Hr. Bjørn paa Sønderborg

1
Tett wor unngeste herre Biørnn,	det var ungeste herre Bjørn,
handt beder salle heste:	han beder sadle heste:
"Oc wy wille riide woss oppaa lanndtt,	"og vi ville ride vos oppå land,
hinndt lidenn Kiisthenn att geste.	hin liden Kirsten at gæste.
:: Oc i-saa vell. ::	:: og iså vel. ::
2
Oc wy wille riide woss tiill Synnderborriig,	og vi ville ride vos til Sønderborg,
ther blanndes baade miødtt oc wynn;	der blandes både mjød og vin;
ther kommer dansker drotning	der kommer dansker dronning
oc saa hynn lidenn Kisthynn."	og så hin liden Kirsten."
3
"Hørde thu thett, hynn lidenn Kesthynn,	"hørte du det, hin liden Kirsten,
oc wilthu werre mynn kierre,	og vilt du være min kære,
alle the dage, ieg leffue maa,	alle de dage, jeg leve må,
ieg will tiig heder oc erre.	jeg vil dig hædre og ære.
4
Alle the dage, ieg leffue maa,	alle de dage, jeg leve må,
ieg will tiig heder oc erre;	jeg vil dig hædre og ære;
oc alle the finngre, ther thu haffuer,	og alle de fingre, der du haver,
the skulle thett røde guldtt berre."	de skulle det røde guld bære."
5
Dett wor unnger herre Biørnn,	det var unger herre Bjørn,
handt gannger adt gadenn fram;	han ganger ad gaden frem;
møthe hanum danner-koning,	mødte hannum dannerkonning,
saa idelig hellser handt ham.	så idelig hilser han ham.
6
"Ver uelkommen, unngeste herre Biørnn,	"vær velkommen, ungeste herre Bjørn,
thu wer welkommenn her;	du vær velkommen her;
haffuer ieg dett forsanndigenn spurtt,	haver jeg det for sandingen spurgt,
thett thu er wordenn mynn suoffuer."	det du er vorden min svoger."
7
"Haffuer i thett forsanndigenn spurtt,	"haver I det for sandingen spurgt,
thett ieg er wordenn ethers suoffuer,	det jeg er vorden eders svoger,
thett skall lidenn Kisthenn tilgode werre,	det skal liden Kirsten til gode være,
thenn stundt ieg leffue maa."	den stund jeg leve må."
8
"Haffuer thu nu lockiitt lidenn Kisthenn,	"haver du nu lokket liden Kirsten,
oc enn saa wennenn møø,	og en så væn en mø,
hør thu thett, unngeste herre Biørnn,	hør du det, ungeste herre Bjørn,
thu skalt for hinnde døø!"	du skalt for hende dø!"
9
Tett wor unnger herre Biørnn,	det var unger herre Bjørn,
hanndtt suøffuer siitt hoffuitt i skynndtt;	han svøber sit hoved i skind;
saa gaar hanndtt [i] høgett-lofft	så går han [*] højetloft
for dannsker drotning indtt.	for dansker dronning ind.
10
"Hell siider i, dannsker drotning,	"hel sidder I, dansker dronning,
baade i oc alle ethers møø,	både I og alle eders mø,
oc saa hynn lidenn Kistenn,	og så hin liden Kirsten,
ieg skall i morgenn for døø."	jeg skal i morgen for dø."
11
Dett suarritt lydenn Kiisthynn,	det svaret liden Kirsten,
wor kledtt i skarllaggenn rødtt:	var klædt i skarlagen rød:
"Thett forbiude theenn øffuerste Gudt,	"det forbyde den øverste Gud,
i skulle for mynn skildt døø!"	I skulle for min skyld dø!"
12
"Tager y nu enn sølff-kam,	"tager I nu en sølvkam,
i kemmer mytt huide haardtt;	I kæmmer mit hvide hår;
ieg beder ether for thenn øffuerste Gudtt,	jeg beder eder for den øverste Gud,
i felle icke for mig taar."	I fælde ikke for mig tår."
13
Saa taag hun søllff-kam,	så tog hun sølvkam,
hun kemde hannss huide haar;	hun kæmte hans hvide hår;
for huer enn lock, hun rede,	for hver en lok, hun redte,
hun gredtt saa modiig taar."	hun græd så modig tår."
14
"Hørde i, lidenn Kisthenn,	"hørte I, liden Kirsten,
i skulle icke for meg grede;	I skulle ikke for mig græde;
ethers broder giffuer ether enn riigere riider,	eders broder giver eder en rigere ridder,
enndt som ieg er.	end som jeg er.
15
Hørde i thett, lidenn Kistheenn,	hørte I det, liden Kirsten,
lader i godt vilge kennde;	lader I god vilje kende;
naar i seer meg ophennge,	når I ser mig ophænge,
i lader ethers bur brennde."	I lader eders bur brænde."
16
Saa taagge the thenn unnge herre Biørnn,	så toge de den unge herre Bjørn,
the fulle hanum for[-]udenn thenn by;	de fulgte hannum foruden den by;
thett vill ieg eder for sandigenn sige,	det vil jeg eder for sandingen sige,
ther lodt enn rider sit liff.	der lod en ridder sit liv.
17
"Tagger i nu mynn kiortell,	"tager I nu min kjortel,
i hennger hannom i gallenn op;	I hænger hannum i galgen op;
ieg seer, om hynn lydenn Kisthenn	jeg ser, om hin liden Kirsten
lader godtt vilge kende."	lader god vilje kende."
18
Dett wor lidenn Kisthenn,	det var liden Kirsten,
ther hun saa kiorttellynn ophennge,	der hun så kjortelen ophænge,
stack hun illdtt paa burynn,	stak hun ild på buren,
sig sellffuer ther innde brennde.	sig selver der inde brændte.
19
"Tagger i nu neder mynn kiortell,	"tager I nu neder min kjortel,
legger hannom paa thenn iordtt;	lægger hannum på den jord;
hagde ieg nu VII tusinnd liff,	havde jeg nu syv tusind liv,
ieg tog thennom ther icke for."	jeg tog dennum der ikke for."
20
Oc thett wor danner-konning,	og det var dannerkonning,
handt taller tiill suennene synne:	han taler til svendene sine:
"Somme løber till gallenn	"somme løber til galgen
oc somme till burrenn!"	og somme til buren!"
21
Ter the komme till burenn,	der de komme til buren,
tha wor thenn iomffru brenntt;	da var den jomfru brændt;
oc ther the komme till gallynn,	og der de komme til galgen,
tha wor thenn herre op-henngt.	da var den herre ophængt.
22
"Hagde thett ieg nu førre wiist,	"havde det jeg nu førre vidst,
thett elskoffuenn hagde werrit saa sterck,	det elskoven havde været så stærk,
ieg hagde icke ladet henngt thenn herre i-dag	jeg havde ikke ladet hængt den herre i dag
for XI tusinnd marck."	for elleve tusind mark."
23
For[-]offuenn wedtt thenn borge-gaardtt	foroven ved den borgegård
ther lodtt enn rider siitt liiff;	der lod en ridder sit liv;
i thenn stenn-sthue for enn skorsthenn	i den stenstue for en skorsten
ther sualt enn saa wennenn wiiff.	der svalt en så væn en viv.
:: Oc i-saa well. ::	:: og iså vel. ::

Den ældste danske viseoverlevering