Hustru og Mands Moder

1
Her Pæder hand byor udy Beder-lund:	her Peder han bor udi Bederlund:
hand gyffte syn daatter offwer Mellerfarsund.	han gifte sin datter over Medelfarsund.
:: Det waaller meg den enne, som yeg haffwer acht paa. ::	:: det volder mig den ene, som jeg haver agt på. ::
2
Den førsste natt, det hon waar brud,	den første nat, det hun var brud,
da ble hon mett de sønner II.	da blev hun med de sønner to.
3
Hynness stemoder hon tet gorde saa:	hendes stedmoder hun det gjorde så:
hon skulle ny aar bet ^[1] I udg.: "met". barnet gaa.	hun skulle ni år med barnet gå.
4
Det kom nu fasst y tet nyende aar:	det kom nu fast i det niende år:
den frowe tager till at lange saa sare.	den frue tager til at lange så såre.
:: [] ^[2] Den for* "Det" er kun en Skrivfejl. ::	:: [*] ::
5
"Y-men det kan ecke bære blyffwe:	"imen det kan ikke bedre blive:
y senne meg dyd, som yeg waar føre!"	I sende mig did, som jeg var førre!"
6
Staalt Ynerlylle gaar for syn herre at staa:	stolt Ingerlille går for sin herre at stå:
"Y senne meg dyd, som yeg waar før!"	"I sende mig did, som jeg var før!"
7
"Karmen er ecke rede:	"karmen er ikke rede:
oc gangerne løffwe wylle paa hede."	og gangerne løbe vilde på hede."
8
"Kan yeg hvercken karm eller køre-svend faa,	"kan jeg hverken karm eller køresvend få,
da skall yeg paa myn blotte fod gaa."	da skal jeg på min blotte fod gå."
9
Her Pæder hand kaller aff svenne II:	her Peder han kalder af svende to:
"Y lader staalt Ynerlylle gylt[-]karmen faa!	"I lader stolt Ingerlille gyldtkarmen få!
10
Y sætte hynne høggt, y sætter hynne bløt:	I sætte hende højt, I sætter hende blødt:
y lader ecke Ynerlyle paa karmen blyffwe stødt!	I lader ikke Ingerlille på karmen blive stødt!
11
Y ager saa løsstelyg offwer den ren:	I ager så lystelig over den ren:
y lader ecke karmen gøre Ynerllylle men!	I lader ikke karmen gøre Ingerlille men!
12
Y ager saa lessttelyg offwer den marck:	I ager så listelig over den mark:
y lader ecke karmen gøre Ynerlylle umage!"	I lader ikke karmen gøre Ingerlille umage!"
13
Och der de komme y grønnen lund:	og der de komme i grønnen lund:
sønner gyck gyltt[-]karm y onnen stund.	sønder gik gyldtkarm i onden stund.
14
"Hwad for qynne saa munne yeg være:	"hvad for kvinde så monne jeg være:
y-men forgyltten karm kan meg ecke bære!"	imen forgylden karm kan mig ikke bære!"
15
"Y lader aff, staalt Ynerlyle, y taller ecke saa:	"I lader af, stolt Ingerlille, I taler ikke så:
y skulle ryde, oc yeg skall gaa."	I skulle ride, og jeg skal gå."
16
"Dæd maa nu alle frower wyde:	"det må nu alle fruer vide:
alt hvaar-less yeg kand udy sadelen ryde."	alt hvorleds jeg kan udi saddelen ride."
17
Saa glad ble her Pæder ud-aff Beder-lund:	så glad blev her Peder udaf Bederlund:
hand saa syn dater y grønnen lund.	han så sin datter i grønnen lund.
18
"Saa well er meg nu, at yeg er kvyg:	"så vel er mig nu, at jeg er kvig:
yeg ser myn dater ryde tell meg."	jeg ser min datter ride til mig."
19
Ecke da tore hand glæde seg:	ikke da turde han glæde sig:
alt for stor ynck, de sae paa hynne.	alt for stor ynk, de så på hende.
20
Op stod II jumfruer, de tage hynness skynd:	op stod to jomfruer, de tage hendes skind:
op stod II reder, de fulde hynne ynd.	op stod to ridder, de fulgte hende ind.
21
De fulde staalt Ynerlylle y høffwet[-]laafft ynd:	de fulgte stolt Ingerlille i højetloft ind:
saa sørelyg skyfftte høn ^[3] I udg.: "hon". mørne ^[4] dvs. møderne, ikke Møerne. guld.	så sørgelig skifte hun mødrne guld.
22
End gaff hon syn fader	end gav hun sin fader
gra ganger oc gyltten sadell.	grå ganger og gylden saddel.
23
End gaff hon syn broder	end gav hun sin broder
gylt[-]snæcken udy floden.	gyldtsnekken udi floden.
24
Saa gaff hon syn søsster	så gav hun sin søster
II guldbonnen kysster.	to guldbunden kister.
25
Saa gaff hon syn aller-kæresste ^[5]L. 1-2: Rimet maaske: aller-kæresste syn ∼ hon haffde [y skryn].	så gav hun sin allerkæreste
alt det røde guld, som hon haffde.	alt det røde guld, som hun havde.
26
"Myn stemoder gyffwer yeg myn sylcke-særck:	"min stedmoder giver jeg min silkesærk:
for hon haffwer waald meg herre-wærck.	for hun haver voldt mig hæreværk.
27
Myn ste-moder gyffwer yeg myn skarlagen rød:	min stedmoder giver jeg min skarlagen rød:
hon haffwer stor skyld udy myn død."	hun haver stor skyld udi min død."
28
De sætte staald Yngerllyle paa hynne och stoll:	de sætte stolt Ingerlille på hynde og stol:
saa snart føde hon II sønner till yor.	så snart fødte hun to sønner til jord.
29
Hon waar mett dem y saa mangen ond daff:	hun var med dem i så mangen ond dag:
oc de komme met hynne bade y graff.	og de komme med hende både i grav.
30
Her Pæder hand red seg unner øø:	her Peder han red sig under ø:
oc ænd munne hon ^[6] I udg.: "hand". ud-aff sorygen dø.	og end monne hun udaf sorrigen dø.
:: Det waaller meg den enne, som yeg haffwer acht paa. ::	:: det volder mig den ene, som jeg haver agt på. ::

Den ældste danske viseoverlevering