Håndskrift: Jens Billes håndskrift
Nummer: 44
Side: 69 v
Titel: Kongedatteren og Løven
Trykt: T
Udgivet i: DV: 63 A II 117-121
Kommentar: IV 217-218
Generelle oplysninger: Efter V. 6 synes et Vers udeladt.
1 | |
| Mett løst saa wiille wy quede, [1]L. 1-2: tysk har: "Könnt ich von Herzen singen ein hübsche Tageweis (∼ Fleisz)". | med lyst så ville vi kvæde, |
| thett skede enn morgenns[-]tiidt, | det skete en morgenstid, |
| om enn iomffrw oc enn greffue, | om en jomfru og en greve, |
| i mercke well medtt fliidtt: | I mærke vel med flid: |
| huor thett enn konning[-]datter gick | hvor det en konningdatter gik |
| oc saa enn wnnger greffue; | og så en unger greve; |
| i hører nu vnderlig ting. | I hører nu underlig ting. |
2 | |
| Ter tienntte i hinndis faders gaardtt | der tjente i hendes faders gård |
| saa manngenn welbyrdiig manndtt, | så mangen velbyrdig mand, |
| hennde ennd behagede for alle, | hende en behagede for alle, |
| hun hannom i hiertett well anndtt; | hun hannum i hjertet vel and; |
| huor Gudtt handt haffuer thett føgiit saa [2]L. 5-7: Meningen uklar; tysk har: "Was Gott durch sein Weisheit beschuf, heimlich aus betrübten Herzen, thät sie gar manchen Ruf". | hvor Gud han haver det føjet så |
| ith hemmeliigt bedrøffuit hiertte, | et hemmeligt bedrøvet hjerte, |
| tha sørgett hun saa saarre. | da sørget hun så såre. |
3 | |
| "Herre Gudtt miig løckenn sennde, | "Herre Gud mig lykken sende, |
| hanndtt kiennder mytt hiertte [oc] [3] mangler synndtt, | han kender mit hjerte [*] sind, |
| frelss mig aff sorgenns bonnde, | frels mig af sorgens bånde, |
| tu edle iomffrw fynndtt." | du ædle jomfru fin." |
| Alt som thenn iomffrues hiertte | alt som den jomfrues hjerte |
| waar oc thenn greffuis, | var og den greves, |
| saa hemelliig baar hanndt stor sorriigh. | så hemmelig bar han stor sorrig. |
4 | |
| Tenn enne torde icke thenn [anndenn] [4] mangler obennbare, | den ene turde ikke den [*] åbenbare, |
| huadt hannom i hierthett waar, | hvad hannum i hjertet var, |
| men huer mone stadeliig haabis, | men hver monne stadelig håbes, |
| at the skulle findis bratt; | at de skulle findes brat; |
| thett dog paa syste tiill iemmer gick, | det dog på sidste til jammer gik, |
| then enne monne thenn andenn til schriffue | den ene monne den anden til skrive |
| oc gaffue offuer aldt farre. | og gave over alt fare. |
5 | |
| Thi sette huer[-]anndenn stebnne | de sætte hveranden stævne |
| paa enn saa grønenn woldtt, | på en så grønnen vold, |
| altt wnder enn lynndt saa grønne, | alt under en lind så grønne, |
| ther stander enn brøndt saa koldt; | der stander en brønd så kold; |
| huo kom tiill thenn brønndtzens flodtt [5]L. 5-6: der bør vel staa: /"huo først kom tiill then br. flodt//handt skulle osv."/; "flod" og "ord" danner Rim. | hvo kom til den brøndsens flod |
| først, handt skulle hynn andenn byde. | først, han skulle hin anden bie. |
| saa wor beggiis theriis ordtt. | så var begges deres ord. |
6 | |
| Thenn iomffrw klede siig herlliig | den jomfru klædte sig herlig |
| tog paa enn manntell huidtt, | tog på en mantel hvid, |
| hynndis bryst monne hun opsnørre | hendes bryst monne hun opsnøre |
| well skiickit mett gannske flydtt; | vel skikket med ganske flid; |
| tha sagde thenn edle iomffrw skønn: | da sagde den ædle jomfru skøn: |
| "Mig skalt rett ingenn opsnøre | "mig skalt ret ingen opsnøre |
| forwdenn thenn greffue[-]sønn." | foruden den grevesøn." |
7 | |
| Ther kom enn løbe [6] I udg.: "løffue". løbynndis | der kom en løve løbendes |
| vtaff thenn willde skoug, | udaf den vilde skov, |
| thenn iomffrw sig forferde, | den jomfru sig forfærde, |
| saa snartt løb hun ther[-]fraa; | så snart løb hun derfra; |
| hun achtætt [7] I udg.: "actett". [8] achtætt [?]. att løffuenn willde epther hynnde løbe, | hun agtet at løven ville efter hende løbe, |
| henndis mantell bleff tilbage, | hendes mantel blev tilbage, |
| ther[-]aff kom nødtt oc sorriig. | deraf kom nød og sorrig. |
8 | |
| Thenn løffue fødde synne wnnger | den løve fødte sine unger |
| aappaa thenn manntell guodtt, | oppå den mantel god, |
| thenn manntell bleff bestennckiit | den mantel blev bestænket |
| medtt suedtt rødt oc blodtt; [9] tysk har: "mit Schweisz und rothen Blut". | med sved rød og blod; |
| oc tha thenn løffue gick henn igenn | og da den løve gik hen igen |
| till skoffuenn medtt synne wnnger, | til skoven med sine unger, |
| tha kom thenn greffue[-]sønn. | da kom den grevesøn. |
9 | |
| Oc tha hanndtt [thenn] [10] mangler manndtell fanndtt | og da han [*] mantel fandt |
| bestenncktt medtt blodtt saa rødt, | bestænkt med blod så rød, |
| hand ropte saa høgtt i samme stundtt: | han råbte så højt i samme stund: |
| "O we, mynn kieryst er dødtt; | "o ve, min kærest er død; |
| tha hun icke mig fundett haffuer, | da hun ikke mig fundet haver, |
| hun haffuer siig siellffuer dødytt; | hun haver sig selver dødet; |
| o we thenn suore nødtt. | o ve den svare nød. |
10 | |
| Haffuer thw mig forladett, | haver du mig forladet, |
| huor er allder[-]kierriste mynn, | hvor er allerkæreste min, |
| haffuer hynnde the diur opett, | haver hende de dyr opædt, |
| saa koster thett mig mytt liiff; | så koster det mig mit liv; |
| er hun for mynn skylldtt dødit her, | er hun for min skyld dødet her, |
| hynndis liiff vill ieg betalle." | hendes liv vil jeg betale." |
| Handtt falldtt paa baade synne kne. | han faldt på både sine knæ. |
11 | |
| "Gudtt segnne tiig, sol oc monne, | "Gud signe dig, sol og måne, |
| Gudt signne tiig, løff oc gress | Gud signe dig, løv og græs |
| oc alt thett Gudtt ladtt worde | og alt det Gud lad vorde |
| oc saa mynn hiertenns[-]kierre." | og så min hjertenskære." |
| Ther[-]medtt drog hanndtt wt sytt suertt: | dermed drog han ud sit sværd: |
| "Ther skall alderiig nogenn quinde | "der skal alderig nogen kvinde |
| for myn skildt lyde mer." | for min skyld lide mer." |
12 | |
| Oc thaa tett kom tiill affthenns[-]tiidtt, | og da det kom til aftenstid, |
| igenn thenn iomffrw kom | igen den jomfru kom |
| tiill thenn kyllde løbenndiis, | til den kilde løbendes, |
| synn kierist weenn dødtt ther fanntt; | sin kærest ven død der fandt; |
| henndes sorriig oc klagge wor mangelundtt, | hendes sorrig og klage var mangelund, |
| hun segnit till iordtt | hun segnet til jord |
| forsuymmitt i samme stundtt. | forsvimet i samme stund. |
13 | |
| Tha hun siig igenn besynnde, | da hun sig igen besinde, |
| hun kunde synn sorriig bekiende, | hun kunne sin sorrig bekende, |
| baade hynndiis øynne rynndede, | både hendes øjne rindede, |
| hun wredtt synn huide hanndtt; | hun vred sin hvide hånd; |
| hindis sorriig oc klage wor manngelundtt | hendes sorrig og klage var mangelund |
| ind[-]tiill liusse morgen, | indtil lyse morgen, |
| hun weennthe [11]+1: <dvs.> klagede sig. siig alle stundtt. | hun vente sig alle stund. |
14 | |
| "Haffuer thw for mynn skylldtt forladt | "haver du for min skyld forladt |
| riige, godtz oc folck | rige, gods og folk |
| for mig i dødenn gangit | for mig i døden ganget |
| oc saa wdgiifftt [12]Fejl for: udgydt? tiitt blodtt, | og så ud givt dit blod, |
| thi thw hagde tennckt ieg wor her myrdtt: | thi du havde tænkt jeg var her myrdt: |
| thi wiill ieg hoss tiig bliffue | thi vil jeg hos dig blive |
| i liffue oc saa i dødtt. | i live og så i død. |
15 | |
| Gudtt segnne tiig, førstelliig rider, | Gud signe dig, fyrstelig ridder, |
| Gudtt segnne tiig, konngelig kronne | Gud signe dig, kongelig krone |
| oc altt thet Gudtt ladiitt worde | og alt det Gud ladet vorde |
| oc saa myn hiertenns[-]kier." | og så min hjertenskær." |
| Ther[-]met monne hun opsprynge, | dermed monne hun opspringe, |
| drog wdtt thenn greffuis suerr. | drog ud den greves sværd. |
16 [13] Citationstegnet i 3. verslinie er Trykfejl i nærv. Udg. og bør udgaa. | |
| Tett suerdtt begynntte hun att stynnge | det sværd begyndte hun at stinge |
| igennom siitt bedrøffuede hiertte. | igennem sit bedrøvede hjerte. |
| "O Gudt, ladtt thennom ey wnndgiellde, | "o Gud, lad dennum ej undgælde, |
| thieriis kiierllighedtt waar saa sterck; | deres kærlighed var så stærk; |
| thett skede rett som dagynn opgik; | det skete ret som dagen opgik; |
| kiierlliighedtt offueruinder | kærlighed overvinder |
| altingest i alle tiidtt. | altingest i alle tid. |
17 | |
| Ther[-]medtt saa wille wy ennde | dermed så ville vi ende |
| thenne samme wysse; | denne samme vise; |
| o, Herre Gudtt, giiff thennom thynn naade, | o, Herre Gud, giv dennum din nåde, |
| giiff thennom thynn paradiiss; | giv dennum din Paradis; |
| thenne wysse skennckiitt mig en iomffrw skønn, | denne vise skænket mig en jomfru skøn, |
| for hynde i dødenn gange | for hende i døden gange |
| wyll ieg tiill redde werre. | vil jeg til rede være. |