Utro Ridder

1
"Iegh welde, altt dett wann war viinn,	"jeg ville, alt det vand var vin,
och alle de stenne war søll:	og alle de stene var sølv:
langtt heller uelde iegh talle	langt heller ville jeg tale
mett ^[1] I udg.: "wett". alder-kereste myn."	med allerkæreste min."
2
"Haffuer du eiin saa storrenn begeriingh,	"haver du en så storen begæring,
sa storen begeriingh tell megh,	så storen begæring til mig,
sa riitt tu tell mynn faders gar	så rid du til min faders gård
och tall yt or far tegh!"	og tal et ord for dig!"
3
"Och iegh war y tynn faders gar,	"og jeg var i din faders gård,
dyn fader hann sade megh ne;	din fader han sagde mig nej;
tager arloff aff eders erre!	tager orlov af eders ære!
skønn ionffru, y føller megh!"	skøn jomfru, I følger mig!"
4
"Och thett ieg war sa løsstiigh,	"og det jeg var så lystig,
iegh gaff eiider min tro,	jeg gav eder min tro,
sa laffuede y eder enn andenn,	så lovede I eder en anden,
saa war iegh wenne-løss.	så var jeg venneløs.
5
Och giiffuer iegh eder mynn tro,	og giver jeg eder min tro,
och suege y megh saa,	og svege I mig så,
sa er iegh met sargenn bebundenn,	så er jeg med sorgen bebunden,
for-agtt aff frenderenn mynn."	foragt af frænderne min."
6
"Huy skulde iegh eiider suiige?	"hvi skulle jeg eder svige?
y er ike fattiigh-mans barnn:	I er ikke fattigmands barn:
y ere sa riigeliigh barnn, ^[2] I udg.: "barenn".	I ere så rigelig bårn,
eders frender bar for eder harm."	eders frænder bar for eder harm."
7
Steffuenn der de lade	stævne der de lade
altt y denn samee stundtt,	alt i den samme stund,
och steffuenn der de satte	og stævne der de satte
alltt y sa grønenn lund.	alt i så grønnen lund.
8
Ther la de denn natt saa langtt, ^[3] I udg.: "lang".	der lå de den nat så langt,
der sollenn hun offuer denom skener;	der solen hun over dennum skinner;
och op da stodt denn skøne ionffru,	og op da stod den skønne jomfru,
klagde segh sa mange[-]lunde.	klagde sig så mangelunde.
9
"Est thu met sargenn bebundenn,	"est du med sorgen bebunden,
[foragtt] aff frenderenn diin:	[*] af frænderne din:
da weld[e] iegh, du varst begraffuenn	da vil jeg, du varst begraven
allt op-under sa grønenn liind."	alt opunder så grønnen lind."
10
"Och welde du, iegh var begraffuenn	"og ville du, jeg var begraven
op-under sa grønenn liind:	opunder så grønnen lind:
huad kam det eiider tell frame,	hvad kom det eder til fromme,
hertt-alder-kereste mynn?	hjertallerkæreste min?
11
Sa løgtt hann op synn høgere handtt,	så løft han op sin højere hånd,
slogh hende vett huydenn kiind:	slog hende ved hviden kind:
"Du skalt rett yngenn for-agtte,	"du skalt ret ingen foragte,
for-udenn du vest hans siind."	foruden du vedst hans sind."
12
"Och matte iegh leffue enn sa godenn dag,	"og måtte jeg leve en så goden dag,
for-viine mott iegh mynn nød:	forvinde måt jeg min nød:
den unger-suenn mote blyffue sa fattiigh,	den ungersvend måtte blive så fattig,
och bedes motte hann om siitt brød!"	og bedes måtte han om sit brød!"
13
Nu er thenn unger-suenn bleffuenn saa fattygh,	nu er den ungersvend bleven så fattig,
och bedes motte hann siitt brød;	og bedes måtte han sit brød;
nu gar hann tell mynn faders gor	nu går han til min faders gård
alltt bade met angest och nødt.	alt både med angest og nød.
14
Hann gar tell mynn faders gor,	han går til min faders gård,
och bedes hann om siidt brød.	og bedes han om sit brød.
"Och loffuett verree Gud-fader y hiimeriigh,	"og lovet være Gudfader i himmerig,
for-vonenn haffuer iegh myn nødtt!	forvunden haver jeg min nød!
15
Och stadtt du op, mynn kerre sønn,	og stat du op, min kære søn,
du skenk far dyn fader wynn!	du skænk for din fader vin!
och loffuet [verre] Gud-fader y hiimeriigh,	og lovet [*] Gudfader i himmerig,
for-wonenn er sargen mynn!"	forvunden er sorgen min!"

Den ældste danske viseoverlevering