Elvehøj

1
Ieg woer mig eenn fattiig unnger-suenndtt,	jeg var mig en fattig ungersvend,
ieg skulle att gillye riide:	jeg skulle at gilje ride:
oc redtt ieg mig i rossenns[-]lundtt,	og red jeg mig i rosenslund,
mig løstede ther at huille.	mig lystede der at hvile.
:: Siden ieg hinnde først saa. ::	:: siden jeg hende først så. ::
2
Ieg lagde mit hoffuit op tiill en høff,	jeg lagde mit hoved op til en høj,
mynne øgnne thi finnge enn dualle:	mine øjne de finge en dvale:
ther kom tre iomffruer ganngindis ther[-]udtt,	der kom tre jomfruer gangendes derud,
thi willde gernne mett mig talle.	de ville gerne med mig tale.
3
Thenn enne giick mig tiill, then annden gick mig fraa,	den ene gik mig til, den anden gik mig fra,
thenn tredie huiskiittj ^[1] I udg.: "huiskiitt i". mit ørre:	den tredje hvisket i mit øre:
"Oc hørre i, fauer unnger-suenndtt,	"og høre I, fager ungersvend,
oc løster ether dantzenn att rørre?	og lyster eder dansen at røre?
4
Oc hørre i, fauer unnger-suendt,	og høre I, fager ungersvend,
oc løster ether danntzenn att rørre:	og lyster eder dansen at røre:
min iomffru skall for ether eenn wiisse quede,	min jomfru skal for eder en vise kvæde,
om i løsther hinde att hørre."	om I lyster hende at høre."
5
The borre [frem] enn stoll aff guldtt,	de bare [*] en stol af guld,
then iomffru skall ther-paa siide: ^[2] Det rette Rimord for "siide" er vel hvile (∼ ilde). (S. Bugge.)	den jomfru skal derpå sidde:
oc thett wiill ieg for sanndingenn siige:	og det vil jeg for sandingen sige:
thett legtiis mig saa gannske iillde.	det ligtes mig så ganske ilde.
6
Hun baaer op, eenn wiisse hun quadtt,	hun bar op, en vise hun kvad,
saa hederlliigtt tha monne hun siunge:	så hæderligt da monne hun synge:
thi striide strømme thi stillediis ther-vedtt,	de stride strømme de stilledes derved,
som før woer vonntt att rynnde.	som før var vant at rinde.
7
The striide strømme thii stiillediis ther-wedtt,	de stride strømme de stilledes derved,
som før wor vanntt att rynnde:	som før var vant at rinde:
theenn liillde smaa[-]fiisk i theenn sallthe slett ^[3]Således Kalkar III 889b.	den lille småfisk i den salte slet
hanndt stiillediis alltt medtt sinne finnde.	han stilledes alt med sine finne.
8
Thee ^[4] I udg.: "Thenn". liillde smaa[-]fiisk i thenn sallthe slett	de lille småfisk i den salte slet
hanndtt stiillediis alltt mett sinne finde:	han stilledes alt med sine finne:
oc thi wiilldenne diur, uti skoffuenn wor,	og de vildene dyr, udi skoven var,
oc thi forgette att sprinnge.	og de forgætte at springe.
9
Tii wiildenne diur, i skoffuen woer,	de vildene dyr, i skoven var,
oc thii forgette att sprinnge:	og de forgætte at springe:
thi liille smaa[-]fulle, paa quisthenn sadtt,	de lille småfugle, på kvisten sad,
thi fellde therriis sanng for hinnde.	de fældte deres sang for hende.
10
Tii danntzenn ^[5] I udg.: "danntzett". udtt, oc thii dantzett inndtt,	de dansen ud, og de danset ind,
oc huer medtt kiierriiste sinne:	og hver med kæreste sine:
oc sadtt ieg fattiig unnger-suenndtt,	og sad jeg fattig ungersvend,
ieg hagde min honndtt unnder kindtt.	jeg havde min hånd under kind.
11
Ter kom enn iomffru gangindis ther[-]udtt,	der kom en jomfru gangendes derud,
mett huidit søllff-kar paa hennde:	med hvidet sølvkar på hænde:
oc hun spiillthe miøden for sinn fodtt,	og hun spildte mjøden for sin fod,
saa gørlliig monne ieg hinde kende.	så gørlig monne jeg hende kende.
12
"Hørde nu, kiierre søster myn,	"hørte nu, kære søster min,
oc skall ieg mett ^[6]+1: er vistnok en Forvanskning af miøden; indsættes dette, saa kan hannom blive staaende i L. 3-4 og i 13 L. 1-2. (S. Bugge.) diig driicke?"	og skal jeg med dig drikke?"
"Thu ladtt hannom ^[7] Her burde vel læses: hornen. saa løstelliig tiill mundtt,	"du lad hannum så lystelig til mund,
thu ladt hannom ^[8] Her burde vel læses: miøden. att brystiitt rynnde.	du lad hannum ad brystet rinde.
13
Tu ladtt hannum ^[9] Her burde vel læses: hornen, jf. note til 12,3. saa løsteliig till mundtt,	du lad hannum så lystelig til mund,
ladt hannom ^[10] Her burde vel læses: miøden, jf. note til 12,4. att brystiit att riinde:	lad hannum ad brystet at rinde:
thett er saa ledtt i biergit att werre	det er så ledt i bjerget at være
att ^[11] I udg.: "alt". hoss thi ellffue-quinnde."	*** hos de elvekvinde."
14
Hanndtt lodtt hanom saa løsteliig tiill sinn mundtt,	han lod hannum så lystelig til sin mund,
lodtt hannom att briistiit rynnde:	lod hannum ad brystet rinde:
thi ellffue-quinde klapit sammenn mett therriis hennder,	de elvekvinde klappet sammen med deres hænder,
thi tencthe, thi hagde hannom wundit.	de tænkte, de havde hannum vundet.
15
"Hørde thu nu, kiierre søsther mynn,	"hørte du nu, kære søster min,
wiillt thu nu medtt miig riide:	vilt du nu med mig ride:
ieg will tiig ^[12]+3: I udg.: "tiig". ^[13]+1: Mellem tiig og førre staar i Hdskr.: thett forsanndingenn siige; men det er understreget og er jo aabenbart en Skrivfejl. thett forsanndingenn siige førre saa lang<tt> aff ledtt,	jeg vil dig det for sandingen sige føre så langt af led,
thu skalltt vell for ellffue bliffue."	du skalt vel for elve blive."
16
"Tu før miig alldriig saa lanngtt aff leedtt	"du før mig aldrig så langt af led
oc indtt-tiill werdtzenns ennde:	og indtil verdsens ende:
ieg kommer ey hiidtt igenn	jeg kommer ej hid igen
allt før sollenn stannder op saa renne."	alt før solen stander op så rene."
17
Hagde Gudtt icke giiffuett løckenn ther-tiill,	havde Gud ikke givet lykken dertil,
att hanen hagde slaggit mett sinne winge:	at hanen havde slaget med sine vinge:
tha hagde ieg bleffuit i biergiitt indtt	da havde jeg blevet i bjerget ind
alt hoss thi ellffue-quinnde.	alt hos de elvekvinde.
18
Tii raader ieg i-huer danne-suendt,	thi råder jeg ihver dannesvend,
sinn herriis errynnde skall riide:	sin herres ærinde skal ride:
handt dueller siig icke unnder thenn ellffue-quindis høg,	han dvæler sig ikke under den elvekvindes høj,
ther hagde ieg ner farit saa illde.	der havde jeg nær faret så ilde.
:: Sidenn ieg hinnde først saa. ::	:: siden jeg hende først så. ::

Den ældste danske viseoverlevering