Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Jens Billes håndskrift
Nummer: 34
Side: 56 v
Titel: Kong Diderik og Løven
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 9 A I 132-133
Kommentar: I 141a + II 638b + III 773a + IV 685a
Generelle oplysninger: De forskjellige Opskrifter vise tydeligt, at Folket har forstaaet Omkvædet saaledes som W. Grimm, der oversætter: "Der Lindwurm der zog ihn fort"; men denne Brug af "tage af" er besynderlig og, som jeg tror, uden Analogi. Derimod betyder i den gamle danske Tunge "taka af" dræbe, tage af Dage; jeg formoder derfor, at "den Lindorm" egenlig er Objektet, men at man senere har glemt den rette Betydning af det nævnte Udtryk, og da - efter den falske, man tillagde det - forandret Omkvædet. (Bugge.)


1
Dhett var her konyng Dhyryk, det var her konning Didrik,
han skule tyl Berned
[1]+1: forvansket af Bern udride, som de andre Opskrr. have. (S. Bugge.)
ryde:
 
han skulle til Berned ride:
dher saa han dhen løfve och dhen lynd-orm, der så han den løve og den lindorm,
saa ynkel mone dhe stryde. så ynkel monne de stride.
:: Dhen lynd-orm han togen af. :::: den lindorm han tog den af. ::

2
Lenge høltt heræ kong Dhyryk, længe holdt herre kong Didrik,
och tenktte han ved seg: og tænkte han ved sig:
"Alltt skal ieg dheg hylpe i dhag, "alt skal jeg dig hjælpe i dag,
i-hor dhett ganger meg." ihur det ganger mig."

3
"Hylp meg, heræ konyng Dhyryk, "hjælp mig, herre konning Didrik,
dhu hylp meg for dhett volld: du hjælp mig for det vold:
ieg star skrefven i dhyn skyold jeg står skreven i din skjold
saa rød som brendyns baal." så rød som brændends bål."

4
Dhett var heræ konyng Dhyryk, det var herre konning Didrik,
och han sett sver udh-dro: og han sit sværd ud drog:
saa ontt fek han i huen, så ondt fik han i huen,
dher han tyl lyndormen hug. der han til lindormen hug.

5
Dhett var heræ konyng Dyryk, det var herre konning Didrik,
och han høg i-saa fast: og han høg iså fast:
skam dha fa hans ondhe svær, skam da få hans onde sværd,
och dhett i hyeltten brast. og det i hjalten brast.

6
Han tog hesten under syn stertt han tog hesten under sin stjert
och manden under syn tunge: og manden under sin tunge:
saa gyk han i byred ind så gik han i bjerget ind
altt for syne XI unger. alt for sine elleve unger.

7
Han kaste hesten for syne unger han kaste hesten for sine unger
och manden i en vraa: og manden i en vrå:
"Eder dhenæ lyle braa, "æder denne lille brad,
meg løster att saafve gaa. mig lyster at sove gå.

8
Eder nu dhenæ lyle braa, æder nu denne lille brad,
meg løster att saafve gaa: mig lyster at sove gå:
forste
[2] I udg.: "første".
ieg vogner af søfnen op,
 
første jeg vågner af søvnen op,
i skule en
[3]+1: kan jo være Fejl for manden; men en anden (nemlig brad) kan ogsaa være det oprindelige Udtryk.
anden fa."
 
I skulle en anden få."

9
Dhett var heræ konyng Dhyryk, det var herre konning Didrik,
han lette seg fast omkryng: han ledte sig fast omkring:
han fantt paa saa gaatt ett sver, han fandt på så godt et sværd,
man kaler dhett Adel-ryng. man kalder det Adelring.

10
Han fantt paa saa gott I sver han fandt på så godt et sværd
och to bheslagen knyfve: og to beslagen knive:
"Gud nade dhyn syel, konyng Syfred, "Gud nåde din sjæl, konning Sigfred,
her har dhu ladett dhett lyfve. her har du ladet dit live.

11
Ieg hafver vertt i mangen stryd jeg haver vært i mangen strid
och i mangen heræferd: og i mangen herrefærd:
ieg aler andett veste, jeg aller andet vidste,
en du hafde vertt vegen mett sver." end du havde vært vejen med sværd."

12
Dhett var heræ konyng Dyryk, det var herre konning Didrik,
vyle she, om svred
[4] I udg.: "svered".
kund due:
 
ville se, om sværdet kunn due:
han høg saa i haren hald, han høg så i hården hald,
dett byred stod ald i lue. det bjerget stod al i lue.

13
Meltte dhett dhen lyle orm, mælte det den lille orm,
han laa op i en vra: han lå op i en vrå:
"Veker dhu vor moder af dvale, "vækker du vor moder af dvale,
dhett mone dheg ile gaa." det monne dig ilde gå."

14
[5] V. 14 og 15 burde maaskee staae i omvendt Følge.
Meltte dhett dhen gamle orm, mælte det den gamle orm,
dher byred gyores lyst: der bjerget gjordes lyst:
"Hvem gør bonen ufred "hvem gør bonden ufred
altt i sett egett hus?" alt i sit eget hus?"

15
[6] V. 14 og 15 burde maaskee staae i omvendt Følge.
Dhett svarede heræ konyng Dhyryk, det svarede herre konning Didrik,
och han blef saa gram: og han blev så gram:
"Saa skal ieg dhyn moder veke, "så skal jeg din moder vække,
dhett i skule alle faa skam." det I skulle alle få skam."

16
Saa vof han dhen lyndorm så vog han den lindorm
och saa hans XI unger: og så hans elleve unger:
saa vyle han af byrett gaa så ville han af bjerget gå
mett sver och brøne hyn tunge. med sværd og brynje hin tunge.

17
"Skam dha faa dhen løfve, "skam da få den løve,
och here Krest gyfve hyne men:
[7]L. 2-4: Rettere end men (∼ frem) er vel skam (∼ fram).
 
og Herre Krist give hende men:
hafde hun ike staaet skrefed
[8] I udg.: "skrefved".
i myn skyol,
 
havde hun ikke stået skrevet i min skjold,
myn hest hafde vel bored meg frem." min hest havde vel båret mig frem."

18
"Høræ dhu, heræ konyng Dyryk, "høre du, herre konning Didrik,
och bande dhu ike meg: og bande du ikke mig:
hug dhu fast dher[-]ingen, hug du fast derinde,
her[-]uden dha hylper ieg deg." herude da hjælper jeg dig."

19
Konyng Dyryk høg, och løfven grof konning Didrik høg, og løven grov
alltt under dhe grønæ lyde: alt under de grønne lide:
hafde hun ike fatt ham af byred ud, havde hun ikke fåt ham af bjerget ud,
hun hafde sørgett seg sel af lyfve. hun havde sørget sig selv af live.

20
Dhett var heræ konyng Dyryk, det var herre konning Didrik,
han gyk att vegn
[9] I udg.: "vegen".
frem:
 
han gik ad vejn frem:
alle dhage, han lefde, alle dage, han levde,
dhen løfve hun tyntte ham. den løve hun tjente ham.
:: Dhen lyndorm han togen af. :::: den lindorm han tog den af. ::