Christian den anden i Sverrig

1
Vylle y lyde och høere,	ville I lyde og høre,
ieg wiill eder quede en wiisse	jeg vil eder kvæde en vise
aff koningh Christiern, then høgborne første,	af konning Christian, den højbårne fyrste,
ieg wiill hanum loffue och prisse.	jeg vil hannum love og prise.
:: Fordii wunde the Sueriige mett stor ære. ::	:: fordi vunde de Sverige med stor ære. ::
2
Ther mand skreff M, D,	der man skrev tusind, femhundred,
och paa thett atthene aar,	og på det attende år,
koning Christiern lod sitt folck samen komme	konning Christian lod sit folk sammen komme
y Skaane paa Helssingborge.	i Skåne på Helsingborge.
3
The komme tiill-samen baade tydske och danske,	de komme tilsammen både tyske og danske,
well widt II M mend:	vel ved to tusind mænd:
her Otthe Krompinn, then welbyrdiig mand,	her Otte Krumpen, den velbyrdig mand,
hand bleff høffuissmand for them.	han blev høvedsmand for dem.
4
Koningen lod kalde syne gode mend tiill siig,	konningen lod kalde sine gode mænd til sig,
hand bad thenum wære welueliige och trøste:	han bad dennum være velvillige og trøste:
"Ieg wyll ether forse mett slott och læen,	"jeg vil eder forse med slot og len,
ether skall rett aldriig brøste."	eder skal ret aldrig briste."
5
The suarede alle: "Naadiste herre,	de svarede alle: "nådigste herre,
wii wylle thett gierne giøre:	vi ville det gerne gøre:
wii wylle oss beuisse som erliige mendtt,	vi ville os bevise som ærlige mænd,
y skulle thett baade høre och spøre."	I skulle det både høre og spørge."
6
The droge thenum offuer Hallins-aass,	de droge dennum over Hallandsås,
the lode theris heste springe:	de lode deres heste springe:
the røste thøris glaffuen, theris lange speytz,	de ryste deres glavind, deres lange spids,
the acte stor ære att wynde.	de agte stor ære at vinde.
7
The droffue thenum igenom Halliin,	de droge dennum igennem Halland,
och ind y Suerigis riige:	og ind i Sveriges rige:
the hellede wore y hierttit trøst,	de hellede vare i hjertet trøst,
for ingen wylde the wiighe.	for ingen ville de vige.
8
De droffue baade [offuer] bierg och dale,	de droge både [*] bjerg og dale,
y-genom de mørcke skoue:	igennem de mørke skove:
tiill Gud, y hans hender, stod all thøriis trøst,	til Gud, i hans hænder, stod al deres trøst,
tiill ingen mand setthe the loffue.	til ingen mand sætte de love.
9
The droffue baade [offuer] bierg och dale,	de droge både [*] bjerg og dale,
i-genom thett mørcke riiss:	igennem det mørke ris:
ther the komme tiill Bouessundt,	der de komme til Bogesund,
ther bleffue the thøriis fiender wiiss.	der bleve de deres fjender vis.
10
The giorde slag-orden tiill hest och foidtt,	de gjorde slagorden til hest og fod,
the hellede wore well monge:	de hellede vare vel mange:
the funde ther waaghir och bradir for them,	de funde der ******* og bråder for dem,
the waare baade stercke och lange.	de vare både stærke og lange.
11
De høffuissmand ^[1] I udg.: "høffuissmend". robthe bøsse-skøttherne frem,	de høvedsmand råbte bøsseskytterne frem,
the bad thønum bøsserne stiille:	de bad dennum bøsserne stille:
"Wii wille her frem, om herre Gud wiill,	"vi ville her frem, om Herre Gud vil,
y-mod the suenskiis wylie."	imod de svenskes vilje."
12
The bøsse-skøtter røcthe bøsserne frem,	de bøsseskytter rykte bøsserne frem,
de lode thøriiss tappyr gonge: ^[2] Bør vel hedde: de loed thennem tappert aff gange.	de lode deres tapper gange:
thett andit skud, ther skuditt wor,	det andet skud, der skudet var,
her Sten monne skaden fonge.	her Sten monne skaden fange.
13
Her Sten hans been bleff skudtt sønder	her Sten hans ben blev skudt sønder
ud-aff thett andit skudtt;	udaf det andet skud;
thett wiill ieg forsenningen siighe:	det vil jeg for sandingen sige:
thett wor forseedtt aff Gudtt.	det var forset af Gud.
14
The trycte fast frem tiill hest och foidtt,	de trykte fast frem til hest og fod,
the wylde icke lenger biide:	de ville ikke længer bie:
the bruge thøriis glaffuin och skarppe suerdtt.	de bruge deres glavind og skarpe sværd.
the giore the suenske stor quide.	de gjorde de svenske stor kvide.
15
The suenske de flyde, huor the kunde,	de svenske de flydte, hvor de kunne,
for konnigen aff Danemarckz woldtt:	for konningen af Dannemarks vold:
"Hagde wii Thiwidden paa wor røgh,	"havde vi Tiveden på vor ryg,
hand wor oss fuld[-]god en skioldtt."	han var os fuldgod en skjold."
16
The suenske flyde, huor the kunde,	de svenske flydte, hvor de kunne,
tiill Oplandtt lod the riide:	til Opland lod de ride:
the danske reed baade dag och natt,	de danske red både dag og nat,
the lode fast effther thenom liide.	de lode fast efter dennum lide.
17
Kyndenmøsse-affthen,	kyndelmisseaften,
wor froue kircke-gongh,	vor Frue kirkegang,
tha møttis the paa Thiuidden,	da mødtes de på Tiveden,
the sloge saa mongen suensker mand.	de sloge så mangen svensker mand.
18
Saa droffue the op ad land,	så droge de op ad land,
ther lod the thennum biide:	der lod de dennum bie:
saa droffue the tiill Wetre-aass,	så droge de til Vesterås,
och ther wylle the thønum huile.	og der ville de dennum hvile.
19
Saa droffue the fra Westre-aass,	så droge de fra Vesterås,
tiill Strenge-ness wiille the riide:	til Strengenæs ville de ride:
ther laa for thenum tryssindz-tiuffue tussinde mendtt,	der lå for dennum tresindstyve tusinde mænd,
the torde thenom icke biide.	de turde dennum ikke bie.
20
The sloge y-hiell, huad thii ther funde,	de sloge ihjel, hvad de der funde,
som fyende pleyde att haffue forssedt ^[3] I udg.: "for sedtt". ^[4] dvs. for Sæd.	som fjende plejde at have for sæd
den anden dagh sende the suenske thennom budtt,	den anden dag sendte de svenske dennum bud,
begierde ud-aff thenom friidtt.	begærde udaf dennum fred.
21
The danske the stæde thøriiss mynde ther-tiill,	de danske de stedte deres minde dertil,
end herre-dagh y Oplandtt att søge:	en herredag i Opland at søge:
the stockholmske gaffue saa the suenske raadtt,	de stockholmske gave så de svenske råd,
the wylde thøris feyde forøghe.	de ville deres fejde forøge.
22
The sende ud breff, de sende ud budtt,	de sendte ud brev, de sendte ud bud,
the suenske bønder samen att komme:	de svenske bønder sammen at komme:
thii wylde the danske sla y-hiell,	de ville de danske slå ihjel,
thett kom thenom tiill liiden fromme.	det kom dennum til liden fromme.
23
Vylle y lenger høre,	ville I længer høre,
huor thett er gongitt tiill:	hvor det er ganget til:
longe-fredagh droge the tiill Opland,	langefredag droge de til Opland,
the ^[5] I udg.: "tha". begynthiis ett wnderligtt spill.	de begyndtes et underligt spil.
24
The danske droffue thenom y-modtt,	de danske droge dennum imod,
thøriss herre troskaff att beuisse:	deres herre troskab at bevise:
the sloge ther saa mongen suensker mand,	de sloge der så mangen svensker mand,
thii wunde ther baade ære och priiss.	de vunde der både ære og pris.
25
I Sueriige stod aldriig sliigtt ett slaug,	i Sverige stod aldrig sligt et slag,
ther nogen mand kand tencke:	der nogen mand kan tænke:
thii er ther saa mongent faderløss barn,	thi er der så mangent faderløs barn,
saa mongen fattiig encke.	så mangen fattig enke.
26
Siiden droge the tiill Opland,	siden droge de til Opland,
koningen ther att biide:	konningen der at bie:
hand sende thenom bud, hand sende thenom breff,	han sendte dennum bud, han sendte dennum brev,
tiill Stockholm tiill siig att riide.	til Stockholm til sig at ride.
27
Saa droge the tiill Stockholm,	så droge de til Stockholm,
lage ^[6] I udg.: "lagde". them ind paa Søndre-malm:	lagde dem ind på Søndremalm:
the belagde then by, som the well kunde,	de belagde den by, som de vel kunne,
giore thenom baade angist och harm.	gjorde dennum både angest og harm.
28
The stockholmske sende koningen bud	de stockholmske sendte konningen bud
oc lod hanom beede saa:	og lod hannum bede så:
hand wille them en gunstiig herre wære	han ville dem en gunstig herre være
och tage thenom tiill syn naade.	og tage dennum til sin nåde.
29
Koningen hørde thøriiss bøn,	konningen hørte deres bøn,
thii hand wor wiiss y sinde:	thi han var vis i sinde:
wor froue affthen mett korss och faane	vor Frue aften med kors og fane
toge the hanum y Stockholm indtt.	toge de hannum i Stockholm ind.
30
Loffuidtt wære Gud-fader y Hemmeriigh,	lovet være Gudfader i himmerig,
the danske mendtt haffuer undtt then ære!	de danske mænd haver undt den ære!
Gudt giiffue oss roo y Hemmeriigh,	Gud give os ro i himmerig,
hoss siigh euyndeliigh att wære!	hos sig evindelig at være!
:: Ther skeer oss lycke och stor ære. ^[7] er at betragte som en Variation af Omkvædet. Saaledes har Skriveren ogsaa først betragtet det; men efter at have tilføjet et Amen og fyldt Linien ud med Streger, har han dog siden betænkt sig og over Stregerne tilskrevet det sædvanlige Omkvæd: Thii wunde Sueriige mett stor ære. ::	:: der sker os lykke og stor ære. ::

Den ældste danske viseoverlevering