Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Jens Billes håndskrift
Nummer: 61
Side: 94 r
Titel: Gunder dør af Længsel
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 448 A VII 484
Kommentar: -


1
Staalltt Gundell hun siider uttii høgiitt-lofftt, stolt Gunhild hun sidder udi højetloft,
hun sømmer thi bullsther saa blaa; hun sømmer de bolster så blå;
thett giørre hun forre sinn feste-manndtt skiilldtt: det gøre hun fore sin fæstemand skyld:
hun liger utti lanngenn athraa. hun ligger udi langen attrå.
:: [I] [fører] [vor] [skioldt] [i-saa] [herllig]. :::: [*] [*] [*] [*] [*] [*]. ::

2
Stalltt Gundell hun siider uttii høget-lofftt, stolt Gunhild hun sidder udi højetloft,
hun sømmer thi bullsther saa rødtt; hun sømmer de bolster så rød;
thett giorde hun forre sin feste-mandtt skiilldtt: det gjorde hun fore sin fæstemand skyld:
hun sørger siig sellffuer tiill døde. hun sørger sig selver til døde.

3
Lede thii hinnde indt, thii ledde hinnde udtt, ledte de hende ind, de ledte hende ud,
thett wor i-lennger i-werre: det var e længer e værre:
"I legge guldt-sadell paa gannger graa, "I lægge guldsaddel på ganger grå,
i sennde budtt epther mi[n] herre." I sende bud efter min herre."

4
Inndtt thaa kom thenn liiden smaa-drenng, ind da kom den liden smådreng,
oc stediis hanndtt for boer; og stedtes han for bord;
hanndtt wor well snillder uti tunngenn sin, han var vel snilder udi tungen sin,
handt kunde well føye synne ordtt. han kunne vel føje sine ord.

5
Inndtt thaa kom thenn liiden smaa-drenng, ind da kom den liden smådreng,
wor kledtt uti kiortell rødtt: var klædt udi kjortel rød:
"Stollt Gundell hun siider uti høgett-lofftt, "stolt Gunhild hun sidder udi højetloft,
hun sørger siig sellffuer tiill døde." hun sørger sig selver til døde."

6
Tett woer danner-konning, det var dannerkonning,
hanndtt sprannck offuer brediit boer; han sprang over bredet bord;
thenn bruniste miødtt, theenn klarriste wynn den bruneste mjød, den klareste vin
hanndtt paa iordenn stodtt. han på jorden stod.

7
Tett woer danner-konning, det var dannerkonning,
handt heder att suennenne tho: han hedder ad svendene to:
"I legger gulldtt-sadell paa gannger graa, "I lægger guldsaddel på ganger grå,
tiill iomffruens burdtt att riide." til jomfruens bur at ride."

8
Oc theer hanndtt kom for[-]uthenn theenn by, og der han kom foruden den by,
hanndtt hørde thi klocker saa rynnge: han hørte de klokker så ringe:
"I dannee-suenne, i hollder min hest, "I dannesvende, I holder min hest,
mitt hiertte beginnder att sprinnge." mit hjerte begynder at springe."

9
Ther hanndtt kom for[-]uthenn thenn by, der han kom foruden den by,
hanndtt hører thi klocker kny: han hører de klokker kny:
"I danne-suenne, i hollder min hest, "I dannesvende, I holder min hest,
ieg kommer icke leffuindis til by." jeg kommer ikke levendes til by."

10
Thett woer danner-konning, det var dannerkonning,
handt udtt siitt suer drog; han ud sit sværd drog;
oc hiellthenn thenn setthe imodt thenn iordtt, og hjalten den sætte imod den jord,
oc oddenn i hanss hierthe stodtt. og odden i hans hjerte stod.

11
Saa lagde thii hinnde for østhenn så lagde de hende for østen
oc hannom vesthenn vedtt; og hannum vesten ved;
ther springer tho rossenn aff beggiis therriis mundtt, der springer to rosen af begges deres mund,
the stande ther tiill dom. de stande der til dom.
:: I fører vor skioldt i-saa herllig. :::: I fører vor skjold iså herlig. ::