeer stod al vor sind,
tiill Brunsbyttell ere the oss wndløbne,	til Brunsbüttel ere de os undløbne,
ther bade the om naade, thett wor dem att raade,	der bade de om nåde, det var dem at råde,
ellers skulle the alle were slagne,	ellers skulle de alle være slagne,
om morgenen tackede the alle koning god,	om morgenen takkede de alle konning god,
for hand beuiste dem naade.	for han beviste dem nåde.
8
The otte[-]oc[-]fyretiue mett thøris raad	de otteogfyrretyve med deres råd
de wylle icke giiffue thenom tabitt, ^[7]L. 2-4: tabitt ∼ wdualde dvs. verloren ∼ erkoren.	de ville ikke give dennum tabet,
tiill Heiden skede den store skade:	til Heide skete den store skade:
de skanttzer haffue de dem wdualde,	de skanser have de dem udvalgte,
mett liiff oc gotz wd[-]aff all nød	med liv og gods udaf al nød
wore the ther indløbne,	vare de der indløbne,
thett kostede saa mongen bondes blod,	det kostede så mangen bondes blod,
att the toge y hobe.	at de toge i hobe.
9
En by heder Heid bleff slett aff[-]brentt,	en by hedder Heid blev slet afbrændt,
marcken behullde wy mett ære,	marken behulde vi med ære,
oc tuingde de bønder wdi thett land,	og tvingte de bønder udi det land,
att the koningen sorde,	at de konningen svorte,
att thett er wiist en stackitt friist,	at det er vist en stakket frist,
thett ganske land er betuungett,	det ganske land er betvunget,
deris møg oc øxer ^[8] I udg.: "oxer". dett er dem vntt,	deres møg og økser det er dem undt,
theriss skytt oc werge er dem tagitt.	deres skyt og værge er dem taget.
10
De dreffue tiillfforne deris spe och spott:	de dreve tilforne deres spe og spot:
deris magre suin waare fedne worde	deres magre svin vare fedne vorde
wdj gammell tiid aff landzknecktte[-]blod,	udi gammel tid af landsknægteblod,
som thøris forffædre haffue slagitt	som deres forfædre have slaget
aff hunde oc suin thett fortærede thij,	af hunde og svin det fortærede de,
nu ære thj selff then spyse;	nu ere de selv den spise;
huorledis Gud dem nu straffitt haffuer,	hvorledes Gud dem nu straffet haver,
thett kunde wy mett theriss død beuisse.	det kunne vi med deres død bevise.
11
Thenne vise er tiill Meldorp dictett,	denne vise er til Meldorp digtet,
Gud giiffuett thett motte oss lyckis, ^[9]L. 2-4: lyckis ∼ siunge dvs. gelingen ∼ singen.	Gud givet det måtte os lykkes,
oc nar som thenne kriig haffuer end ende,	og når som denne krig haver en ende,
saa wylle wy thett bedre siunge	så ville vi det bedre synge
denne koning tiill pris, hand haffuer stor ^[10] Oprindeligt er skrevet stod, senere af Skriveren rettet til stord. fliid	denne konning til pris, han haver stor flid
de wlydiige att straffe,	de ulydige at straffe,
ther[-]tiill hielpe hannom Gud, som almectiig er,	dertil hjælpe hannum Gud, som almægtig er,
hand wære hans waaben oc verge. Amen.	han være hans våben og værge. amen.

Den ældste danske viseoverlevering