Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Jens Billes håndskrift
Nummer: 49
Side: 78 r
Titel: Esbern og Sidsel
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 250 Aa IV 512-514
Kommentar: IV 537-538


1
Her Esbern thienner i konningens gaardtt her Esben tjener i konningens gård
allttj
[1] I udg.: "alltt i".
saa manngenn goder dag:
 
alt i så mangen goder dag:
hanndtt feste hin stollte iomffru Sitzelle, han fæste hin stolte jomfru Sisele,
konningenn hannom forlenningenn gaff. konningen hannum forleningen gav.
:: Nu lenngis hannom uti lannden til then erlig. :::: nu længes hannum udi landen til den ærlig. ::

2
Thii wore samen wti monit, de vare sammen udi måned,
icke monit udenn II: ikke måned uden to:
her Esbernn drømmer enn drøm om natthen, her Esben drømmer en drøm om natten,
hanndt skulle aff landen gaa. han skulle af landen gå.

3
"Voger op, stolthenn fru Sitzelle, "våger op, stolten fru Sisele,
i wennder ether hiidt tiill mig! I vender eder hid til mig!
utaff mynne stercke drøme udaf mine stærke drømme
tha skall ieg siige for ether. da skal jeg sige for eder.

4
Orloff wiill ieg aff ether bediis, orlov vil jeg af eder bedes,
i er myn hiertenns-kierre: I er min hjertenskære:
ieg haffuer drømmtt enn drøm i natt, jeg haver drømt en drøm i nat,
ieg [ma]
[2]mangler
her icke lennger werre."
 
jeg [*] her ikke længer være."

5
"Orloff wiill ieg icke wedtt ether sparre, "orlov vil jeg ikke ved eder spare,
i erre min edeliig herre: I ere min ædelig herre:
herre Gudtt lade eder saa well att farre! Herre Gud lade eder så vel at fare!
oc aldriig andt ieg eder vere." og aldrig and jeg eder værre."

6
Thett wor om enn sønndag, det var om en søndag,
handt skulle tiill kirckenn farre: han skulle til kirken fare:
hanndtt for tiill sin sogne-kircke, han for til sin sognekirke,
hanndtt lagde sinn fer uti laffue. han lagde sin færd udi lage.

7
Hanndt for tiill sin sognne-kiircke, han for til sin sognekirke,
handt liusde sit
[3] I udg.: "sin".
fer i laue:
 
han lyste sit færd i lage:
hanndt badt alt di
[4] I udg.: "det".
danne-folck
 
han bad alt de dannefolk
att ede met sig uti dag. at æde med sig udi dag.

8
Tii aade oc thii drucke de åde og de drukke
miødtt oc clarrenn wynn: mjød og klaren vin:
op stodtt herre Esbernn, op stod herre Esben,
oc hellser handtt wennerne synne. og hilser han vennerne sine.

9
"Er her nogiit danne-fock,
[5] I udg.: "danne-folck".
 
"er her noget dannefolk,
som ieg haffuer giortt till meenn: som jeg haver gjort til men:
i heffner thett paa mig sellffuer, I hævner det på mig selver,
icke paa thenne liillie-grenn! ikke på denne liljegren!

10
Er her nogiit danne-folck, er her noget dannefolk,
som ieg haffuer giortt imodtt: som jeg haver gjort imod:
i møder i morrigen for min portt! I møder i morrigen for min port!
ieg bier eder for godtt bodtt." jeg byder eder for god bod."

11
Her Esbernn redtt tiill skiibett, her Esben red til skibet,
hannom fulde saa møgenn almue: hannum fulgte så megen almue:
alder kom fru Sitzelliis huide handt aller kom fru Siseles hvide hånd
aff her Esbernns sadelbue. af her Esbens saddelbue.

12
Hun lagde sin arm om hans hallss, hun lagde sin arm om hans hals,
hunn wor met røde guldt lest: hun var med røde guld læst:
"Raade dett Gudt[-]fader i Himmeriig, "råde det Gudfader i himmerig,
nar vi skulle finndis nest! når vi skulle findes næst!

13
Raade det Gudt[-]fader i Himeriig, råde det Gudfader i himmerig,
nar wii skulle nu baade findis! når vi skulle nu både findes!
min herre, oc
[6]+2: I udg.: "ieg er".
ieg vor met ethers barnn,
 
min herre, og jeg var med eders barn,
min
[7]+6: I udg.: "det lader i eder mindis".
herre om thett en saa vorre!"
[8]a har da nøje gjengivet den forefundne Form, der er ligesaa meningsløs som rimløs. Jeg har derfor foretrukket at indsætte en Form af denne Linie, der baade giver Rim og har Støtte i de andre Opskrifter.
 
min herre om det end så vare!"

14
Hanndtt actiidtt siig icke borte att verrye
[9] I udg.: "were".
 
han agtet sig ikke borte at være
i winther flerre ennd I: i vintre flere end en:
det vor thi fulde XV, det var de fulde femten,
før handt kom hiem utigen. før han kom hjem udigen.

15
Hanndt stodt paa then helliig graff, han stod på den hellig grav,
oc messenn wor godtt at hørre: og messen var god at høre:
saa kom hann sin kierre uti hu, så kom han sin kære udi hu,
som handtt vor van at giørre. som han var van at gøre.

16
Her Esbernn tager skrepenn paa sin bag, her Esben tager skræppe på sin bag,
piigstaffuenn i sin hanndtt:
[10] I udg.: "hennde".
 
pigstaven i sin hånd:
gesthe hanndtt sin moderbroder gæste han sin moderbroder
en iuelle-affthenn at kuelde. en juleaften ad kvælde.

17
Her Peder hanndtt setter siitt folck tiill borrs, her Peder han sætter sit folk til bords,
alltt som hanndtt kunnde best: alt som han kunne bedst:
for-uthenn thenn fattiig pillegrim, foruden den fattig pilegrim,
handt setis ved døren nest. han sættes ved døren næst.

18
Her Peder skincker baade miødtt oc klaren
[11]+1: I udg.: "winn".
winn
 
her Peder skænker både mjød og klaren vin
met huide beger aff hennde: med hvide bæger af hænde:
"Drick nu, fattiig pillegrym, "drik nu, fattig pilegrim,
nyes komen aff fremede lande!" nys kommen af fremmede lande!"

19
"Nyes er ieg komen aff fremede landtt, "nys er jeg kommen af fremmede land,
nyes er ieg kommen her:
[12] I udg.: "here".
 
nys er jeg kommen her:
huor maa stollthenn fru Siitzelle? hvor må stolten fru Sisele?
huor gemmer hun sin erre?" hvor gemmer hun sin ære?"

20
"Vell maa stollthenn fru Siitzelle, "vel må stolten fru Sisele,
saa well gemmer hun sin erre: så vel gemmer hun sin ære:
vor ieg konning aff thett
[13] I udg.: "thette".
lanndtt,
 
var jeg konning af det land,
enn krune tha skule hun berre." en krone da skulle hun bære."

21
Suarit thett stollthenn fru Inngeborriig svaret det stolten fru Ingeborrig
met tuckt oc heder oc erre: med tugt og hæder og ære:
"Viill i miig [i]
[14]mangler
høgetlofftt føllge,
 
"vil I mig [*] højetloft følge,
ieg vill eder hederliig klede." jeg vil eder hæderlig klæde."

22
"Haff tack, stollthenn fru Ingeborriig, "hav tak, stolten fru Ingeborrig,
alt for ethers møgle erre! alt for eders møgle ære!
alt tha skall minn [kiere]
[15]+1: mangler
[fru] Siitzelle
 
alt da skal min [*] [*] Sisele
mig see i minne pillegryms-kleder." mig se i mine pilegrimsklæder."

23
Her Peder riider for slottiidtt indt, her Peder rider for slottet ind,
handt wor well suøbttj
[16] I udg.: "suøbtt i".
skinndtt:
 
han var vel svøbt i skind:
ude stodtt stollthenn fru Siitzelle, ude stod stolten fru Sisele,
nyes kommen fran kirckenn hiem. nys kommen fra kirken hjem.

24
"Vell-komen, herre Peder, "velkommen, herre Peder,
oc kiiere broder mynn! og kære broder min!
huadtt er ether tiill mode
[17] I udg.: "møde".
lautt?
 
hvad er eder til mode lagt?
hui geste i miig nu thette sinnde?" hvi gæste I mig nu dette sinde?"

25
Thett suariit here Peder, det svaret herre Peder,
handt wor vell suøbttj
[18] I udg.: "suøbtt i".
skinndtt:
 
han var vel svøbt i skind:
"Oc ieg haffuer slagiit mandt i-hiell, "og jeg haver slaget mand ihjel,
oc thett er sorriigenn mynn." og det er sorrigen min."

26
Her Esbern har piigstaffuen i syn handt, her Esben har pigstaven i sin hånd,
hanndtt stannder unnder høgit-lofftis[-]sualle: han stander under højetloftessvale:
hanndtt bleff i sit hierte gladt, han blev i sit hjerte glad,
handt hørde sin kiest
[19] I udg.: "kieriste".
tale.
 
han hørte sin kærst tale.

27
Stolltt Siitzelle sette siit folck tiill boers, stolt Sisele sætte sit folk til bords,
allt som hun kunde best: alt som hun kunne bedst:
for-udenn thenn fattiig pillegrim, foruden den fattig pilegrim,
handt setis ved døren nest. han sættes ved døren næst.

28
Stolltt Siitzelle skencthe baade miødtt oc wyn stolt Sisele skænkte både mjød og vin
met huide beger paa hennde: med hvide bæger på hænde:
"Drik nu, fattiig pillegrim, "drik nu, fattig pilegrim,
nyes komen aff fremit lande!" nys kommen af fremmed lande!"

29
"Nyes er ieg komen aff fremede lande, "nys er jeg kommen af fremmede lande,
nyes er ieg komen her: nys er jeg kommen her:
will i lonne miig huss i natt vil I låne mig hus i nat
alt for her Esbernns siell?" alt for her Esbens sjæl?"

30
Tha donnit stolthen fru Siitzelle da dånet stolten fru Sisele
alltt unnder sin skarllagenn-skindtt: alt under sin skarlagenskind:
"Oc kiennde i her Esbernn, "og kendte I her Esben,
oc kierre herrenn mynn?" og kære herren min?"

31
Hanndt kaste skrepen paa
[20] I udg.: "aff".
sin bag,
 
han kaste skræppen på sin bag,
piig-staffuenn aa
[21] I udg.: "aff".
sin hennde:
 
pigstaven af sin hænde:
"Vor handtt en arer horrennsønn, "var han en arger horensøn,
ther siig nu døller lennge!" der sig nu dølger længe!"
:: [*]
[22] Nu lenngis hannom uti landen til sin kerist.
::
:: [*] ::

32
Stolltt Siitzelle sette siitt folck tiill boers, stolt Sisele sætte sit folk til bords,
alltt som hun kunde best: alt som hun kunne bedst:
sette hun Er
[23] I udg.: "her".
Esbernn
 
sætte hun her Esben
siig sielluer allder-nest. sig selver allernæst.

33
Tett wor stollthenn fru Siitzelle, det var stolten fru Sisele,
hun kalder att suenne tho: hun kalder ad svende to:
"Beder i Kirsthinne, min kierre daather, "beder I Kirstene, min kære datter,
i beder hinnde i stuenn gaa! I beder hende i stuen gå!

34
Beder i Kiirstin, myn kiierre daatther, beder I Kirsten, min kære datter,
i stuen for mig gaa! i stuen for mig gå!
hun er nu fullde XV aar, hun er nu fulde femten år,
hun alldriig sin fader saa." hun aldrig sin fader så."

35
Nu haffuer stolthen fru Siitzelle nu haver stolten fru Sisele
forunden baade anngiist oc harm: forvunden både angest og harm:
hun soffuer nu saa gladelliig hun sover nu så gladelig
allt paa her Esbernns arm. alt på her Esbens arm.
:: Nu lenngis miig i lanndiitt tiill myn kierrist. :::: nu længes mig i landet til min kærest. ::