(O Gud hvor jeg længes)

1
O Gudtt, huor saare mig lengis	o Gud, hvor såre mig længes
epther then, som mig gleden skall sende,	efter den, som mig glæden skal sende,
then alder[-]kieriist myn;	den allerkærest min;
wij maa icke tiill[-]samen bliffue,	vi må ikke tilsammen blive,
thett er myn dagliige quide,	det er min daglige kvide,
o Gud, hielp mig aff altt myn nødtt.	o Gud, hjælp mig af alt min nød.
2
Thett sydste ieg ham met øgen saa,	det sidste jeg ham med øjen så,
ieg mentte mytt hiertte skulle synder gaa,	jeg mente mit hjerte skulle sønder gå,
for ieg motte icke met hannem tale;	for jeg måtte ikke med hannum tale;
hand monne mig well befale,	han monne mig vel befalde,
ieg wnder hannem vel offuer alle,	jeg under hannum vel over alle,
mytt hiertte ieg hannem gaff.	mit hjerte jeg hannum gav.
3
Handtt haffuer langtt ^[1] I udg.: "laugtt". mytt hiertte y thuanghe,	han haver lagt mit hjerte i tvange,
saa saare monne ieg effther hannem lange,	så såre monne jeg efter hannum lange,
syn første ieg hannem saa;	sidn første jeg hannum så;
then store sorriig oc quide,	den store sorrig og kvide,
som ieg haffuer y myn synde,	som jeg haver i min sinde,
om hand wyll tencke ther[-]paa.	om han vil tænke derpå.
4
Ther[-]nest monne ieg hannem fynde,	dernæst monne jeg hannum finde,
hand mercker well paa myn synde	han mærker vel på min sinde
myn sorriig oc store atraadtt;	min sorrig og store attrå;
thij mone ieg hannem tiill scriffue,	thi monne jeg hannum til skrive,
thet samme hand mig bethede,	det samme han mig betede,
myn glede er y hans woldtt.	min glæde er i hans vold.
5
Ieg loffuit hannem tro met alle,	jeg lovet hannum tro med alle,
ieg wyll hannem aldriig forlade,	jeg vil hannum aldrig forlade,
then tro ieg haffuer hannem sagtt;	den tro jeg haver hannum sagt;
skall hand mig trofast fynde	skal han mig trofast finde
aff hue oc hiertte oc synde,	af hu og hjerte og sinde,
for nogen ther ieg haffuer seett.	for nogen der jeg haver set.
6
Viiste ieg thett hannem tiill wylge kund wære,	vidste jeg det hannum til vilje kunn være,
hand skulle thet icke aff mig begiere,	han skulle det ikke af mig begære,
ieg wylde thet selff betencke;	jeg ville det selv betænke;
thij ieg wnder hannem	thi jeg under hannum
for alle mand well,	for alle mand vel,
wiiste ieg thet hannem tiill wylie kand wære.	vidste jeg det hannum til vilje kan være.
7
Hans trofast ord oc tale	hans trofast ord og tale
thii giøre migh lange dage,	de gøre mig lange dage,
y maa thet paa mig see;	I må det på mig se;
hans bogstaff haffuer ieg indscreffuit,	hans bogstav haver jeg indskrevet,
for[-]inden mytt hiertte giiffuitt,	forinden mit hjerte givet,
thet ber ieg tiill myn sydste tiidtt.	det bær jeg til min sidste tid.
8
Hans frynttliig ord oc tale,	hans fryntlig ord og tale,
thij kunde mig well hugsuale,	de kunne mig vel husvale,
hand er oc dydeliigh;	han er og dydelig;
hans skønhett kand ingen besriffue,	hans skønhed kan ingen beskrive,
iegh kand thet icke heller fuldtt[-]siige,	jeg kan det ikke heller fuldsige,
for thet migh wmueliigtt er.	for det mig umuligt er.
9
Then Gud som alting raader,	den Gud som alting råder,
wylthw myn alder[-]kieriist beuaare,	vilt du min allerkærest bevare,
hans hu oc altt hans syndtt;	hans hu og alt hans sind;
att ieg motte hannem fynde,	at jeg måtte hannum finde,
som ieg haffuer kieriiste y synde	som jeg haver kæreste i sinde
for nogen, y all werden er tiill.	for nogen, i al verden er til.
10
Then Gud, som alting raader,	den Gud, som alting råder,
wyll thu hugsuale oss baade,	vil du husvale os både,
thet wii matte fyndiss bratt;	det vi måtte findes brat;
thu est then, ther thet kand giøre,	du est den, der det kan gøre,
y[-]naar thet er thyn wylge,	inår det er din vilje,
o Herre, ieg beder tiig ther[-]om.	o Herre, jeg beder dig derom.
11
Then priiss wyll ieg hannem giiffue,	den pris vil jeg hannum give,
neppeliig fynder ieg hans liige,	næppelig finder jeg hans lige,
ledtt sig all werden om[-]kringh;	ledt sig al verden omkring;
altt baade y ord oc tale	alt både i ord og tale
hand kand mig best hugsuale,	han kan mig bedst husvale,
for nogen ther ieg haffuer kier.	for nogen der jeg haver kær.
12
Vuden ieg maa snarliig hoss hannem bliiffue,	uden jeg må snarlig hos hannum blive,
tha wyll ieg icke lenger leffue,	da vil jeg ikke længer leve,
eller ingen glede begiere,	eller ingen glæde begære,
syden iegh motte hannem fynde;	siden jeg måtte hannum finde;
hand er myn trøsterinde,	han er min trøsterinde,
mytt hiertte er iemmer[-]fuldtt.	mit hjerte er jammerfuldt.
13
Ieg motthe icke met hannem tale,	jeg måtte ikke med hannum tale,
ther wii skyldiss att baade,	der vi skiltes ad både,
thett giør mig y hierttitt saa wee;	det gør mig i hjertet så ve;
thenn skølssmøsse mig aldriig aff hiertte gaardtt,	den skilsmisse mig aldrig af hjerte går,
oc motte ieg leffue y tusind aar,	og måtte jeg leve i tusind år,
for thet mig wmueliig er.	for det mig umulig er.

Den ældste danske viseoverlevering