Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Jens Billes håndskrift
Nummer: 53
Side: 84 r
Titel: (Urterne gror og solen hun skinner)
Trykt: T
Udgivet i: DV: 209 A III 136-137
Kommentar: V 296


1
Wrthernne groer, oc sollenn hun skin, urterne gror, og solen hun skin,
oc iordenn hun fannger hugsualle; og jorden hun fanger husvale;
dugin hanndtt driiffuer aff himellenn nedtt duggen han driver af himmelen ned
offuer bierriig oc diiffue dalle. over bjerrig og dybe dale.

2
Sliict er oc ett menniskes hiertte, sligt er og et menneskes hjerte,
i[-]naar thett fannger hugsualle: inår det fanger husvale:
kommer thett tiill sinn kierriist wenn, kommer det til sin kærest ven,
handt kandt baade lee oc talle. han kant både le og tale.

3
Huo som haffuer enn fulldtt[-]tro wenn, hvo som haver en fuldtro ven,
men enn oc icke flerre, men en og ikke flere,
handt elsker hannom vell oc hollder hannom kier, han elsker hannum vel og holder hannum kær,
thieris kierrlliighett ippiis thiis merre. deres kærlighed yppes des mere.

4
Ieg menner thenn wenn allt wnnder thett tre, jeg mener den ven alt under det træ,
som rossenn pleiger att berre; som rosen plejer at bære;
ieg will miig planntthe wtaff thett tre jeg vil mig plante udaf det træ
min alsom[-]hierteligens kiierre. min alsomhjerteligens kære.

5
Venner att elske flerre end en venner at elske flere end en
thett giørrer løsactiig quind; det gører løsagtig kvind;
elsker hun flerre wenner ennd mig, elsker hun flere venner end mig,
tha giør hun imodt mit minde. da gør hun imod mit minde.

6
Huo som haffuer en lønnliig sorriig, hvo som haver en lønlig sorrig,
handtt giiffuer hinde icke tilkende, han giver hende ikke til kende,
før handt komer tiill sinn kierrist goder weenn, før han kommer til sin kærest goder ven,
hannd løsther sellffuer at lennde.
[1] dvs. komme i Land?
 
han lyster selver at lænde.

7
[2] almindelig Folkevisestrofe.
Gudtt giiffue min kierrist saa mannge godtt[-]natt, Gud give min kærest så mange godnat,
som himellen er mett stierner mett
[3] urigtig Gentagelse.
saatt;
 
som himmelen er med stjerner med sat;
Gudtt [giiffue]
[4] mangler
mynn kierrist saa mannge gode ordtt,
 
Gud [*] min kærest så mange gode ord,
som lynnden ber løff, oc hynnden berr haar. som linden bær løv, og hinden bær hår.

8
Ieg kandt icke merr om wenner att quede, jeg kant ikke mer om venner at kvæde,
thett ganngis mig seent aff huge; det ganges mig sent af hue;
ieg ellsker thenn wenn, ther mig haffuer kier, jeg elsker den ven, der mig haver kær,
mig tøckiis, thett kand vell due. mig tykkes, det kan vel due.